Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Pontevedra (Spanien) den 13. november 2019 – D.A.T.A. m.fl. mod Ryanair D.A.C.

(Sag C-827/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Pontevedra

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: D.A.T.A., L.F.A., A.M.A.G., L.F.A., J.G.C., S.C.C., A.C.V., A.A.G., A.C.A., L.C.A., N.P.B. og P.C.A.

Sagsøgt: Ryanair D.A.C.

Præjudicielle spørgsmål

Er udøvelsen blandt de ansatte i et luftfartsselskab af strejkeretten, som er varslet af en fagforening med henblik på at forbedre arbejdsvilkårene, og som ikke er ansporet af arbejdsgiverens forudgående beslutning, men af arbejdstagernes krav – at betragte som en »usædvanlig omstændighed« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning 261/20[0]4 1 , eller er det derimod et led i luftfartsselskabets sædvanlige aktivitetsudøvelse?

Er luftfartsselskabet under omstændigheder som dem, der er genstand for nærværende sag, herunder når selskabet på forhånd er blevet varslet om udøvelsen af strejkeretten i henhold til loven, forpligtet til at træffe enhver gyldig retlig foranstaltning, f.eks. ved at overføre passagerne til flyafgange hos andre selskaber, der ikke er berørt af strejken?

Er den måde, hvorpå strejken afblæses, navnlig i tilfælde af gensidige indrømmelser fra konfliktens parter, relevant med henblik på, om en strejke blandt flykabinepersonalet kan betragtes som en »usædvanlig omstændighed« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning 261/20[0]4?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1)