Language of document : ECLI:EU:F:2007:176

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Anden Afdeling)

17. oktober 2007

Sag F-114/06

Amerigo Liotti

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – manglende opførelse på listen over forfremmede tjenestemænd – forfremmelsesåret 2005 – prioritetspoints – fortjeneste – anciennitet – ulovlighedsindsigelse – antagelse til realitetsbehandling«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Amerigo Liotti har nedlagt påstand principalt om annullation af listen over tjenestemænd forfremmet i forfremmelsesåret 2005, for så vidt som sagsøgeren ikke er opført herpå, og subsidiært om annullation af afgørelsen om sagsøgerens prioritetspoints i nævnte forfremmelsesår.

Udfald: Sagen afvises dels som åbenbart uantagelig til realitetsbehandling, dels som åbenbart ugrundet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – søgsmål – bebyrdende forvaltningsakt – et forfremmelsesudvalgs forslag om tildeling af prioritetspoints – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, afsnit 2, 45, 90 og 91)

Et forfremmelsesudvalgs forslag om tildeling af prioritetspoints til forskellige kategorier i en forfremmelsesordning, der er oprettet ved en intern forskrift i Kommissionen, er ikke en bebyrdende forvaltningsakt. Forfremmelsesudvalgene har nemlig ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende tildelingen af prioritetspoints. Selv om det fremgår af vedtægtens artikel 25, afsnit 2, at enhver bebyrdende afgørelse skal begrundes, gælder dette krav derfor ikke for et sådant forslag fra et forfremmelsesudvalg vedrørende en ikke-forfremmet tjenestemand.

(jf. præmis 50)