Language of document : ECLI:EU:F:2007:25

PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

14. februar 2007

Sag F-1/06

Juan Miguel Fernández Ortiz

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid – afskedigelse efter prøvetidens udløb«

Angående: Sag anlagt af Fernández Ortiz i medfør af artikel 236 EF og 152 EA med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om at afskedige ham efter prøvetidens udløb.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, stk. 3 og 4)

2.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, stk. 3 og 4)

3.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, stk. 3)

4.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, stk. 3 og 5)

1.      Vedtægtens artikel 34, stk. 3, giver ansættelsesmyndigheden mulighed for at afskedige en tjenestemand på prøve, såfremt vedkommende ikke har udvist tilstrækkelige faglige kvalifikationer, og de frister, som er fastsat heri, kan ikke fortolkes således, at ansættelsesmyndigheden under alle forhold skal træffe afgørelse inden prøvetidens udløb, og at en lovlig afskedigelse af en tjenestemand på prøve kun kan ske inden denne periodes udløb.

Den omstændighed, at der ikke er foreskrevet en præceptiv frist for ansættelsesmyndighedens afgørelse herom, kan dog ikke fritage denne for forpligtelsen til at træffe afgørelsen inden for en rimelig frist, da det påhviler den at behandle enhver tjenestemand forskriftsmæssigt efter vedtægtens bestemmelser.

Den frist, som skal lægges til grund ved vurderingen af, om ansættelsesmyndigheden har truffet afgørelse inden for en rimelig frist, begynder at løbe fra det tidspunkt, da udtalelsen ved prøvetidens udløb er blevet udfærdiget og meddelt den pågældende. Det er nemlig herved og fra dette tidspunkt, at tjenestemanden på prøve får meddelelse om, at der er indledt en procedure over for ham om afskedigelse.

(jf. præmis 41, 44 og 45)

Henvisning til:

Domstolen, 1. juni 1978, sag 99/77, D’Auria mod Kommissionen, Sml. s. 1267, præmis 18 og 19; 12. juli 1973, forenede sager 10/72 og 47/72, Di Pillo mod Kommissionen, Sml. s. 763, præmis 9; 26. februar 1976, sag 92/75, Van de Roy mod Kommissionen, Sml. s. 343, præmis 12.

2.      Det fremgår ikke af nogen vedtægtsbestemmelser, at en tjenestemand på prøve, om hvem der er udfærdiget en negativ udtalelse ved prøvetidens udløb, stiltiende vil kunne fastansættes alene af den grund, at hans prøvetid er udløbet. Selve den omstændighed, at der er mulighed for at forlænge prøvetiden, og at der kan indledes en procedure om afskedigelse i henhold til vedtægtens artikel 34, stk. 3, viser, at en tjenestemand ansat på prøve ikke har noget ubetinget krav på, men kun mulighed for at blive fastansat ved prøvetidens udløb, idet fastansættelsen kræver, at tjenestemanden på prøve godtgør at besidde tilstrækkelige faglige kvalifikationer.

(jf. præmis 53 og 55)

Henvisning til:

Domstolen, Di Pillo mod Kommissionen, præmis 9.

3.      Såfremt fristerne i vedtægtens artikel 34, stk. 3, tilsidesættes i forbindelse med udfærdigelsen af udtalelser ved prøvetidens udløb, foreligger der en uregelmæssighed, som imidlertid ikke, hvor beklagelig den end måtte være, kan ændre udtalelsernes gyldighed, når den pågældende har haft adgang til at fremsætte sine bemærkninger inden for en rimelig frist og dermed givet ansættelsesmyndigheden mulighed for at foretage den bedømmelse, som den er forpligtet til.

En forsinkelse med meddelelse af afgørelsen om at forlænge prøvetiden påvirker heller ikke lovligheden af denne afgørelse, såfremt den pågældende har modtaget rettidig meddelelse fra administrationen om, at hans prøvetid var forlænget, således at han ikke er blevet holdt i uvished herom, og der ikke forelå et »retligt vakuum«.

(jf. præmis 59-62)

Henvisning til:

Domstolen, 25. marts 1982, sag 98/81, Munk mod Kommissionen, Sml. s. 1155, præmis 8 og 9.

Retten, 5. marts 1997, sag T-96/95, Rozand-Lambiotte mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 35, og II, s. 97, præmis 72.

4.      Den beføjelse, der tilkommer ansættelsesmyndigheden ifølge vedtægtens artikel 34 til at afskedige en tjenestemand på prøve og afslå fastansættelse, er ikke i strid med nogen almindelig retsgrundsætning i de ansættelsesvilkår, der gælder for offentligt ansatte ved Fællesskabets institutioner.

Adgangen til afskedigelse er hverken i strid med princippet om god forvaltning eller andre generelle principper eller med den pågældendes grundlæggende rettigheder, når den tjenestemand, som er ansat på prøve, fortsætter med at arbejde, indtil ansættelsesmyndigheden har truffet sin afgørelse, oppebærer løn i denne periode, får meddelelse om sin ansættelsessituation i rimelig tid og endvidere kan gøre krav på erstatning i henhold til vedtægtens artikel 34, stk. 5.

(jf. præmis 69 og 70)