Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nº 17 de Palma de Mallorca (Spanien) den 14. marts 2019 – CY mod Caixabank S.A.

(Sag C-224/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia nº 17 de Palma de Mallorca

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CY

Sagsøgt: Caixabank S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)    Henset til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 1 kan erklæringen om, at et urimeligt vilkår, som pålægger låntager alle omkostninger til oprettelse, fornyelse eller ophævelse af et lån mod sikkerhed i fast ejendom, er ugyldigt, ændres hvad angår erklæringens genoprettende virkninger, efter at vilkåret er erklæret urimeligt?

2)    Henset til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 kan en national retspraksis, hvorefter omkostningerne til notar og revision skal fordeles ligeligt mellem långiveren og låntageren, når et vilkår, hvorved alle omkostninger til formalisering, novation eller aflysning af et lån mod sikkerhed i fast ejendom pålægges låntageren, er blevet erklæret ugyldigt, anses for en retslig ændring af erklæringen af, at et urimeligt vilkår er ugyldigt, og dermed for at være i strid med det princip om, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende, som er indeholdt i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13?

3)    Henset til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 udgør en national retspraksis, hvorved bestemmes, at når et vilkår, som pålægger låntageren samtlige omkostninger til formalisering, novation og aflysning af et lån mod sikkerhed i fast ejendom, erklæres ugyldigt, skal låntageren ligeledes pålægges at betale omkostningerne til vurdering af ejendommen og den afgift, der pålægges ved oprettelse af et lån mod sikkerhed i fast ejendom som følge af formaliseringen af lånet, en tilsidesættelse af princippet om, at et urimeligt vilkår, der er blevet erklæret ugyldigt, ikke er bindende for forbrugeren, og er det i strid med artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13 at pålægge låntageren bevisbyrden for, at han ikke fik mulighed for at fremlægge sin egen vurdering af ejendommen?

4)    Henset til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 er en national retspraksis, hvorved bestemmes, at når et vilkår, som pålægger låntageren alle omkostninger til oprettelse, novation eller aflysning af et lån mod sikkerhed i fast ejendom, erklæres ugyldigt, kan der fortsat være virkninger for låntageren, når han foretager ændrende novationer eller aflyser lånet, idet han fortsat skal betale omkostningerne som følge af en sådan ændring eller aflysning af lånet, i strid med dette direktiv, og indebærer pålæggelsen af disse omkostninger en tilsidesættelse af princippet om, at urimelige kontraktvilkår, der er annullerede, ikke er bindende for en forbruger?

5)    Henset til artikel 6, stk. l, i direktiv 93/13, sammenholdt med direktivets artikel 7, stk. 1, er en national retspraksis, som delvist udelukker den genoprettende virkning af, at et urimeligt vilkår, som pålægger låntageren alle omkostninger til formalisering, novation eller aflysning af et lån mod sikkerhed i fast ejendom, erklæres ugyldigt, i strid med den afskrækkende virkning i forhold til den erhvervsdrivende, som er fastsat i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13?

6)    Er en national retspraksis, som under påberåbelse af låntagerens interesser ændrer de genoprettende virkninger efter, at et vilkår, som pålægger låntageren alle omkostninger til formalisering, novation eller aflysning, er blevet erklæret ugyldigt, i strid med det i Domstolens praksis fastsatte princip om forbud mod ændring af kontraktvilkår, der er erklæret ugyldige, og med princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende, i direktivets artikel 6?

7)    Kan national retspraksis, hvorved bestemmes, at et vilkår, der betegnes som oprettelsesgebyr, automatisk undslipper kontrollen af gennemsigtighed, henset til artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 93/13, indebære en tilsidesættelse af det princip om omvendt bevisbyrde, som er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 2, idet den erhvervsdrivende ikke skal bevise, at han gav oplysninger herom på forhånd og lod det være genstand for individuel forhandling?

8)    Er det i strid med artikel 3 i direktiv 93/13 og med Domstolens praksis, at national retspraksis kan finde, at en forbruger per se skal vide, at det er finansinstitutternes sædvanlige praksis at opkræve et oprettelsesgebyr, og at det derfor ikke er nødvendigt for långiveren at fremlægge noget bevis for at godtgøre, at vilkåret var genstand for individuel forhandling, eller skal långiveren tværtimod i alle tilfælde godtgøre, at dette vilkår var genstand for individuel forhandling?

9)    Henset til artikel 3 og 4 i direktiv 93/13 og til Domstolens praksis, kan en national retspraksis, hvorefter et vilkår, der betegnes som oprettelsesgebyr, ikke kan undersøges hvad angår dets urimelige karakter i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, idet det vedrører definitionen af kontraktens hovedgenstand, være i strid med dette direktiv eller denne praksis, eller skal dette oprettelsesgebyr derimod anses for ikke at være en del af kontraktens pris, men derimod et tillægsgebyr, som derfor tillader den nationale retsinstans at foretage en kontrol af gennemsigtigheden og/eller indholdet med henblik på at fastslå, om vilkåret er urimeligt i henhold til national ret?

10)    Er det henset til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, som ikke er gennemført i spansk ret ved Ley 7/1998, de 13 de abril, sobre condiciones generales de la contratación 2 , i strid med artikel 8 i direktiv 93/13, at en spansk retsinstans henviser til og anvender direktivets artikel 4, stk. 2, når denne bestemmelse i overensstemmelse med lovgivers vilje ikke er gennemført i den spanske retsorden, som ønskede et fuldstændigt beskyttelsesniveau i forhold til alle de vilkår, som en erhvervsdrivende kan indsætte i en kontrakt, der indgås med forbrugere, herunder vilkår, som påvirker kontraktens hovedgenstand, også selv om vilkårene var affattet klart og forståeligt, såfremt et vilkår, der betegnes som oprettelsesgebyr, anses for at udgøre låneaftalens hovedgenstand?

11)    Henset til artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, skaber et vilkår, der betegnes som oprettelsesgebyr, når det ikke har været genstand for individuel forhandling, og finansinstituttet ikke har godtgjort, at det svarer til reelt ydede tjenester og omkostninger, som dette har afholdt, en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser, som indebærer, at den nationale retsinstans skal erklære vilkåret ugyldigt?

12)    Henset til artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, skal tilpligtelsen af en erhvervsdrivende til at betale omkostningerne i en sag, hvor forbrugeren iværksætter et søgsmål med påstand om, at urimelige vilkår, der er indsat i en kontrakt, som er indgået med denne forbruger, erklæres ugyldige, og hvori retsinstanserne tiltræder denne påstand, anses for at være en følge af princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende, og princippet om afskrækkende virkning for den erhvervsdrivende, når den nationale ret påkender disse søgsmål, uanset størrelsen af de beløb, som disse enheder ved dommen pålægges at restituere, idet hovedpåstanden endvidere anses for at være påstanden om, at vilkåret erklæres ugyldigt, og at restitutionen af beløbene blot er en accessorisk påstand, der er en del af den førstnævnte påstand?

13)    Henset til princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende, og til princippet om afskrækkende virkning i direktiv 93/13 (artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1), kan de genoprettende virkninger af, at et urimeligt vilkår i en kontrakt, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, erklæres ugyldigt, begrænses tidsmæssigt ved en vurdering af indsigelsen om forældelse af søgsmålet om restitution af beløb, selv om det søgsmål, hvorved et vilkår erklæres ugyldigt, og som ligger til grund herfor, ikke kan forældes i henhold til national ret?

____________

1     Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29)

2     Lov nr. 7/1998 af 13.4.1998 om de generelle betingelser for indgåelse af kontrakter.