Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Cluj (Rumænien) den 29. marts 2019 – Banca B. SA mod A. A. A.

(Sag C-269/19)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Cluj

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Banca B. SA

Sagsøgt: A. A. A.

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF 1 fortolkes således, at den nationale ret – efter at have fastslået den urimelige karakter af et kontraktvilkår, der definerer mekanismen til at fastsætte den variable rentesats ved formlen »fast margen og referencerenter anvendt af en bank på grundlag af ugennemsigtige kriterier«, inden for rammerne af en kreditaftale, hvor der kun i det første år anvendes en fast rentesats, mens der i de efterfølgende år anvendes en variabel rentesats opgjort i henhold til den nævnte formel – kan tilpasse kreditaftalen i lyset af de faktiske elementer heri således, at der fastsættes en beregningsmetode for den variable rentesats på grundlag af gennemsigtige referenceparametre (LIBOR/EURIBOR) og bankens faste margen med henblik på at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF da fortolkes således, at den nationale ret efter at have fastslået den urimelige karakter af et kontraktvilkår som det ovennævnte ved en retsafgørelse anvender en fast rentesats med henvisning til den faste margen, som blev aftalt for aftalens andet gennemførelsesår, eller til den faste rentesats i det første år?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF og effektivitetsprincippet da fortolkes således, at de er til hinder for, at den nationale ret efter at have fasslået den urimelige karakter af et kontraktvilkår som det ovennævnte opfordrer parterne til at forhandle om den nye rentesats, uden at retten fastsætter referenceparametre?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, hvilke foranstaltninger kan da træffes for at sikre forbrugerbeskyttelsen på linje med bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF?

____________

1     Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993 L 95, s. 29).