Language of document :

Sag anlagt den 14. maj 2010 - Guittet mod Kommissionen

(Sag F-31/10)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Christian Guittet (Cannes, Frankrig) (ved avocat L. Levi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Dels påstand om annullation af afgørelsen om at afslutte proceduren i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 73 derved, at sagsøgerens vedvarende invaliditetsgrad blev fastsat til 64,5%, dels påstand om erstatning for den forvoldte økonomiske og ikke-økonomiske skade.

Sagsøgerens påstande

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 27. juli 2009 om at afslutte den procedure, der blev indledt efter tjenestemandsvedtægtens artikel 73 som følge af sagsøgerens ulykke den 8. december 2003, annulleres.

Om fornødent annulleres afslaget af 16. februar 2010 på sagsøgerens klage.

Følgelig fastslås det, at et lægeudvalg, der er sammensat upartisk, uafhængigt og neutralt, og som kan arbejde hurtigt, uafhængigt og uden forhåndsslutninger, bedømmer graden af den vedvarende, delvise invaliditet (VDI) på grundlag af de forskrifter og den skala, der var gældende på tidspunktet for ulykken og indtil den 1. januar 2006 i forbindelse med en fornyet undersøgelse af den ansøgning, som sagsøgeren indgav i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 73.

Kommissionen tilpligtes at betale morarenter på 12% af det skyldige beløb i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 73 i en periode senest fra den 8. december 2004 og indtil beløbet er betalt fuldt ud.

Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning, der efter ret og billighed fastsættes til 50 000 EUR, for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt ved den anfægtede afgørelse.

Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning på 15 000 EUR for den økonomiske skade, der er forvoldt ved den anfægtede afgørelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

____________