RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE
(Anden Afdeling)
21. oktober 2014
Sag F-107/11 DEP
Ioannis Ntouvas
mod
Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)
»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – advokatsalærer – en institutions repræsentation ved advokat – en ansats transport- og opholdsudgifter og dagpenge – udgifter, der kan kræves erstattet«
Angående: Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, i henhold til det dagældende procesreglements artikel 92, stk. 1 (herefter »det tidligere procesreglement«), indgivet af Ioannis Ntouvas, i den sag, der gav anledning til dom Ntouvas mod ECDC (sag F-107/11, EU:F:2012:182, der verserer som appelsag ved Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-94/13 P).
Udfald: Det samlede beløb, som Ioannis Ntouvas kan kræve erstattet af Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i sag F-107/11, Ntouvas mod ECDC, fastsættes til 9 472,19 EUR.
Sammendrag
1. Retslig procedure – sagsomkostninger – udgifter, der kan kræves erstattet – fremlæggelse af beviser, som kan godtgøre eksistensen af de udgifter, der kræves godtgjort – kriterier
[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]
2. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – salær, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet – forhold, der skal tages i betragtning med henblik på fastsættelsen
[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]
3. Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter – Unionens fritagelse for direkte skat og told af genstande, der er bestemt til tjenestebrug – fordele, som er tillagt Unionen på området for indirekte skatter – medlemsstaternes skøn – betingelser
(Protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, art. 3 og 4)
1. Den blotte omstændighed, at der til en part kun er fremsendt kopier af de originale fakturaer, gør det ikke muligt, uden argumenter, der kan rejse tvivl om ægtheden af den nævnte fakturaer og deres overensstemmelse med originalerne, at fastslå, at der ikke foreligger egentlige og reelle udgifter, der kan kræves erstattet.
(jf. præmis 24)
2. Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til nævnte statut, kan Unionens institutioner frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes vederlag falder derfor ind under begrebet nødvendige udgifter, som er afholdt med henblik på sagens behandling, uden at institutionen er forpligtet til at godtgøre, at en sådan bistand objektivt set var nødvendig.
For så vidt angår fastsættelsen af den del af advokatsalæret, der vil kunne kræves erstattet, gælder, at Unionens retsinstanser ikke har kompetence til at fastsætte det beløb, som parterne skal betale til deres egne advokater, men til at fastsætte det beløb, der kan kræves erstattet i form af advokathonorarer af den part, der tilpligtes at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til begæringen om fastsættelse af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.
På samme måde har vederlagets faste karakter ikke betydning for Personalerettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Personaleretten skal basere sig på veletablerede kriterier og de detaljerede oplysninger, som parterne skal fremlægge for denne. Selv om det ikke er umuligt for nævnte ret i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må den imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav.
Da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Unionens retsinstanser frit stillet ved vurderingen af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.
Endelig kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af honorarer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten. Da realitetsbehandlingen af et søgsmål nemlig er betinget af, at der forinden har været indgivet en klage, og ansættelsesmyndigheden har afslået denne klage, er institutionens tjenestegrene principielt involveret i behandlingen af tvisterne, inden de når frem til Personaleretten.
For så vidt angår omfanget af det arbejde, der er forbundet med sagen for Personaleretten, tilkommer det Unionens retsinstanser at tage hensyn til det samlede antal arbejdstimer, som objektivt set synes nødvendige med henblik på denne sag.
(jf. præmis 25-30 og 34)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions ret: kendelse Marcuccio mod Kommissionen, T-515/09 P-DEP, Sml., EU:T:2013:269, præmis 20
Personaleretten: kendelser Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 29 og Chatzidoukakis mod Kommissionen, F-84/10 DEP, EU:F:2014:41, præmis 20 og 22-24 og den deri nævnte retspraksis
3. Artikel 3 og 4 i protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter fritager sidstnævnte fra direkte skat og bl.a. told af genstande, der er bestemt til tjenestebrug, mens eventuelle fordele, som tilkommer Unionen på området for direkte skatter, såsom moms, overlades til medlemsstaternes skøn og er underlagt de betingelser, der fastsættes i nævnte protokol. Under alle omstændigheder er de køb af ydelser, der foretages af tjenestemænd og øvrige ansatte, når disse foretager tjenesterejser, ikke fritaget for moms.
(jf. præmis 47)