RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

25. september 2012

Sag F-41/10

Moises Bermejo Garde

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Personalesag – tjenestemænd – psykisk chikane – ansøgning om bistand – fremlæggelsesret – omplacering – tjenestens interesse«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratomtraktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder Moises Bermejo Garde har nedlagt påstand om annullation af flere afgørelser, hvorved præsidenten for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) dels afslog ansøgningen om bistand, der blev indgivet på grund af den psykiske chikane, som sagsøgeren har været udsat for, og afslog at forelægge sagen for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), dels har bragt sagsøgerens tidligere funktion til ophør og bestemt hans omplacering, samt påstand om, at EØSU tilpligtes at betale erstatning.

Udfald: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – bebyrdende retsakt – begreb – administrationens tilkendegivelse over for den berørte om, at der i fremtiden vil blive truffet afgørelse om hans omplacering – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

2.      Tjenestemandssager – retlig interesse – søgsmål rettet mod administrationens afslag på at forelægge sagen for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – mangel på egne indsigelser – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – principper – ret til forsvar – forpligtelse til at høre den pågældende inden vedtagelse af en bebyrdende retsakt – rækkevidde – afgørelse om afslag på en ansøgning om bistand – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

4.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – adfærd, der har til formål at miskreditere den pågældende eller forringe dennes arbejdsvilkår – krav om, at adfærden gentages – krav om, at adfærden er forsætlig – rækkevidde – intet krav om, at chikanøren skal have haft en ildesindet hensigt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3)

5.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – ytringsfrihed – fremlæggelse af faktiske oplysninger, som lader formode, at der finder ulovlige handlinger sted eller adfærd, som udgør et alvorligt brud – beskyttelse mod disciplinær forfølgning – betingelse – tjenestemandens gode tro – faktorer, der skal tages i betragtning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og 22a)

6.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – overholdelse af stillingernes ækvivalens – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7)

1.      Kun retsakter eller foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som direkte og umiddelbart berører sagsøgerens interesser ved væsentligt at ændre hans retsstilling, kan anses for at gå tjenestemanden imod, idet en sådan retsakt eller foranstaltning skal hidrøre fra den kompetente myndighed og udgøre en endelig stillingtagen fra administrationens side. Den omstændighed, at den kompetente myndighed blot tilkendegiver, at der i fremtiden vil blive truffet en bestemt afgørelse, såsom en omplacering af tjenestemanden, skaber hverken rettigheder eller dertil svarende forpligtelser for den pågældende tjenestemand.

(jf. præmis 49 og 50)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 16. marts 1993, forenede sager T-33/89 og T-74/89, Blackman mod Parlamentet, præmis 27; 17. maj 2006, sag T-95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, præmis 35

Personaleretten: 14. september 2010, sag F-52/09, Da Silva Pinto Branco mod Domstolen, præmis 32

2.      En tjenestemand har ikke kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse og kan ikke til støtte for et annullationssøgsmål gøre andre end sine egne indsigelser gældende. Hvis det anerkendes, at en tjenestemand, der har underrettet sin direkte overordnede om, at der finder uregelmæssigheder sted, kan anlægge et søgsmål til prøvelse af den direkte overordnedes afvisning af at videresende disse oplysninger til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, ville dette svare til at give tjenestemanden kompetence til at handle i lovens interesse. Denne konklusion er imidlertid ikke til hinder for, at en tjenestemand kan anlægge et søgsmål til prøvelse af en sådan afgørelse, såfremt han er af den opfattelse, at der på grundlag de oplysninger, han har meddelt sine direkte overordnede, er truffet en afgørelse, som skader hans interesser.

(jf. præmis 62)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 7. juli 1998, sag T-178/97, Moncada mod Kommissionen, præmis 39

3.      Retten til forsvar i enhver procedure, som indledes over for en person, og som kan udmunde i en akt, der indeholder et klagepunkt mod denne, er ganske vist et grundlæggende EU-retligt princip, der skal sikres overholdt, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure. En procedure, som indledes på baggrund af en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, kan imidlertid ikke anses for en procedure, der er indledt over for den berørte. Administrationens afgørelse om at afslå en ansøgning om bistand hører således ikke til de afgørelser, der er omfattet af retten til forsvar.

(jf. præmis 78)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 10. juli 1997, sag T-36/96, Gaspari mod Parlamentet, præmis 32; 27. juni 2000, sag T-67/99, K mod Kommissionen, præmis 72

4.      Vedtægtens artikel 12a, stk. 3, definerer psykisk chikane som »misbrug«, der kræver, at to kumulative betingelser er opfyldt, for at chikanen foreligger. Den første betingelse vedrører misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift »over en periode gentagne gange eller systematisk«, hvilket indebærer, at den psykiske chikane skal opfattes som en proces, der nødvendigvis har et tidsmæssigt forløb, og forudsætter, at der finder gentagne eller kontinuerlige handlinger sted, og at de er »forsætlige«. Den anden kumulative betingelse, som adskilles fra den første af præpositionen »og«, kræver, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, har den virkning at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan af det forhold, at adjektivet »forsætlige« vedrører den første betingelse og ikke den anden, udledes to konklusioner. For det første skal misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, være frivilligt, hvilket fra denne bestemmelses anvendelsesområde udelukker negativ adfærd, der fremkommer på tilfældig vis. For det andet kræves det derimod ikke, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, er blevet foretaget med den hensigt at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord være tale om psykisk chikane i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand, uden at chikanøren ved adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har tilsigtet at miskreditere offeret eller forsætligt at forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig.

(jf. præmis 82 og 83)

Henvisning til:

Personaleretten: 9. december 2008, sag F-52/05, Q mod Kommissionen, præmis 135, der ikke for så vidt angår dette punkt blev annulleret af Den Europæiske Unions Ret ved dom af 12. juli 2011, sag T-80/09 P, Kommissionen mod Q; 16. maj 2012, sag F-42/10, Skareby mod Kommissionen, præmis 65

5.      Personaleretten skal ved fastlæggelsen af, om en tjenestemand har været i god tro om den fremlæggelsesret, der er fastsat i vedtægtens artikel 12a og 22a, tage hensyn til en række faktorer.

Personaleretten skal først undersøge, om de oplysninger, som tjenestemanden har givet sine overordnede eller i givet fald direkte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) underretning om, vedrører uregelmæssigheder, der, såfremt de rent faktisk er blevet begået, er åbenbart alvorlige. Den anden faktor, der skal tages i betragtning, er, om de videregivne oplysninger er pålidelige eller i det mindste sandsynlige. Udøvelsen af ytringsfriheden, som kommer til udtryk ved tjenestemandens mulighed for at gøre opmærksom på, at der foregår psykisk chikane, eller at der begås ulovlige handlinger eller alvorlige brud på de forpligtelser, der påhviler tjenestemændene, indebærer nemlig forpligtelser og ansvar, og den person, som vælger at videregive sådanne oplysninger, skal nøje undersøge, i det omfang omstændighederne gør det muligt, at disse oplysninger er nøjagtige og troværdige. En tjenestemand, der afslører uregelmæssigheder, som efter hans opfattelse er omfattet af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 12a og 22a, har således pligt til at sikre sig, at de anklager, han fremsætter, er baseret på korrekte omstændigheder eller i det mindste, at de er baseret på et »tilstrækkeligt faktuelt grundlag«. I denne henseende vedrører vedtægtens artikel 22a kun videregivelse af konkrete oplysninger, som har givet den tjenestemand, der afgiver oplysningerne, rimelig anledning til at formode, at der er begået en ulovlig handling eller et alvorligt brud, og at denne handling endvidere skal være forenelig med det krav om at være objektiv og upartisk, som tjenestemanden skal opfylde, og kravet om at tage hensyn til embedets omdømme og loyalitetspligten samt pligten til at respektere de berørte personers integritet og uskyldsformodningen. Personaleretten skal endvidere tage de midler, som tjenestemanden har anvendt for at videregive oplysninger, i betragtning, og den skal navnlig, når der er tale om uregelmæssigheder som omhandlet i vedtægtens artikel 22a, stk. 1, undersøge, om tjenestemanden har henvendt sig til den kompetente myndighed eller instans, dvs. til hans »umiddelbart overordnede eller sin generaldirektør, eller hvis han finder det formålstjenligt, generalsekretæren eller andre i tilsvarende stillinger eller direkte OLAF«. Tjenestemandens hensigt med at anmelde ulovligheder er en anden faktor, der indgår i vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt han har handlet i god tro. En anmeldelse, der afgives på grund af et personligt klagepunkt eller et personligt fjendskab eller for at opnå en personlig fordel, navnlig en økonomisk fordel, kan ikke anses for at være afgivet i god tro. Desuden har en tjenestemand en forpligtelse til at udvise den største forsigtighed og tilbageholdenhed i forbindelse med offentliggørelse af påstande, der henhører under OLAF’s kompetence.

(jf. præmis 134-138 og 150)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. januar 2011, sag F-77/09, Nijs mod Revisionsretten, præmis 66-70 og 80

6.      Selv om vedtægten og navnlig dens artikel 7 ikke udtrykkeligt nævner, at det er muligt at »omplacere« en tjenestemand, fremgår det af fast retspraksis, at institutionerne råder over vide skønsbeføjelser med hensyn til, hvorledes de ønsker at indrette deres tjenestegrene på grundlag af de opgaver, der påhviler dem, og med hensyn til placeringen af det personale, som de råder over, hvorved det dog er en forudsætning, at placeringen sker i tjenestens interesse og under iagttagelse af princippet om stillingernes ækvivalens.

For så vidt angår den første forudsætning må Unionens retsinstansers kontrol, idet institutionerne råder over et vidt skøn ved vurderingen af tjenestens interesse, begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde. I denne henseende kan interne modsætningsforhold mellem de ansatte, som er skadelige for tjenestens gnidningsløse funktion, begrunde, at en tjenestemand omplaceres i tjenestens interesse for at bringe en utålelig administrativ situation til ophør. En sådan omplacering, der besluttes i tjenestens interesse, kræver ikke den pågældende tjenestemands samtykke. Dertil kommer, at det ved undersøgelsen af, om en personkonflikt kan begrunde en omplacering af en tjenestemand i tjenestens interesse, ikke er relevant at fastlægge, hvem der er ansvarlig for de omhandlede hændelser, eller om de fremførte anklager er begrundede.

For så vidt angår den anden forudsætning indebærer reglen om, at lønklasse og stilling skal svare til hinanden – hvilket bl.a. fremgår af vedtægtens artikel 7 – i tilfælde af en ændring af tjenestemandens arbejdsområder, ikke en sammenligning mellem hans nuværende og tidligere arbejdsområder, men mellem hans nuværende lønklasse og arbejdsområder. Derfor er den nævnte regel ikke til hinder for en afgørelse, der medfører tildeling af nye arbejdsområder, der, selv om de adskiller sig fra dem, som tidligere blev varetaget, og af den pågældende selv opfattes som en forringelse af hans kompetencer, ikke desto mindre er i overensstemmelse med den stilling, som svarer til hans lønklasse. En faktisk formindskelse af tjenestemandens beføjelser udgør dermed kun en tilsidesættelse af reglen om overensstemmelsen mellem lønklasse og stilling, når tjenestemandens nye opgaver i det hele ligger klart under de opgaver, der svarer til hans lønklasse og stilling, når henses til beskaffenheden, betydningen og omfanget af disse opgaver. Vedtægten giver ikke tjenestemænd en ret til en bestemt stilling, idet forholdet tværtimod er det, at ansættelsesmyndigheden – ud fra tjenstlige hensyn – efter vedtægten har beføjelse til at placere tjenestemændene i de forskellige til rådighed stående stillinger, der svarer til deres lønklasse. Selv om det er korrekt, at administrationen kun kan være interesseret i at placere tjenestemændene i overensstemmelse med deres kvalifikationer og deres personlige ønsker, kan det dog ikke af den grund anerkendes, at en tjenestemand har ret til at udføre eller bevare bestemte opgaver eller at afvise at udøve enhver anden funktion inden for deres stillingstype.

(jf. præmis 156, 158, 159 og 162-164)

Henvisning til:

Domstolen: 12. juli 1979, sag 124/78, List mod Kommissionen, præmis 13; 22. oktober 1981, sag 218/80, Kruse mod Kommissionen, præmis 7; 1. juni 1983, forenede sager 36/81, 37/81 og 218/81, Seton mod Kommissionen, præmis 41-44; 23. marts 1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, præmis 6 og 7; 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, præmis 22; 12. november 1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, præmis 41

Retten i Første Instans: 23. oktober 1990, sag T-46/89, Pitrone mod Kommissionen, præmis 35; 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, præmis 88 og 105; 15. september 1998, sag T-23/96, De Persio mod Kommissionen, præmis 138; 12. december 2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, præmis 53

Personaleretten: 25. januar 2007, sag F-55/06, de Albuquerque mod Kommissionen, præmis 55; 8. maj 2008, sag F-119/06, Kerstens mod Kommissionen, præmis 96