Language of document :

Sag anlagt den 10. april 2007 - Toronjo Benitez mod Kommissionen

(Sag F-33/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Alberto Toronjo Benitez (Bruxelles, Belgien) (ved avocats S. Orlandi, J.-N. Louis, A. Coolen og E. Marchal)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at artikel 2 i Kommissionens afgørelse vedrørende proceduren for forfremmelse af tjenestemænd, der er aflønnet over forskningsbevillingerne i det generelle budget (såvel i dens affattelse af 16.6.2004 som i affattelsen af 20.7.2005) (herefter den første anfægtede afgørelse), er retsstridig.

Kommissionens afgørelse om at slette de 44,5 forfremmelsespoints, som sagsøgeren har optjent som midlertidigt ansat (herefter "den anden anfægtede afgørelse"), annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren, der tiltrådte tjenesten ved Kommissionen den 16. januar 2000 som midlertidigt ansat ved Generaldirektoratet (herefter GD) Forskning, blev udnævnt til tjenestemand i samme generaldirektorat med virkning fra den 16. april 2004. Den 1. maj 2005 blev han overflyttet til Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser (GD RELEX). Ved skrivelse af 16. juni 2006 fik han meddelelse om, at de forfremmelsespoints, han havde optjent som midlertidigt ansat, var blevet slettet i overensstemmelse med den første anfægtede afgørelse, for så vidt som han var blevet overflyttet til en stilling, der henhører under driftsbevillingerne i det almindelige budget, før udløbet af en frist på to år regnet fra hans ansættelse som tjenestemand på prøve i en stilling, der henhører under forskningsbevillingerne i nævnte budget.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren først påberåbt sig, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, af princippet om, at forvaltningsakter skal være lovlige, og af princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder, idet ansættelsesmyndighedens tilbagekaldelse af en retsstridig afgørelse, der stifter individuelle rettigheder, skal ske inden for rimelig tid, hvilket ikke skete for den første anfægtede afgørelses vedkommende.

Sagsøgeren gør desuden gældende, at artikel 2 i den anden anfægtede afgørelse medfører en forskelsbehandling af tjenestemænd aflønnet over forskningsbevillingerne, der ansøger om at blive overflyttet før udløbet af en frist på to år regnet fra deres ansættelse, idet disse tjenestemænd mister deres forfremmelsespoints som følge af overflytningen, hvorimod tjenestemænd, der overflyttes i tjenestens interesse, eller som har en stilling, der anses for at være følsom, beholder deres forfremmelsespoints.

____________