Sag C-551/18 PPU

IK

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van Cassatie (Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf – indhold og form – artikel 8, stk. 1, litra f) – manglende angivelse af tillægsstraffen – gyldighed – følger – virkning for fængslingen«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 6. december 2018

1.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – den europæiske arrestordres indhold og form – pligt til at angive den straf, som er idømt ved den endelige dom – manglende angivelse af en tillægsstraf, som er idømt ved siden af hovedstraffen – følger – forhold, som kan begrunde afslag på at fuldbyrde arrestordren

[Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 8, stk. 1, litra f)]

2.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – den europæiske arrestordres indhold og form – pligt til at angive den straf, som er idømt ved den endelige dom – formål

[Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 8, stk. 1, litra f)]

3.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – den europæiske arrestordres indhold og form – pligt til at angive den straf, som er idømt ved den endelige dom – manglende angivelse af en tillægsstraf, som er idømt ved siden af hovedstraffen – fuldbyrdelse af denne tillægsstraf i den udstedende medlemsstat ved udløbet af hovedstraffen – lovlighed – betingelser

[Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 8, stk. 1, litra f)]

1.      Det kan ikke på forhånd udelukkes, at idømmelsen af en tillægsstraf, som ikke er nævnt i den europæiske arrestordre, under visse omstændigheder kan udgøre et af de forhold, som kan begrunde afslag på en sådan arrestordre.

(jf. præmis 44)

2.      Kravet om lovlighed i artikel 8, stk. 1, litra f), i rammeafgørelse 2002/584 har til formål at oplyse de fuldbyrdende judicielle myndigheder om varigheden af den frihedsstraf, for hvilken den eftersøgte er begæret overgivet, i form af oplysninger, der har til formål at tilvejebringe de formelle minimumsoplysninger, som er nødvendige for at gøre det muligt for disse myndigheder hurtigt at efterkomme den europæiske arrestordre ved hurtigt at vedtage deres afgørelse om overgivelse (jf. i denne retning dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 58 og 59). Dette krav skal, således som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, gøre det muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed at forvisse sig om, at den europæiske arrestordre falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde, og navnlig kontrollere, at den er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, hvis varighed overstiger tærsklen på fire måneder, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1.

(jf. præmis 50 og 51)

3.      Artikel 8, stk. 1, litra f), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at undladelsen af i den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken overgivelsen af den berørte person er sket, at anføre den tillægsstraf om tilsyn, som den pågældende er idømt for den samme lovovertrædelse og ved den samme retsafgørelse som vedrørende hovedfrihedsstraffen, ikke under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er til hinder for, at fuldbyrdelsen af tillægsstraffen ved udløbet af hovedstraffen og efter en udtrykkelig afgørelse herom fra den nationale domstol, der har kompetence i straffuldbyrdelsessager, medfører en frihedsberøvelse.

(jf. præmis 70 og domskonkl.)