PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)
7. juli 2010
Forenede sager F116/07, F13/08 og F31/08
Stanislovas Tomas
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag — midlertidigt ansatte — artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — afskedigelse — tillidsforhold — forudgående høring af Parlamentets personaleudvalg — foreligger ikke«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Stanislovas Tomas i det væsentligste har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, som Parlamentets ansættelsesmyndighed traf den 26. marts 2007 om afskedigelse af sagsøgeren med virkning fra den 10. juli 2007, subsidiært påstand om annullation af samme myndigheds afgørelse af 10. juli 2007 om afskedigelse af sagsøgeren med virkning fra den 16. oktober 2007 og under alle omstændigheder påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale ham erstatning for den ikke-økonomiske og økonomiske skade, som han hævder at have lidt som følge af afskedigelsen.
Udfald: Parlamentet frifindes i sag F116/07 og sag F13/08. Parlamentet betaler sagsøgeren 1 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt. I øvrigt frifindes Parlamentet i sag F31/08. Hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med sagerne F116/07, F13/08 og F31/08.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — obligatorisk — sag anlagt inden afvisning af klagen — afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 2)
2. Institutionernes retsakter — almindelig forpligtelse til at oplyse adressaterne for en retsakt om retsmidler og frister — foreligger ikke
3. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — midlertidigt ansatte, der er tilknyttet en politisk gruppe i Parlamentet — afgørelse om afskedigelse
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c), i)]
4. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — midlertidigt ansatte, der er tilknyttet en politisk gruppe i Parlamentet — afbrydelse af tillidsforholdet — afgørelse om afskedigelse
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
5. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — afgørelse om afskedigelse — pligt til at give forudgående meddelelse til personaleudvalget
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
6. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — afgørelse om afskedigelse — begrundelsespligt
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
7. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — midlertidigt ansatte omfattet af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — nødvendigt, at der foreligger et gensidigt tillidsforhold — domstolsprøvelse — rækkevidde
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
8. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — procedure til konstatering af en tjenestemands utilstrækkelige faglige indsats — ikke anvendelse på de øvrige ansatte
(Tjenestemandsvedtægten, art. 51, stk. 1)
9. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid — administrationens skønsbeføjelse
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c), og art. 49, stk. 1]
10. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — forvaltningens omsorgspligt — princippet om god forvaltningsskik — rækkevidde — pligt til at tilbyde en midlertidigt ansat en anden stilling, når der foreligger utilstrækkelig faglig indsats — foreligger ikke
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
11. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid — den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 finder ikke anvendelse
12. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — administrationens omsorgspligt — pligt til at rette en individuel afgørelse til en tjenestemand eller en ansat på et sprog, som den pågældende behersker fuldt ud
13. Tjenestemænd — institutionernes ansvar uden for kontraktforhold — betingelser — tjenestefejl
[Art. 236 EF)
1. Det er uomgængeligt nødvendigt, at der, før der anlægges sag i anledning af en akt fra ansættelsesmyndigheden, der indeholder et klagepunkt, er indbragt en administrativ klage, som er blevet udtrykkeligt eller stiltiende afvist. Såfremt der anlægges sag, før den administrative procedure er afsluttet, må sagen derfor afvises i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 2, som værende anlagt for tidligt.
(jf. præmis 64)
Henvisning til:
Retten: 18. december 2008, forenede sager T90/07 P og T99/07 P, Belgien og Kommissionen mod Genette, Sml. II, s. 3859, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis
2. Ingen udtrykkelig EU-retlig bestemmelse pålægger institutionerne en almindelig forpligtelse til at oplyse adressaterne for retsakter om de forhåndenværende retsmidler eller om fristerne for deres anvendelse.
(jf. præmis 87)
Henvisning til:
Retten: 22. december 2005, sag T146/04, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet, Sml. II, s. 5989, præmis 131; 11. november 2008, sag T390/07 P, Speiser mod Parlamentet, Sml. Pers. IB1, s. 63, og IIB1, s. 427, præmis 31
3. Den procedure, der vedrører bedømmelsen af en midlertidigt ansat, og den procedure, der fører til afgørelsen om at opsige den ansattes ansættelseskontrakt, udgør to forskellige procedurer.
Det følger af artikel 47, litra c), i), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at en ansættelseskontrakt for en midlertidigt ansat, der er indgået på ubestemt tid, ophører ved udløbet af den opsigelsesfrist, der er fastsat i kontrakten. Det fremgår ikke af denne bestemmelse, at der består en pligt til at begrunde opsigelsen af den berørte parts kontrakt med henvisning til den pågældendes bedømmelsesrapporter, i modsætning til, hvad der gælder i forhold til tjenestemænd, der i henhold til vedtægtens artikel 51 kun kan afskediges på grundlag af flere på hinanden følgende bedømmelsesrapporter, der viser, at tjenestemanden yder en utilstrækkelig faglig indsats.
(jf. præmis 91 og 92)
4. Retten til forsvar under enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat retsregler for den pågældende procedure.
I henhold til dette princip skal den berørte inden der træffes afgørelse være sat i stand til på hensigtsmæssig måde at tilkendegive sine synspunkter med hensyn til realiteten i og relevansen af de påståede forhold og omstændigheder, som ligger til grund for afgørelsen.
Henset til den særlige karakter af de funktioner, som skal udføres hos en politisk gruppe, og til, at det i et sådant politisk miljø er nødvendigt at bevare et gensidigt tillidsforhold mellem gruppen og de tjenestemænd, som udfører midlertidig tjeneste i gruppen, kan et anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar ikke med føje gøres gældende, når der er tale om en afgørelse om at afskedige en midlertidigt ansat, der er ansat hos en politisk gruppe i Parlamentet i henhold til artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
Denne undtagelse til princippet om ret til forsvar finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor det er nødvendigt at opretholde et tillidsforhold.
(jf. præmis 98, 99 og 101)
Henvisning til:
Domstolen: 15. juli 1970, sag 44/69, Buchler mod Kommissionen, Sml. s. 733, præmis 9; 10. juli 1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, præmis 27; 3. oktober 2000, sag C458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, Sml. I, s. 8147, præmis 99; 5. oktober 2000, sag C288/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 99; 9. november 2006, sag C344/05 P, Kommissionen mod De Bry, Sml. I, s. 10915, præmis 37
Retten: 28. januar 1992, sag T45/90, Speybrouck mod Parlamentet, Sml. II, s. 33, præmis 94
Personaleretten: 24. februar 2010, sag F89/08, P mod Parlamentet, Sml. Pers. IA1, s. 0000, og IIA1, s. 0000, præmis 32
5. Det fremgår af 10, stk. 1, i Parlamentets interne bestemmelser om ansættelse af tjenestemænd og øvrige ansatte, at »enhver procedure med henblik på at bringe kontrakten for en midlertidigt ansat, der gør tjeneste hos en politisk gruppe, til ophør, kræver forudgående meddelelse til institutionens personaleudvalg, som kan høre den pågældende og rette henvendelse til den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter«.
Artikel 10, stk. 1, i Parlamentets interne bestemmelser foreskriver således en pligt til at give meddelelse til personaleudvalget, og det fremgår alene, at der skal gives »forudgående« meddelelse, dvs. inden gennemførelsen af »procedure[n] med henblik på at bringe kontrakten for en midlertidigt ansat til ophør«, og uden at der fastsættes en frist, inden for hvilken ansættelsesmyndigheden skal opfylde denne forpligtelse. Den meddelelse om afgørelsen om afskedigelse, som den ansatte modtager, udgør imidlertid en væsentlig del af »procedure[n] med henblik på at bringe kontrakten for en midlertidigt ansat til ophør«. Ansættelsesmyndigheden har derfor i henhold til den nævnte bestemmelse pligt til at give personaleudvalget meddelelse, inden den berørte part modtager meddelelse om afgørelsen om afskedigelse.
Tilsidesættelse af procedureregler vedrørende vedtagelsen af en retsakt, fastsat af den kompetente myndighed selv, udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 230, stk. 2, EF, som Fællesskabets retsinstanser kan efterprøve, endog af egen drift. Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 20, stk. 2, EF, som er af afgørende betydning for retssikkerheden, medfører annullation af den retsakt, der er behæftet med manglen, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at der foreligger en skade. Det er herved uden betydning, at indholdet af den retsakt, der er behæftet med manglen, ville have været det samme, hvis denne mangel ikke havde foreligget. En procedurefejl kan derimod kun gøre en retsakt mangelfuld, hvis det godtgøres, at retsakten kunne have fået et andet indhold, hvis fejlen ikke var begået. Det skal derfor efterprøves, om tilsidesættelsen af pligten til at give personaleudvalget meddelelse om en procedure med henblik på at bringe en midlertidigt ansats kontrakt til ophør skal anses for at udgøre en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter eller blot en procedurefejl.
Det fremgår ikke af ordlyden af den omhandlede interne bestemmelse, at det er et krav, at personaleudvalget skal afgive en udtalelse, for at afgørelser om at bringe en ansættelseskontrakt for en midlertidigt ansat, der er ansat i henhold til artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, til ophør, er gyldige. Hvis dette var tilfældet, burde bestemmelsen indeholde en tidsfrist, inden for hvilken personaleudvalget havde pligt til at afgive udtalelse. Det er nemlig udelukket, at personaleudvalget ved at afgive en negativ udtalelse eller helt undlade at afgive udtalelse kan hindre opsigelsen af en ansættelseskontrakt, der opfylder betingelserne i artikel 47, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
Tilsidesættelsen af det formkrav om at give forudgående meddelelse til personaleudvalget, der er fastsat i Parlamentets interne bestemmelse, kan ikke, selv om det er bindende for den institution, der frivilligt har indført kravet, anses for en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, for så vidt som undladelsen til trods for, at den udgør en tjenestefejl, ikke har haft afgørende indflydelse på den procedure, der har ført til opsigelsen af den berørtes ansættelseskontrakt.
Tilsidesættelse af pligten til at give forudgående meddelelse til personaleudvalget kan ikke indebære, at afgørelsen om afskedigelse skal annulleres. En sådan tilsidesættelse udgør en tjenestefejl, der kan indebære, at institutionen pådrager sig et erstatningsansvar uden for kontrakt.
(jf. præmis 106, 107, 112, 113, 118-120, 122 og 124-126)
Henvisning til:
Domstolen: 23. februar 1988, sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. s. 855, præmis 48 og 49; 6. april 2000, sag C286/95 P, Kommissionen mod ICI, Sml. I, s. 2341, præmis 52
Retten: 19. maj 1994, sag T465/93, Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen, Sml. II, s. 361, præmis 56; 14. juli 1997, sag T123/95, B mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 245, og II, s. 697, præmis 34 og 39; 6. marts 2003, forenede sager T228/99 og T233/99, Westdeutsche Landesbank Girozentrale og Land Nordrhein-Westfalen mod Kommissionen, Sml. II, s. 435, præmis 143 og den deri nævnte retspraksis
Personaleretten: 16. april 2008, sag F73/07, Doktor mod Rådet, Sml. Pers. IA1, s. 91, og IIA1, s. 479, præmis 88
6. Når der er tale om afskedigelse af en midlertidigt ansat, der er ansat på en tidsubegrænset kontrakt, er det særligt vigtigt, at den berørte får en klar skriftlig begrundelse for en sådan foranstaltning, og at begrundelsen herfor indeholdes i selve den pågældende afgørelse. Det er nemlig denne retsakt alene — hvis lovlighed skal vurderes på den dato, hvor den blev udfærdiget — der materialiserer institutionens afgørelse.
Forpligtelsen til at angive grundene til afskedigelsen kan imidlertid også anses for at være opfyldt, hvis den pågældende er blevet behørigt informeret om disse grunde under samtalen med sine foresatte, og ansættelsesmyndighedens afgørelse er blevet truffet kort tid efter, at disse samtaler har fundet sted. Ansættelsesmyndigheden kan ligeledes i givet fald supplere denne begrundelse på det tidspunkt, hvor den besvarer den pågældendes klage.
(jf. præmis 133)
Henvisning til:
Personaleretten, 26. oktober 2006, sag F1/05, Landgren mod ETF, Sml. Pers. IA1, s. 123, og IIA1, s. 459, præmis 79.
7. Det er udelukkende Parlamentets politiske gruppe, der kan fastsætte de betingelser, som den anser for nødvendige for opretholdelsen af det gensidig tillidsforhold, der ligger til grund for ansættelsen af en midlertidig ansat i henhold til artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
Spørgsmålet om, hvorvidt der består et sådant tillidsforhold, kan ikke afgøres på grundlag af objektive elementer og kan derfor ikke underkastes domstolsprøvelse. Den manglende mulighed for at kontrollere tilstedeværelsen eller fortabelsen af et tillidsforhold omfatter delvis prøvelsen af begrundelsen for den manglende tilstedeværelse eller fortabelsen heraf.
(jf. præmis 147-149)
Henvisning til:
Retten: B mod Parlamentet, præmis 73; 17. oktober 2006, sag T406/04, Bonnet mod Domstolen, Sml. Pers. IA2, s. 213, og IIA2, s. 1097, præmis 50 og 51.
8. De af vedtægtens bestemmelser, der finder analog anvendelse på de øvrige ansatte, er nævnt udtrykkeligt i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Det fremgår imidlertid ikke af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at vedtægtens artikel 51, stk. 1, der omhandler proceduren ved en tjenestemands utilstrækkelig faglig indsats, finder analog anvendelse på midlertidigt ansatte.
(jf. præmis 154 og 155)
9. Selv om den midlertidigt ansatte eventuelt har begået en fejl, der kan begrunde en opsigelse af disciplinære grunde, har ansættelsesmyndigheden ikke pligt til at indlede en disciplinærsag mod den pågældende frem for at anvende den mulighed for ensidigt at opsige kontrakten, der er fastsat i artikel 47, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Det er alene i tilfælde, hvor myndigheden ønsker at opsige en midlertidig ansat uden varsel, fordi han groft har tilsidesat sine pligter, at den disciplinære forfølgning, der er fastsat i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd, som finder tilsvarende anvendelse på midlertidig ansatte, skal iværksættes i henhold til artikel 49, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
(jf. præmis 158)
Henvisning til:
Personaleretten: 24. april 2008, sag F74/06, Longinidis mod Cedefop, Sml. Pers. IA1, s. 125, og IIA1, s. 655, præmis 116; 7. oktober 2009, sag F29/08, Y mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 393, og IIA1, s. 2099, præmis 111
10. Administrationens omsorgspligt over for sine ansatte er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og embedsmændene i offentlig tjeneste. Denne forpligtelse samt princippet om god forvaltningsskik indebærer bl.a., at myndigheden ved afgørelsen af en tjenestemands situation skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse.
Administrationen har ikke pligt til at tilbyde en midlertidigt ansat en anden stilling, når den pågældendes anses for at yde en utilstrækkelig faglig indsats. Hvis omsorgspligten skulle have den virkning, at muligheden for at overflytte den berørte part til en anden stilling blev omdannet til en forpligtelse for administrationen, ville denne pligt ændre balancen mellem rettigheder og forpligtelser, som vedtægten etablerer i forholdet mellem institutionen og de ansatte, skønt dens formål er at afspejle denne balance.
Denne konstatering gør sig gældende i den situation, hvor en kontrakt, som omhandlet i artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, opsiges som følge af, at det gensidige tillidsforhold er brudt, idet det gensidige tillidsforhold ifølge retspraksis udgør en væsentlig del af en sådan kontrakt.
Administrationen har endvidere et vidt skøn ved fastlæggelsen af, hvilke kompetencer der i tjenestens interesse skal kræves for at kunne udøve bestemte opgaver, og denne skønsbeføjelse er endnu bredere, når der er tale om de kontrakter, der er omhandlet i artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
(jf. præmis 165, 166 og 168)
Henvisning til:
Domstolen, 4. februar 1987, sag 417/85, Maurissen mod Revisionsretten, Sml. s. 551, præmis 12
Retten: Doktor mod Rådet, præmis 41
11. Det fremgår af selve ordlyden af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, at princippet om upartiskhed gælder i retssager, men bestemmelsen nævner intet om, hvorvidt princippet finder anvendelse under den administrative procedure.
En af Unionens institutioner kan ikke anses for en »domstol« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 6, stk. 1. Følgelig finder artikel 6, stk. 1, ikke anvendelse på ansættelsesmyndighedens afgørelse om at opsige en midlertidigt ansats kontrakt.
(jf. præmis 172-174)
Henvisning til:
Domstolen: 7. juni 1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 7
Retten, 14. maj 1998, sag T348/94, Enso Española mod Kommissionen, Sml. II, s. 1875, præmis 56
12. Selv om vedtægten ikke regulerer spørgsmålet om institutionernes sprogbrug i forbindelse med de afgørelser, der rettes til deres ansatte, påhviler det i henhold til omsorgspligten institutionerne at fremsende en individuel afgørelse til en tjenestemand, der er affattet på et sprog, som denne behersker indgående. Denne pligt gør sig i endnu højere grad gældende i de tilfælde, hvor institutionens afgørelse kan have konsekvenser for tjenestemandens eller den midlertidigt ansattes stilling.
(jf. præmis 199)
Henvisning til:
Retten, 23. marts 2000, sag T197/98, Rudolph mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 55, og II, s. 241, præmis 46
13. En række betingelser skal være opfyldt, for at et erstatningssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 236 EF, kan anses for berettiget, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, har været retsstridig, at der foreligger et reelt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den påståede adfærd og det påberåbte tab.
Parlamentets undladelse af at opfylde sin pligt til at give personaleudvalget meddelelse om, at det vil indlede en procedure med henblik på at afskedige en midlertidigt ansat, inden afgørelsen om afskedigelsen af den ansatte træffes, kan ikke begrunde, at afgørelsen om afskedigelsen skal annulleres, men denne procedurefejl udgør en ansvarspådragende tjenestefejl fra institutionens side.
Denne tjenestefejl må nødvendigvis indebære, at den ansatte anser sig for at have mistet muligheden for at lade personaleudvalget gribe ind på hans vegne, og denne fejl har således åbenbart påført ham en ikke-økonomisk skade.
(jf. præmis 213-215)
Henvisning til:
Domstolen: 1. juni 1994, sag C136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 42; 21. februar 2008, sag C348/06 P, Kommissionen mod Girardot, Sml. I, s. 833, præmis 52
Retten: B mod Parlamentet, præmis 39