Language of document : ECLI:EU:F:2007:124

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

5. juli 2007

Sag F-93/06

Bruno Dethomas

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tidligere midlertidigt ansat – udnævnelse til tjenestemand – ændring af vedtægten pr. 1. maj 2004 – vedtægtens artikel 32, stk. 3 – indplacering på løntrin«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorved Bruno Dethomas har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 11. januar 2006, hvorved han blev udnævnt til tjenestemand på prøve og som chef for Kommissionens faste delegation i Kongeriget Marokko i Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser, for så vidt som sagsøgerens indplacering herved blev fastsat til lønklasse A*14, løntrin 2.

Udfald: Kommissionens afgørelse af 11. januar 2006 annulleres, for så vidt som sagsøgeren derved udnævnes til chef for Kommissionens faste delegation i Kongeriget Marokko i lønklasse A*14, løntrin 2. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – ansættelse – indplacering på løntrin – anciennitetsforbedring

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 2, og art. 32, stk. 3; Rådets forordning nr. 723/2004)

Da forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke indeholder en overgangsbestemmelse, er vedtægtens artikel 32, stk. 3, hvis indhold ikke giver anledning til nogen form for tvivl, fortsat fuldt anvendelig efter vedtægtens ikrafttræden med hensyn til indplacering på løntrin af midlertidigt ansatte, der blev udnævnt til tjenestemænd i den lønklasse, de havde indtil da. Den pågældende bevarer således den anciennitet på løntrinnet, som han havde opnået som midlertidigt ansat.

I denne forbindelse kan man ikke anse udnævnelsen af en tjenestemand i aktiv tjeneste til en højere stilling i medfør af vedtægtens artikel 29, stk. 2, for en »ekstern« ansættelse, der hindrer, at der kan tages hensyn til de tjenesteår, som den nyudnævnte tjenestemand har tilbagelagt som midlertidigt ansat.

(jf. præmis 49, 58 og 62)

Henvisning til:

Personaleretten, 28. juni 2007, sag F-21/06, Da Silva mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 75.