Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus (Finland) den 3. december 2018 – Yhtiö A mod B

(Sag C-772/18)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Yhtiö A

Sagsøgt: B

Præjudicielle spørgsmål

Er størrelsen af den fordel, som en privatperson opnår som følge af en angivelig varemærkekrænkelse, relevant for bedømmelsen af, om denne persons adfærd udgør erhvervsmæssig brug af et varemærke som omhandlet i varemærkedirektivets artikel 5, stk. 1 1 , eller en rent privat adfærd? Er det, når en privatperson gør brug af varemærket, en betingelse for erhvervsmæssig brug, at andre kriterier end opnåelse af økonomiske fordele af den pågældende handel vedrørende varemærket er opfyldt?

Såfremt det forudsættes, at den økonomiske fordel har en vis betydning, og det på grund af den ringe størrelse af den økonomiske fordel, som en person har opnået, og den manglende opfyldelse af eventuelle andre kriterier for erhvervsmæssig brug ikke kan lægges til grund, at den pågældende person har benyttet et varemærke til egen erhvervsmæssig brug, er betingelsen om erhvervsmæssig brug som omhandlet i varemærkedirektivets artikel 5, stk. 1, da opfyldt, når privatpersonen har benyttet varemærket for en anden i forbindelse med denne andens erhvervsaktivitet, selv om personen ikke er ansat hos denne som arbejdstager?

Gør en person, der opbevarer varer, brug af et varemærke som omhandlet i varemærkedirektivets artikel 5, stk. 1, og stk. 3, litra b), når varerne, der er forsynet med et varemærke og sendt til en medlemsstat, hvor de er overgået til fri omsætning, modtages og opbevares for et selskab af en person, som har varerne i sin besiddelse, som ikke driver erhvervsmæssig virksomhed med im- og eksport af varer og som heller ikke har tilladelse til at forvalte et toldoplag og et afgiftsoplag?

Kan det lægges til grund, at en person importerer varer, der er forsynet med et varemærke, som omhandlet i varemærkedirektivets artikel 5, stk. 3, litra c), når varerne ikke importeres på denne persons ordre, men denne stiller sin adresse til rådighed for en videresælger af varerne og for videresælgeren modtager varerne, der er overgået til fri omsætning i medlemsstaten, har dem i sin besiddelse i nogle uger samt udleverer dem til transport til et tredjeland uden for EU med henblik på videresalg i det pågældende land?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (kodificeret udgave) (EUT 2008, L 299, s. 25).