RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Tredje Afdeling)
5. december 2012
Forenede sager F-88/09 og F-48/10
Z
mod
Den Europæiske Unions Domstol
»Personalesag – tjenestemænd – omplacering – tjenestens interesse – regel om sammenhæng mellem lønklasse og stilling – retten til forsvar – psykisk chikane – vedtægtens artikel 12 – omsorgspligt – princippet om god forvaltning – disciplinær procedure – disciplinær sanktion – skriftlig advarsel – retten til forsvar og princippet om kontradiktion«
Angående: Søgsmål anlagt dels i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, dels i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder Z principalt nedlægger påstand om annullation henholdsvis af afgørelsen af 18. december 2008 om dennes omplacering og af afgørelse af 10. juli 2009, der tildelte ham en skriftlig advarsel.
Udfald: Den Europæiske Unions Domstol frifindes i de forenede sager F-88/09 og F-48/10. I sag F-88/09 bærer Z tre fjerdedele af sine egne omkostninger, og i sag F-48/10 bærer Z sine egne omkostninger og betaler Domstolens omkostninger. I sag F-88/09 bærer Domstolen sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af Z’s omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – domstolskontrol – grænser – tjenestemandens ret til at varetage specifikke opgaver – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7)
2. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering af en tjenestemand i tjenestens interesse på grund af samarbejdsvanskeligheder – magtfordrejning – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)
3. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering – overholdelse af stillingernes ækvivalens – rækkevidde – hensyntagen til de opgaver, der er omfattet af den udvælgelsesprøve, som den berørte part har bestået – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7; bilag I)
4. Tjenestemænd – principper – ret til forsvar – pligt til at høre den pågældende, før der træffes en bebyrdende retsakt – rækkevidde – anvendelse på omplaceringsforanstaltninger
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2)
5. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
6. Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – ytringsfrihed – udbredelse af oplysninger, der kan skabe formodninger om ulovlige aktiviteter eller adfærd, der udgør et alvorligt brud på tjenestemændenes forpligtelser – beskyttelse mod disciplinær forfølgning – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 22a og art. 22b)
7. Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – forpligtelse til at udvise uafhængighed og integritet – risiko for interessekonflikt i tilfælde af et arbejdsmæssigt forhold mellem en tjenestemand, der skal udtale sig om en sag, og en tredjemand, der er impliceret heri – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 11a)
8. Tjenestemænd – omplacering – administrationens omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – forligelighed med tjenestens interesse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)
9. Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – ytringsfrihed – udøvelse heraf – grænser – anseelse forbundet med stillingen – adfærd, der kan skade den anseelse, som er forbundet med tjenestemandens funktion – begreb – anmeldelse af påståede ulovlige handlinger – tjenestemandens forpligtelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 12)
10. Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – bevarelse af den værdighed, stillingen kræver – rækkevidde – anmeldelse af påstået psykologisk chikane – offentlig udbredelse af en art, der kan miskreditere den påståede ansvarlige part – afvisning fra realitetsbehandling
(Tjenestemandsvedtægten, art. 12 og 22a)
11. Tjenestemænd – disciplinærordning – undersøgelse forud for indledning af disciplinærsagen – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 86; bilag IX, art. 1, art. 2, stk. 1, og art. 3)
12. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – ansættelsesmyndighedens høring af den berørte part – pligt til at udarbejde et referat – rækkevidde
1. Som følge af det vide skøn, som institutionerne har ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, betinget af at denne placering sker i tjenestens interesse, og i overensstemmelse med reglen om sammenhæng mellem lønklasse og stilling, må den kontrol, som udøves af Unionens retsinstanser i forhold til overholdelsen af betingelsen om tjenestens interesse, begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden har holdt sig inden for rimelige, ikke-kritisable grænser og ikke har anvendt sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde.
Når en omplaceringsforanstaltning således sker i tjenestens interesse og overholder reglen om sammenhæng mellem lønklasse og stilling, tilkommer det ikke Unionens retsinstanser at undersøge, om andre foranstaltninger kunne have været mere hensigtsmæssige. Selv om administrationen har enhver interesse i at placere tjenestemændene i overensstemmelse med deres særlige kvalifikationer og deres personlige ønsker, kan det dog ikke af denne grund anerkendes, at en tjenestemand har en ret til at varetage bestemte opgaver.
(jf. præmis 121, 122 og 202)
Henvisning til:
Domstolen: 21. juni 1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, præmis 17; 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, præmis 11
Retten i Første Instans: 18. juni 1992, sag T-49/91,Turner mod Kommissionen, præmis 34; 16. december 1993, sag T-80/92, Turner mod Kommissionen, præmis 53; 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, præmis 105; 12. december 2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, præmis 53; 21. september 2004, sag T-325/02, Soubies mod Kommissionen, præmis 50
2. Samarbejdsvanskeligheder mellem de ansatte, som er skadelige for tjenestens rolige afvikling, kan begrunde, at en tjenestemand omplaceres i tjenestens interesse, uden at det er nødvendigt at fastslå identiteten på den person, der er ansvarlig for de pågældende begivenheder, eller i hvilken grad de af begge parter fremførte beskyldninger er sande.
Den omstændighed, at en tjenestemand er højt kvalificeret, eller at en tjenestegren har en høj personaleomsætning, betyder ikke, at den berørte part ikke kan omplaceres, idet – om end ansættelsesmyndigheden ganske rigtigt har en interesse i at placere en tjenestemand i en stilling, der svarer til hans kompetencer og forventninger – andre hensyn, navnlig til at sikre en rolig afvikling af tjenesten, kan føre til, at tjenestemanden placeres i en anden stilling under overholdelse af reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling. Så meget desto mere må administrationen, når den berørte part har udført sine arbejdsopgaver i én stilling på tilfredsstillende vis, kunne forvente, at denne gør det samme i en anden stilling, som han måtte få tildelt.
Når en afgørelse om omplacering ikke er blevet fundet at være i strid med tjenestens interesse, kan der ikke være tale om magtfordrejning. Begrebet magtfordrejning har et helt præcist indhold og sigter til det tilfælde, hvor en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt. En beslutning kan kun antages at være udtryk for magtfordrejning, når det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at der er forfulgt andre hensyn end de angivne, eller når den omgår en fremgangsmåde, der særligt er fastsat i de relevante retsforskrifter, for at omgå konkret foreliggende vanskeligheder.
(jf. præmis 123, 127, 155, 156, 201, 311 og 312)
Henvisning til:
Domstolen: 14. juli 1983, sag 176/82, Nebe mod Kommissionen, præmis 25; 5. juni 2003, sag C-121/01 P, O’Hannrachain mod Parlamentet, præmis 46
Retten i Første Instans: 10. juli 1992, forenede sager T-59/91 og T-79/91, Eppe mod Kommissionen, præmis 57; 11. juni 1996, sag T-118/95, Anacoreta Correia mod Kommissionen, præmis 25; W mod Kommissionen, præmis 91; 17. november 1998, sag T-131/97, Gómez de Enterría y Sanchez mod Parlamentet, præmis 62; 6. juli 1999, forenede sager T-112/96 og T-115/96, Séché mod Kommissionen, præmis 139; 6. marts 2001, sag T-100/00, Campoli mod Kommissionen, præmis 62 og 63; 14. oktober 2004, sag T-389/02, Sandini mod Domstolen, præmis 123; 7. februar 2007, sag T-339/03, Clotuche mod Kommissionen, præmis 71; 7. februar 2007, forenede sager T-118/04 og T-134/04, Caló mod Kommissionen, præmis 99, 115 og 116
Personaleretten: 25. januar 2007, sag F-55/06, de Albuquerque mod Kommissionen, præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis
3. Reglen om sammenhæng mellem lønklasse og stilling medfører alene, at der i tilfælde af ændring af tjenestemandens arbejdsområder skal foretages en sammenligning af hans nuværende arbejdsområder og den lønklasse, han hierarkisk er indplaceret i. En faktisk formindskelse af tjenestemandens beføjelser udgør dermed kun en tilsidesættelse af reglen om overensstemmelsen mellem lønklasse og stilling, når tjenestemandens nye opgaver i det hele ligger klart under de opgaver, der svarer til hans lønklasse og stilling, når henses til beskaffenheden, betydningen og omfanget af disse opgaver, og dette er uafhængigt af, hvorledes disse opgaver opfattes af den berørte part selv.
Denne konstatering ændres ikke af den omstændighed, at den berørte parts nye arbejdsopgaver ikke er beslægtede med hans gamle arbejdsopgaver eller med det i udvælgelsesprøven anførte eller i forhold til vedtægtens bilag I, eller af den omstændighed, at andre tjenestemænd, der udfører lignende arbejdsopgaver, tilhører en lavere lønklasse. Reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling medfører i tilfælde af en ændring af tjenestemandens arbejdsområder udelukkende en sammenligning mellem hans nuværende arbejdsområder og den lønklasse, han hierarkisk er indplaceret i, og ikke en sammenligning mellem hans nuværende og tidligere arbejdsområder. I denne forbindelse kan det, som følge af institutionernes vide skønsbeføjelse i forhold til at placere de til rådighed stående tjenestemænd, udledes, at de arbejdsopgaver, der indeholdes i en meddelelse om udvælgelsesprøve, kun tilsigtes at være af oplysende karakter, forudsat at reglen om sammenhæng mellem lønklasse og stilling overholdes.
Identiske eller lignende arbejdsopgaver kan udføres af personer, der tilhører forskellige lønklasser, idet det følger i vedtægtens bilag I, at de fleste arbejdsopgaver, der er anført heri, kan udføres af tjenestemænd, der tilhører forskellige lønklasser. Der foreligger kun en tilsidesættelse af reglen om overensstemmelsen mellem lønklasse og stilling, når de udførte opgaver i det hele ligger klart under de opgaver, der svarer til den pågældende tjenestemands lønklasse og stilling.
(jf. præmis 131, 135, 136 og 138)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: Eppe mod Kommissionen, præmis 49; 16. april 2002, sag T-51/01, Fronia mod Kommissionen, præmis 53; Clotuche mod Kommissionen, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis
4. Når en omplaceringsforanstaltning, om hvilken det ikke er blevet godtgjort, at den sker i tjenestens interesse, ikke er omfattet af en procedure, der er indledt mod den berørte tjenestemand, kan det af den omstændighed, at en retsakt påvirker en tjenestemands vedtægtsmæssige stilling, ikke uden videre udledes, at der foreligger en ret til forsvar, uden at der tages hensyn til karakteren af den procedure, der er indledt mod den pågældende.
Retten til forsvar som fastsat i artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder omfatter, idet den er mere vidtgående, klart retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning, som måtte berøre vedkommende negativt.
I det tilfælde, hvor der er sket en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, og i øvrigt af retten til forsvar i videre forstand, er det imidlertid et krav for, at anbringendet skal kunne medføre annullation af den anfægtede afgørelse, at proceduren uden denne uretmæssighed kunne have ført til et andet resultat. Når den pågældende tjenestemand selv erkender, at han befinder sig i en åbenlys konfliktsituation med sin overordnede, kan administrationen lovligt vurdere, at det ikke er nødvendigt at høre den pågældende om selve tilstedeværelsen af konflikten, inden den gennemfører de omplaceringsforanstaltninger, som den har beføjelse til at foretage i tjenestens interesse på grund af den pågældende konflikt. Eventuelle forklaringer, som den pågældende tjenestemand, inden afgørelsen om omplacering blev vedtaget, kunne have bidraget med om sagens faktiske omstændigheder, ville ikke have været i stand til at ændre administrationens afgørelse.
(jf. præmis 144, 146, 149 og 299)
Henvisning til:
Domstolen: 24. oktober 1996, sag C-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., præmis 21; 9. november 2006, sag C-344/05 P, Kommissionen mod De Bry, præmis 37
Retten i Første Instans: 27. november 1997, sag T-290/94, Kaysersberg mod Kommissionen, præmis 108; 3. juli 2001, forenede sager T-24/98 og T-241/99, E mod Kommissionen, præmis 93; 16. marts 2004, sag T-11/03, Afari mod ECB, præmis 90; 17. oktober 2006, sag T-406/04, Bonnet mod Domstolen, præmis 76
Personaleretten: 11. september 2008, sag F-51/07, Bui Van mod Kommissionen, præmis 81; 30. november 2009, sag F-80/08, Wenig mod Kommissionen, præmis 48
Den Europæiske Unions Ret: 12. maj 2010, sag T-491/08 P, Bui Van mod Kommissionen, præmis 24
5. Reglen om overensstemmelse mellem klage og søgsmål finder kun anvendelse i tilfælde, hvor de fremlagte anbringender i forbindelse med søgsmålet ikke har samme indhold, som de havde i klagen, eller hvis de ved søgsmålet nedlagte påstande ikke er baseret på de samme anbringender som i klagen, især hvis et klagepunkt, der fremlægges i forbindelse med søgsmålet, hviler på anklager og faktiske omstændigheder, der ikke fremgår af akterne i den forudgående klagesag.
(jf. præmis 170)
Henvisning til:
Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 119
6. Den beskyttelse, der følger af vedtægtens artikel 22, for tjenestemænd eller andre ansatte, der gør deres institution opmærksom på en anden tjenestemands eller ansats adfærd, der kan udgøre et alvorligt brud på disses forpligtelser, forudsætter, at den pågældende tjenestemand eller anden ansatte, der er »informant«, selv har fulgt den procedure, som er fastsat i vedtægtens artikel 22a og 22b, der, når institutionen har modtaget oplysninger vedrørende disse, tilsigter at bevare tjenestemandens eller den anden ansattes faglige hæderlighed, så længe den pågældende institution ikke har udtalt sig om sagen. Vedtægtens artikel 22a og 22b medfører ikke, at tjenestemænd, der har adgang til dens retsmidler, er beskyttede mod enhver akt, der kan indeholde et klagepunkt, men udgør udelukkende en beskyttelse mod krænkende adfærd og afgørelser, der forsages af videregivelsen af de oplysninger, der er dækket af den procedure, der følger af de omtalte bestemmelser.
Derimod nyder en tjenestemand ikke beskyttelse i medfør af vedtægtens artikel 22a, hvis denne i stedet for at følge den procedure, der fastsættes i vedtægtens artikel 22b, har valgt at udbrede sine beskyldninger til hele personalet i sit kontor.
(jf. præmis 184 og 253)
Henvisning til:
Personaleretten: 24. februar 2010, sag F-2/09, Menghi mod ENISA, præmis 139; 13. januar 2011, sag F-77/09, Nijs mod Revisionsretten, præmis 62
7. Når der ikke foreligger beviselementer, der kan medføre, at der består en interessekonflikt, kan den omstændighed, at der er en faglig relation mellem justitssekretæren og en tredjeparts kone eller tredjeparten selv, ikke medføre, at hans uafhængighed bringes i fare eller fremstår som værende bragt i fare, alene på grund af, at han skal tage stilling til et anliggende, der indirekte berører den pågældende tredjemand. Ligeledes kan den omstændighed, at den pågældende justitssekretær i sin egenskab af ansættelsesmyndighed har truffet afgørelse om at forlænge føromtalte tredjemands ansættelseskontrakt samt om at tildele en disciplinær sanktion til en tjenestemand, der via en e-mail havde delagtiggjort hele institutionens personale i den påståede interessekonflikt, ikke medføre, at det kan fastslås, at det professionelle forhold mellem tredjemand og justitssekretæren er gået ud over, hvad der er rimeligt, eller at afgørelsen om omplacering af den pågældende tjenestemand blev truffet med den hensigt at straffe denne for at have udtalt sig om en påstået særbehandling til gunst for den føromtalte tredjemand.
(jf. præmis 190 og 281)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 11. september 2002, sag T-89/01, Willeme mod Kommissionen, præmis 58; 12. marts 2008, sag T-100/04, Giannini mod Kommissionen, præmis 224
8. Idet administrationens omsorgspligt over for sine ansatte afspejler den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og de ansatte i offentlig tjeneste, kan omsorgspligten ikke forhindre ansættelsesmyndigheden i at vedtage de omplaceringsforanstaltninger, som den skønner nødvendige i tjenestens interesse. Således kan en tjenestemand ikke rette kritik mod administrationen på grundlag af en afgørelse om omplacering, som er truffet for at undgå, at samarbejdsvanskelighederne i den berørte parts kontor ikke forværres yderligere.
(jf. præmis 200)
Henvisning til:
Domstolen: 25. november 1976, sag 123/75, Küster mod Parlamentet, præmis 10
Retten i Første Instans: 13. december 1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, præmis 39; W mod Kommissionen, præmis 95; 26. november 2002, sag T-103/01, Cwik mod Kommissionen, præmis 52
9. Der foreligger en tilsidesættelse af tjenestemandens pligt til at afholde sig fra enhver handling og enhver adfærd, der kan skade den anseelse, der er forbundet med hans funktion, som indeholdt i vedtægtens artikel 12, når den pågældende fremsætter offentlige injurier og angriber de omtalte personers værdighed, ikke alene gennem udtalelser, der kan skade den anseelse, der er forbundet med deres person, men også i form af beskyldninger, der kan skade deres faglige hæderlighed. Injuriernes form er ikke afgørende, idet der herunder er omfattet såvel direkte beskyldninger som påstande, der fremsættes tvivlende, indirekte, skjult ved hjælp af antydninger eller på en sådan måde, at selv om de ikke udtrykkelig nævner en bestemt person, kan dennes identitet fastsættes.
Selv om retten til ytringsfrihed udgør en grundlæggende rettighed, som Unionens retsinstanser drager omsorg for og omfatter den ret, som tjenestemænd og andre ansatte i Den Europæiske Unions tjeneste har, til at udtrykke konstruktiv kritik mundligt eller skriftligt, er udøvelsen af denne ret navnlig begrænset af vedtægtens artikel 12.
For herefter at fastlægge, om beskyldninger, der er fremsat af en tjenestemand, har holdt sig inden for ytringsfrihedens grænser, skal der foretages en afbalanceret bedømmelse af på den ene side, hvilke beskyldninger der er egnet til at skade en persons værdighed, hvor alvorlige de fremsatte beskyldninger er, på hvilken måde disse er blevet fremsat, hvilket medie der blev brugt til at udbrede dem, og på den anden side i hvilken kontekst beskyldningerne er blevet fremsat, at det eventuelt har været umuligt at gribe til andre udtryksformer, der var mindre krænkende for den berørte parts værdighed, og i hvilket omfang kritikken var konstruktiv, hvilket forudsætter, at det med føje kunne antages, at den var velbegrundet, at den var blevet fremsat i tjenestens interesse, og at den ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at kunne forstås.
Når en tjenestemand ønsker at anmelde en påstået ulovlig adfærd, er tjenestemanden forpligtet til at udvise tilbageholdenhed og mådehold, hvilket er ham pålagt som følge af pligten til at udvise objektivitet, upartiskhed, til at respektere embedets værdighed og andre personers omdømme samt uskyldsformodningen. Dette er ikke tilfældet, når en tjenestemand i stedet for at gøre brug af de retsmidler, som han har til rådighed i henhold til vedtægtens artikel 22a og 22b, via e-mails sendt til hele personalet i sit kontor har fremsat alvorlige beskyldninger, der kunne så tvivl om adskillige tjenestemænds værdighed og faglige hæderlighed.
(jf. præmis 242, 246, 247, 251 og 252)
Henvisning til:
Domstolen: 13. december 1989, sag C-100/88, Oyowe og Traore mod Kommissionen, præmis 16; 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, præmis 43-49
Retten i Første Instans: 7. marts 1996, sag T-146/94, Williams mod Revisionsretten, præmis 66 og 67; 12. september 2000, sag T-259/97, Teixeira Neves mod Domstolen, præmis 29, 30 og 47; 28. oktober 2004, sag T-76/03, Meister mod KHIM, præmis 157 og 159
Personaleretten: 8. november 2007, sag F-40/05, Andreasen mod Kommissionen, præmis 234; Nijs mod Revisionsretten, præmis 67, 70 og 73
10. Det kan forekomme, at en tjenestemand, især når hans overordnede ikke har reageret på hans klager, kan blive presset til offentligt at fremsætte beskyldninger om den psykiske chikane, som han har været offer for, uden at en sådan adfærd kan anses for at være kritisabel i henhold til vedtægtens artikel 12, og dette selv om de fremsatte beskyldninger er af en sådan art, at de kan skade den påståede ansvarliges omdømme såvel som administrationens.
Dette er dog ikke tilfældet, når den pågældende tjenestemand i kraft af tonen eller indholdet af sine udsagn i forbindelse med sin beskrivelse eller kritik overdriver de omstændigheder, under hvilke chikanen skal have fundet sted, den personkreds, som var involveret heri, og de omstændigheder, der førte hertil.
Dette gælder så meget desto mere, når proceduren i henhold til vedtægtens artikel 22 ikke er særlig hensigtsmæssig i forbindelse med selve situationen omkring den psykiske chikane, idet denne kræver specifikke foranstaltninger fra administrationens side.
(jf. præmis 257 og 258)
11. I henhold til vedtægtens artikel 86 har ansættelsesmyndigheden en vid skønsbeføjelse i forbindelse med at afgøre, om der, på baggrund af de beviselementer, som den er blevet gjort bekendt med, er grundlag for at indlede en administrativ undersøgelse med henblik på at konstatere, om en tjenestemand har undladt at opfylde de pligter, der påhviler ham i medfør af vedtægten. Medmindre denne skønsbeføjelse anfægtes, kan en anden tjenestemand, der har fremsat beskyldninger om tilsidesættelse af vedtægtsmæssige forpligtelser, ikke udlede et argument, der blot er baseret på den omstændighed, at den pågældende myndighed ikke har fundet anledning til at indlede en administrativ undersøgelse i forhold til beskyldningerne for at godtgøre, at den pågældende myndighed har udvist mangel på objektivitet ved at vedtage en disciplinær sanktion over for vedkommende selv.
Hvis der derimod indledes en administrativ undersøgelse i henhold til artikel 3 i vedtægtens bilag XI, skal den pågældende myndighed basere sig på en undersøgelsesrapport for at indlede den disciplinære forfølgning, hvilket forudsætter, at den fører en upartisk og kontradiktorisk undersøgelse for at fastlægge rigtigheden af de påberåbte forhold og de omstændigheder, der omgav disse, i hvilken forbindelse det ikke fremgår af de anvendelige lovbestemmelser, at denne undersøgelse skal foretages med henblik på at fremskaffe såvel belastende som diskulperende oplysninger.
Ganske vist indebærer princippet om god forvaltningsskik, at administrationen er forpligtet til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante omstændigheder i den sag, som den behandler, men administrationen er ikke forpligtet til at træde i den indberettede tjenestemands sted ved på hans vegne at finde frem til alle de beviselementer, der kunne diskulpere ham eller formilde den sanktion, som eventuelt ville blive pålagt.
Det følger af artikel 1 og artikel 2, stk. 1, sammenholdt med vedtægtens bilag IX, at den berørte tjenestemand skal være blevet gjort i stand til at fremsætte sine bemærkninger til de omstændigheder, der vedrører ham, efter undersøgelsen, men før ansættelsesmyndigheden har draget konklusioner i forhold til ham.
(jf. præmis 266, 267, 270 og 285)
Henvisning til:
Domstolen: 11. juli 1968, sag 35/67, Van Eick mod Kommissionen; 14. februar 1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, præmis 11
Retten i Første Instans: 18. december 1997, sag T-12/94, Daffix mod Kommissionen, præmis 104; 20. marts 2002, sag T-31/99, ABB Asea Brown Boveri mod Kommissionen, præmis 99
12. Når administrationen skal udarbejde et referat af en høring, dvs. når en bestemmelse forpligter den hertil, og administrationen agter at støtte sig til de udvekslinger, der har fundet sted under den pågældende høring, eller hvis den pågældende person anmoder herom senest ved begyndelsen af høringen, er administrationen ligeledes forpligtet til skriftligt at gengive det væsentlige i – men ikke hele – indholdet af bemærkninger fremsat under høringen.
(jf. præmis 305)