Language of document : ECLI:EU:F:2014:1

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

16. januar 2014

Sag F-107/12

Philippe Guinet

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – pensionsordning – overførsel af pensionsrettigheder – kompensation for ulemperne som følge af forsinkelsen ved overførslen af pensionsrettigheder – betingelser for overførslen af pensionsrettigheder, der er erhvervet i henhold til en anden ordning end EIB’s – ligebehandlingsprincippet«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder Philippe Guinet har nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelse om afslag på hans ansøgning om opskrivning af hans pensionsrettigheder.

Udfald:      Den Europæiske Investeringsbank frifindes. Philippe Guinet bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af Investeringsbankens omkostninger. Investeringsbanken bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25)

2.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – pensioner – pensionsrettigheder erhvervet inden tiltrædelsen af tjenesten – overførsel til EIB’s ordning – ingen mulighed for en ansat for at foretage en overførsel uden en aftale mellem EIB og den pågældende medlemsstat – ingen mulighed for den ansatte for at købe supplerende forsikringsår – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til ansatte, som har nævnte muligheder – foreligger ikke

(Regulativ om pensionsordningen for ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 21-1)

3.      Social sikring – vandrende arbejdstagere – forsikring ved alderdom og dødsfald – en medlemsstats statsborger, som er ansat ved et EU-organ – pensionsrettigheder erhvervet før tiltrædelsen af tjenesten ved EU-organet – overførsel til EU-organets ordning – nationale bestemmelser, som ikke indeholder mulighed for overførsel – tilsidesættelse af EU-retten – foreligger ikke – eksistensen af en hindring for personers frie bevægelighed – foreligger ikke

(Art. 45 TEUF og 48 TEUF)

4.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – administrationens omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – rækkevidde – forpligtelse til at træffe foranstaltninger i tjenestens interesse, når der ikke foreligger et retsgrundlag – foreligger ikke

5.      Retslig procedure – sagsomkostninger – pålæggelse – inddragelse af billighedshensyn – den vindende part pålægges at betale en del af sine egne omkostninger

(Personalerettens procesreglement, art. 88)

1.      Med henblik på at afgøre, om den i vedtægten fastsatte begrundelsespligt er overholdt, må der tages hensyn ikke blot til de dokumenter, hvorved afgørelsen blev meddelt, men ligeledes til de omstændigheder, hvorunder afgørelsen blev truffet og bragt til den pågældendes kundskab. En afgørelse kan anses for tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget i en af den pågældende tjenestemand kendt sammenhæng, som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden heraf. I øvrigt kan den berørtes kendskab til den sammenhæng, hvori en afgørelse træffes, udgøre en begrundelse for nævnte afgørelse.

(jf. præmis 44)

Henvisning til:

Retten: 7. juli 2011, sag T-283/08 P, Longinidis mod Cedefop, præmis 68; 24. oktober 2011, sag T-213/10 P, P mod Parlamentet, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 30. november 2010, sag F-97/09, Taillard mod Parlamentet, præmis 33; 15. februar 2011, sag F-81/09, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 40

2.      Ligebehandlingsprincippet er kun tilsidesat, når to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, behandles forskelligt, eller når forskellige situationer behandles ens.

Den tilbagevirkende gyldighed, der er fastsat i Den Europæiske Investeringsbanks interne regulativ, og som er en del af den mekanisme, der gør det muligt at købe supplerende pensionsgivende tjenesteår, er kun et middel til at neutralisere de skadelige virkninger af en eventuel forsinkelse, som ikke kan tilskrives den pågældende ansatte, i forbindelse med overførslen af hans pensionsrettigheder i forhold til den dato, hvor han tiltrådte tjenesten hos Den Europæiske Investeringsbank. Sådanne negative virkninger følger bl.a. af, at den pågældende bliver ældre, og af hans karriereudvikling, som medfører, at prisen for at købe et supplerende forsikringsår bliver dyrere. Såvel tildelingen af retten til tilbagevirkende gyldighed som prisen for denne fordel er derfor uløseligt forbundet med en overførsel af den pågældendes pensionsrettigheder. Det følger heraf, at den tilbagevirkende gyldighed ikke er en selvstændig opskrivning af pensionsrettighederne i EIB’s pensionsordning, som en ansat, der ikke har overført de pensionsrettigheder, der er erhvervet i en national ordning, vil kunne nyde godt af.

Følgelig er den faktiske og retlige situation for en person, som ikke har kunnet foretage en overførsel af pensionsrettigheder, med hensyn til den tilbagevirkende gyldighed ikke den samme som situationen for de ansatte i EIB, hvis pensionsrettigheder, som er indbetalt til EIB’s pensionsordning, kunne have været påvirket negativt ved forsinkelser, som ikke kan tilskrives de nævnte ansatte, i forbindelse med overførslen af pensionsrettigheder.

(jf. præmis 57, 60, 62 og 63)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. marts 1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, præmis 50

Personaleretten: 26. september 2011, sag F-29/06, Arnaldos Rosauro m.fl. mod Kommissionen, præmis 157

3.      For så vidt angår koordineringen af de sociale sikringsordninger mellem medlemsstaterne indeholder hverken EUF-traktaten, forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, eller den forordning, som efterfulgte denne, dvs. forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, regler vedrørende overførsel af den kapital, som repræsenterer allerede erhvervede pensionsrettigheder, men er baseret på principperne om sammenlægning af perioder og forholdsmæssig beregning, således som dette fremgår af artikel 48 TEUF som gennemført ved nævnte forordninger.

Det fremgår således ikke af artikel 45 TEUF, at en medlemsstat er forpligtet til at fastsætte mulighed for, at en ansat i Den Europæiske Investeringsbank kan overføre den kapital, der repræsenterer de pensionsrettigheder, han tidligere har erhvervet, til EIB’s pensionsordning, eller er forpligtet til at indgå en aftale herom.

Følgelig kan den omstændighed, at der ikke foreligger en sådan mulighed for ansatte i EIB, ikke anses for at være en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, som omhandlet i artikel 45 TEUF.

(jf. præmis 76-78)

Henvisning til:

Domstolen: 4. juli 2013, sag C-233/12, Gardella, præmis 33 og 35

4.      Omsorgspligten samt princippet om god forvaltningsskik indebærer, at ansættelsesmyndigheden når den træffer afgørelse om situationen for en tjenestemand eller en anden ansat, og dette selv i forbindelse med udøvelsen af et vidt skøn, skal tage hensyn til samtlige de elementer, der kan være afgørende for dens afgørelse; det påhviler herved ansættelsesmyndigheden at tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til interessen hos den pågældende tjenestemand eller anden ansat. Imidlertid kan omsorgspligten, princippet om god tro samt princippet om god forvaltningsskik ikke begrunde, at administrationen træffer foranstaltninger i sagsøgerens interesse uden retsgrundlag.

Det følger heraf, at i mangel af et retsgrundlag med henblik på at tildele en af dens ansatte en fordel i forbindelse med køb af supplerende forsikringsår, eller af en retlig forpligtelse til at kompensere det økonomiske tab, som denne ansatte har lidt som følge af, at der ikke foreligger en aftale om overførsel mellem Den Europæiske Investeringsbank og den medlemsstat, hvor han har erhvervet sine pensionsrettigheder, kan det ikke foreholdes EIB, at den ikke, i strid med dens omsorgspligt, princippet om god tro samt princippet om god forvaltningsskik, har vedtaget nævnte fordel.

(jf. præmis 83 og 84)

Henvisning til:

Personaleretten: 19. februar 2013, sag F-17/11, BB mod Kommissionen, præmis 61

5.      I henhold til artikel 88 i Personalerettens procesreglement kan det pålægges endog en vindende part helt eller delvist at betale sagens omkostninger, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold. Dette er tilfældet, når den vindende part for første gang under retsmødet fremførte argumenter, som grundlæggende ville have påvirket håndteringen af sagen, hvis et af disse argumenter var begrundede, uden at give nogen forklaring hvad angår den forsinkede fremlæggelse af disse argumenter.

(jf. præmis 94 og 96)