RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

11. december 2012

Sag F-107/11

Ioannis Ntouvas

mod

Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

»Personalesag – kontraktansat – bedømmelsesrapport 2010 – påstand om annullation af bedømmelsesrapporten«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorved Ioannis Ntouvas i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af sin bedømmelsesrapport for 2010.

Udfald: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) frifindes. Ioannis Ntouvas bærer sine egne omkostninger og betaler ECDC’s omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – retlig interesse – søgsmål om annullation af en bedømmelsesrapport – kontraktansat, der ikke længere arbejder ved den pågældende institution – manglende udbredelse af nævnte rapport til tredjepersoner – opretholdelse af retlig interesse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 87)

2.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt – foreløbigt udkast til bedømmelsesrapport udarbejdet af bedømmeren og medbedømmeren samt Det Paritetiske Bedømmelses- og Forfremmelsesudvalgs udtalelse – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1.      Uafhængigt af dens fremtidige nytte udgør en tjenestemands bedømmelsesrapport et skriftligt og formelt bevis for kvaliteten af det arbejde, som den berørte part har udført. En sådan vurdering er ikke en simpel beskrivelse af de arbejdsopgaver, der er løst i den relevante periode, men omfatter også en vurdering af de kvaliteter, som den bedømte person har udvist under udøvelsen af sit erhverv. Hver ansat har således ret til, at hans arbejde evalueres ved en vurdering, der er behørigt udført på en retfærdig måde. Henset til princippet om ret til en effektiv domstolsbeskyttelse tilkommer der den ansatte en ret til at anfægte sin bedømmelsesrapport på grund af dens indhold, eller fordi den ikke er blevet udfærdiget efter vedtægtens forskrifter.

Den omstændighed, at en ansat, efter at denne har klaget over en bedømmelsesrapport, forlader den pågældende institution, og hans rapport derfor ikke vil blive videregivet til tredjepersoner, gør ikke, at den pågældende taber sin retlige interesse i at anfægte den omtalte rapport.

(jf. præmis 35 og 36)

Henvisning til:

Personaleretten: 10. november 2009, sag F-93/08, N mod Parlamentet, præmis 46 og 47

2.      Retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, særligt for så vidt angår en intern procedure, kan i princippet kun anfægtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på proceduren, modsat mellemkommende foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse. I forhold til søgsmål anlagt af tjenestemænd eller andre ansatte udgør forberedende akter således ikke en afgørelse, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, idet de dels ikke er foranstaltninger, der har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, og dels ikke definitivt fastlægger institutionens standpunkt.

Når udarbejdelsen af bedømmelsesrapporten af en ansat ved et europæisk organ i denne forbindelse omfatter flere stadier i forbindelse med en intern procedure, er denne ikke endelig, og i tilfælde af at der gøres indsigelse mod den foreløbige bedømmelsesrapport udarbejdet af bedømmeren og medbedømmeren, ved afgørelse truffet af det pågældende organs direktør efter udtalelse fra Det Paritetiske Bedømmelses- og Forfremmelsesudvalg, er det alene den endelige bedømmelsesrapport, der er udarbejdet af direktøren, der udgør en retsakt, der indeholder et klagepunkt, der kan anfægtes. Derimod er den foreløbige bedømmelsesrapport, der er udarbejdet af bedømmeren og medbedømmeren, såvel som Det Paritetiske Bedømmelses- og Forfremmelsesudvalgs udtalelse, udelukkende forberedende foranstaltninger, der ikke indeholder klagepunkter i forhold til den ansatte, og de kan derfor ikke gøres til genstand for et annullationssøgsmål, således at påstande, der anfægter disse retsakter, ikke kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 42-44)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 28. september 1993, forenede sager T-57/92 og T-75/92, Yorck von Wartenburg mod Parlamentet, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis; 6. februar 2007, forenede sager T-246/04 og T-71/05, Wunenburger mod Kommissionen, præmis 42, og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 10. november 2009, sag F-71/08, N mod Parlamentet, præmis 27-30

3.      Det tilkommer ikke Personaleretten at sætte sin vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de personer, der har til opgave at vurdere den bedømte persons arbejde, idet Unionens institutioner råder over et vidt skøn ved bedømmelsen af deres tjenestemænds og andre ansattes arbejde. Det tilkommer således ikke Personaleretten, bortset fra tilfælde af faktiske fejl, åbenbart urigtige skøn eller magtfordrejning, at kontrollere rigtigheden af administrationens bedømmelse af en tjenestemands eller anden ansats faglige kvalifikationer, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan kontrolleres objektivt.

(jf. præmis 78)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 25. oktober 2005, sag T-96/04, Cwik mod Kommissionen, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 13. september 2011, sag F-4/10, Nastvogel mod Rådet, præmis 32