Appel iværksat den 5. juni 2019 af Inpost S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten den 19. marts 2019 i forenede sager T-282/16 og T-283/16, Inpost Paczkomaty og Inpost mod Kommissionen

(Sag C-432/19 P)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Inpost S.A. (ved radca prawny W. Knopkiewicz)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Republikken Polen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom ophæves.

Afgørelsen annulleres

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i denne sag og i sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende: Tilsidesættelse af traktatens artikel 106, stk. 2 – en urigtig konstatering af, at kravene i nr. 19 (punkt 2.6) i [Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011)] var opfyldt, en tilsidesættelse af principperne i traktaten om tildeling af offentlige kontrakter (princippet om forbud mod forskelsbehandling, ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet.) og urigtig fortolkning af artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF (postdirektivet).

De metoder, som medlemsstaterne anvender til at finansiere levering af befordringspligtydelser, skal være forenelige med såvel de principper om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighed og ligebehandling (herunder udvælgelse af den tjenesteyder, der skal varetage posttjenesten, gennem konkurrence), der følger af bestemmelserne i TEUF om frihederne i det indre marked, som med artikel 106, stk. 2, TEUF, hvilket i den foreliggende retssag ikke var tilfældet.

Andet anbringende: Tilsidesættelse af traktatens artikel 106, stk. 2 – en urigtig konstatering af, at kravene i nr. 14 (punkt 2.2) og nr. 60 (punkt 2.10) i [Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011)] var opfyldt. Også såfremt den pligt til at levere befordringspligtydelser, som er pålagt det polske postvæsen (Poczta Polska), opfylder de krav, der er fastsat i postdirektivet, er det ikke nødvendigt at gennemføre en offentlig høring eller andre passende foranstaltninger som grundlag for den præcise fastlæggelse af behovet for den offentlige tjenesteydelse for at tage interesserne for brugerne og tjenesteyderen i betragtning.

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af traktatens artikel 106, stk. 2 – en urigtig konstatering af, at kravene i nr. 52 (punkt 2.9) i [Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011)] er opfyldt, og en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, 3 og 5, i direktiv 97/67/EF. Retten lagde med urette til grund, at udligningsfonden opfylder kravet om ikke-forskelsbehandling med hensyn til det ensartede maksimumsbidrag på 2% af indtægterne oppebåret af de befordringspligtige virksomheder eller udbyderne af substituerbare ydelser. Denne procentsats for udbydernes obligatoriske bidrag gælder på lige vilkår for alle markedsdeltagere, hvilket er udtryk for forskelsbehandling, da situationen for de befordringspligtige virksomheder og situationen for udbydere af substituerbare ydelser ikke er identisk. Endvidere lagde Retten med urette til grund, at udligningsfonden også opfylder kravet om forholdsmæssighed.

I forbindelse med høringerne vedrørende de omstændigheder, der ligger til grund for lovændringerne, fremgik det, at udligningsfonden betingelser adskilte sig væsentligt fra de i postloven fastsatte betingelser, således at det ikke kan lægges til grund, at oprettelsen af fonden var genstand for høringerne.

På grund af forudsætningerne for finansieringen af befordringspligtydelsen er det ikke nødvendigt at efterprøve, om de påløbne nettoomkostninger udgjorde en uforholdsmæssig byrde for den befordringspligtige virksomhed. Den automatiske forbindelse mellem ydelsens finansiering og det forhold, at der opstår et regnskabsmæssigt underskud ved befordringspligtydelsen, kan ikke forstås som en opfyldelse af kravene i postdirektivet.

Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af postdirektivets artikel 7, stk. 1 – da Kommissionen har accepteret, at udgifterne til befordringspligten finansieres ved en række ene- og særrettigheder, som det polske postvæsen er blevet tildelt. I henhold til postdirektivets artikel 7, stk. 1, undlader medlemsstaterne at tildele eller opretholde ene- eller særrettigheder for etablering og udførelsen af posttjenesterne. De ene- og særrettigheder, som er tildelt det polske postvæsen, er imidlertid i modsætning til det af Retten fastslåede åbenbart ikke omfattet af de i postdirektivet fastsatte undtagelser.

____________