RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

13. marts 2013

Sag F-91/10

AK

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – vedtægtens artikel 43, stk. 1 – forsinket udfærdigelse af karriereudviklingsrapporter – ikke-økonomisk skade – tabt forfremmelsesmulighed«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder AK principalt har nedlagt påstand om for det første annullation af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse af 24. november 2009 om afvisning af AK’s ansøgning om erstatning for den skade, som AK hævder at have lidt som følge af manglende udfærdigelse af karriereudviklingsrapporter for perioderne 2001-2002, 2004, 2005 og 2008, og om iværksættelse af en administrativ undersøgelse vedrørende en påstand om psykisk chikane, og for det andet om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning.

Udfald: Europa-Kommissionen betaler AK et beløb på 15 000 EUR i erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade.       Kommissionen betaler AK et beløb på 4 000 EUR i erstatning for tabt mulighed for forfremmelse til en lønklasse, der ligger højere end A 5 eller tilsvarende før den 1. marts 2008. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af AK afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – retlig interesse – erstatningssøgsmål – for sen udfærdigelse af karriereudviklingsrapporter – tjenestemand pensioneret som følge af vedvarende, fuldstændig invaliditet – opretholdelse af den retlige interesse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 53, 78, 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – udfærdigelse – forsinkelse – tjenstlig fejl, som medfører et ikke-økonomisk tab – betingelser – tjenestemand pensioneret som følge af vedvarende, fuldstændig invaliditet – skadens omfang

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

3.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – manglende overholdelse af pligten til at opfylde en dom om annullation inden for en rimelig frist – tjenestefejl

(Art. 266 TEUF)

4.      Tjenestemandssager – fuld prøvelsesret – erstatning for det tab, der er lidt i tilknytning til en fortabt mulighed – vurdering – kriterier

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

1.      En tjenestemand, der afskediges med pension uden ansøgning på grund af invaliditet, uanset om der kun foreligger en hypotetisk og ikke reel mulighed for, at den pågældende tjenestemand kan genindtræde i tjenesten, bevarer i princippet en retlig interesse i at opnå erstatning for den skade, som den pågældende faktisk har lidt som følge af forsinkelsen med udfærdigelsen af hans karriereudviklingsrapporter. Dette fritager imidlertid ikke den pågældende tjenestemand fra at overholde de regler om Den Europæiske Unions ansvar uden for kontraktforhold, og navnlig betingelsen om, at tjenestemanden for at opnå erstatning skal godtgøre at have lidt et faktisk og reelt tab.

(jf. præmis 33 og 35)

Henvisning til:

Domstolen: 27. januar 1982, forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 9; 22. december 2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen

Retten i Første Instans: 12. december 1996, sag T-99/05, Stott mod Kommissionen, præmis 72

Personaleretten: 12. maj 2011, sag F-50/09, Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, præmis 117, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sag T-401/11 P; 13. september 2011, sag F-101/09, AA mod Kommissionen, præmis 78

2.      Administrationen skal drage omsorg for regelmæssig udfærdigelse af karriereudviklingsrapporterne på de i vedtægten foreskrevne tidspunkter og for, at disse udfærdiges forskriftsmæssigt, både af hensyn til god forvaltningsskik og for at beskytte tjenestemændenes interesser. I mangel af særlige omstændigheder begår administrationen en tjenstlig fejl, som kan være ansvarspådragende, når den udfærdiger karriereudviklingsrapporten med forsinkelse.

En forsinket udfærdigelse af karriereudviklingsrapporter kan i sig selv skade tjenestemanden alene af den grund, at hans karriereforløb kan blive påvirket af, at der ikke foreligger en sådan rapport på et tidspunkt, hvor der skal træffes afgørelser vedrørende ham. På denne baggrund må det anerkendes, at en tjenestemand, der afskediges med pension uden ansøgning på grund af invaliditet, kan kræve erstatning for den faktiske og reelle ikke-økonomisk skade, der følger af den usikkerhed eller bekymring, som den pågældende føler med hensyn til sin erhvervsmæssige fremtid, og som de manglende karriereudviklingsrapporter har kunnet fremkalde hos den pågældende, mens denne fortsat udøvede sit hverv. Dette gælder så meget desto mere, som karriereudviklingsrapporterne udgør et skriftligt og formelt bevis for kvaliteten af det arbejde, som den pågældende tjenestemand har udført i den relevante periode.

Når mulighederne for en tjenestemand – der afskediges med pension uden ansøgning på grund af invaliditet – for at genindtræde i tjenesten er hypotetiske, kan denne tjenestemand derimod ikke længere fra det tidspunkt, hvor den pågældende afskediges med pension uden ansøgning, påberåbe sig en faktisk og reel ikke-økonomisk skade, der følger af den usikkerhed eller bekymring, som den pågældende føler med hensyn til sin erhvervsmæssige fremtid, idet denne erhvervsmæssige fremtid netop er hypotetisk.

(jf. præmis 49, 60 og 63)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 28. maj 1997, sag T-59/96, Burban mod Parlamentet, præmis 68; 23. oktober 2003, sag T-279/01, Lebedef mod Kommissionen, præmis 55 og 56; 30. september 2004, sag T-246/02, Ferrer de Moncada mod Kommissionen, præmis 68

3.      Den institution, hvis retsakt er blevet annulleret, er forpligtet til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Ved opfyldelse af en sådan dom, som kræver, at der træffes en række administrative foranstaltninger, har institutionen en rimelig frist til at efterkomme dommen. En institution tilsidesætter derfor artikel 266 TEUF og begår en fejl, der kan påføre Unionen et erstatningsansvar, når den undlader at vedtage konkrete foranstaltninger med henblik på at opfylde dommen inden for en rimelig frist, såfremt der ikke foreligger særlige vanskeligheder ved fortolkningen af annullationsdommen eller praktiske vanskeligheder.

(jf. præmis 50)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 10. juli 1997, sag T-81/96, Apostolidis m.fl. mod Kommissionen, præmis 37

Personaleretten: 17. april 2007, forenede sager F-44/06 og F-94/06, C og F mod Kommissionen, præmis 60 og 63-67

4.      Fortabelsen af en mulighed som f.eks. muligheden for at blive forfremmet på et tidligere tidspunkt udgør en økonomisk skade, der kan kræves erstattet, såfremt en sådan mulighed må anses for tilstrækkelig godtgjort. En tjenestemand, der afskediges med pension uden ansøgning på grund af invaliditet, bevarer retten til at kræve erstatning for den skade, der er lidt i tilknytning til en fortabt mulighed for at blive forfremmet, selv om den pågældendes muligheder for at vende tilbage til tjenesten er rent hypotetisk, fordi denne fortabte mulighed har kunnet påføre tjenestemanden skade, mens den pågældende var i aktiv tjeneste, og fordi denne fortabte mulighed kan påvirke størrelsen af den invaliditetsydelse, som tjenestemanden modtager, samt størrelsen af den alderspension, som tjenestemanden tildeles på et senere tidspunkt.

For at bestemme størrelsen af den erstatning, der skal betales for fortabelsen af en mulighed, er det nødvendigt først at fastlægge, hvilken form for mulighed tjenestemanden har fortabt, samt det tidspunkt, hvorfra tjenestemanden kunne have udnyttet denne mulighed, og derefter opgøre omfanget af denne mulighed samt afgøre, hvilke økonomiske konsekvenser den fortabte mulighed har haft for tjenestemanden. Når det er muligt, skal den mulighed, som en tjenestemand har fortabt, endvidere fastsættes på en objektiv måde på grundlag af en matematisk koefficient, der er fastsat ved en præcis beregning. Når det ikke er muligt at opgøre omfanget af den nævnte mulighed på denne måde, er det imidlertid muligt at fastsætte den lidte skade efter ret og billighed.

(jf. præmis 69, 91 og 92)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 10. november 2010, sag T-260/09 P, KHIM mod Simões Dos Santos, præmis 104

Personaleretten: AA mod Kommissionen, præmis 81, 83, 93 og 94