DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
11. april 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – princippet om ikke-diskrimination – begrebet »ansættelsesvilkår« – sammenlignelige situationer – berettigelse – begrebet »objektive forhold« – godtgørelse i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt af en objektiv grund – mindre godtgørelse udbetalt ved ophøret af en ansættelseskontrakt »med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse««
I de forenede sager C-29/18, C-30/18 og C-44/18,
angående tre anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia (øverste regionale domstol i den selvstyrende region Galicien, Spanien) ved afgørelser af 27. december 2017 (sag C-29/18), af 26. december 2017 (sag C-30/18) og af 29. december 2017 (sag C-44/18), indgået til Domstolen den 17. januar 2018 (sag C-29/18 og sag C-30/18) og den 24. januar 2018 (sag C-44/18), i sagerne
Cobra Servicios Auxiliares SA
mod
José David Sánchez Iglesias (sag C-29/18),
José Ramón Fiuza Asorey (sag C-30/18),
Jesús Valiño Lopez (sag C-44/18),
FOGASA (sag C-29/18 og sag C-44/18),
Incatema SL,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev (refererende dommer), og dommerne T. von Danwitz, E. Levits, C. Vajda og P.G. Xuereb,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den spanske regering ved S. Jiménez García, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved M. van Beek og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43), samt af artikel 20 og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Disse anmodninger er blevet indgivet i forbindelse med tre tvister mellem, på den ene side, Cobra Servicios Auxiliares SA (herefter »Cobra«) og, på den anden side, José David Sánchez Iglesias (sag C-29/18), José Ramón Fiuza Asorey (sag C-30/18) og Jesus Valiño Lopez (sag C-44/18) (herefter under ét »de berørte«) samt FOGASA (sag C-29/18 og sag C-44/18) og Incatema SL vedrørende betalingen af en godtgørelse efter opsigelsen af ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse indgået mellem de berørte og Cobra.
Retsforskrifter
EU-retten
3 I 14. betragtning til direktiv 1999/70 er anført:
»[D]e underskrivende parter har ønsket at indgå en rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse og har opregnet de generelle principper og minimumskravene for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold; de har givet udtryk for deres ønske om at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination og ved at fastsætte de rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.«
4 I henhold til artikel 1 i direktiv 1999/70 har direktivet til formål »at iværksætte den […] rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.
5 Det tredje afsnit i rammeaftalens indledning lyder således:
»I denne [rammeaftale] fastsættes de generelle principper og minimumskrav, der skal gælde for tidsbegrænset ansættelse, idet parterne erkender, at det ved den nærmere gennemførelse heraf er påkrævet at tage hensyn til de særlige nationale, sektorbestemte eller årstidsbetingede realiteter. Aftalen viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling, og som skal sikre, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter grundlæggende anvendes på en, for både arbejdsgivere og arbejdstagere, acceptabel måde.«
6 I henhold til rammeaftalens § 1 har denne til formål dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.
7 Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:
»I denne aftale betyder:
1) »en person med tidsbegrænset ansættelse«: en person, som har en ansættelseskontrakt, der er indgået direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, eller som indgår i et ansættelsesforhold, etableret direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, når tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed
2) »en sammenlignelig fastansat«: en fastansat i samme virksomhed, der har en tidsubegrænset ansættelseskontrakt eller indgår i et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og som udfører samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til kvalifikationer/færdigheder […]«
8 Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« fastsætter i stk. 1:
»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«
Spansk ret
9 Artikel 15, stk. 1, i texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kodificeret udgave af lov om arbejdstagere), godkendt ved Real Decreto Legislativo 1/1995 (kongeligt lovdekret nr. 1/1995) af 24. marts 1995 (BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654), i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne (herefter »lov om arbejdstagere«), fastsætter:
»1. Ansættelseskontrakten kan indgås tidsubegrænset eller tidsbegrænset.
I følgende tilfælde kan kontrakten tidsbegrænses:
a) når arbejdstageren ansættes med henblik på at løse en bestemt opgave, der er særskilt og selvstændig i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter, hvis udførelse, der er tidsbegrænset, i princippet er af en usikker varighed; disse kontrakter kan ikke have en varighed på over tre år, der kan forlænges med tolv måneder ved en national kollektiv brancheoverenskomst eller ved en kollektiv brancheoverenskomst på et lavere niveau; efter disse forlængelser opnår arbejdstagerne status af fastansatte arbejdstagere i virksomheden; nationale kollektive brancheoverenskomster og kollektive brancheoverenskomster på et lavere niveau, herunder virksomhedsaftaler, kan fastsætte arbejder eller arbejdsopgaver, som navnlig henhører under virksomhedens normale aktivitetsudøvelse, og som kan dækkes af kontrakter af denne karakter
[…]
3. Midlertidige ansættelseskontrakter, som er indgået i strid med loven, anses for indgået på ubestemt tid.
[…]«
10 Artikel 49, stk. 1, i lov om arbejdstagere bestemmer:
»1. Ansættelseskontrakten ophører:
[…]
b) af de grunde, der gyldigt er anført i kontrakten, medmindre disse udgør et åbenbart misbrug af retsregler fra arbejdsgiverens side
c) når det aftalte tidsrum er udløbet, eller når den arbejdsopgave eller tjenesteydelse, der er genstand for kontrakten, er udført; ved kontraktens ophør har arbejdstageren, undtagen i tilfælde af vikarkontrakter og uddannelseskontrakter, ret til at oppebære en godtgørelse på et beløb svarende til den forholdsvise del af det beløb, der svarer til modtagelsen af 12 dages løn pr. ansættelsesår, eller den godtgørelse, der i givet fald er fastsat i den specifikke lovgivning, der er gældende på området
[…]
i) i tilfælde af kollektiv afskedigelse af økonomiske, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde
[…]
l) når der foreligger lovlige objektive grunde
[…]«
11 I denne lovs artikel 51, stk. 1, bestemmes:
»I denne lov forstås ved kollektiv afskedigelse opsigelse af ansættelseskontrakter af økonomiske, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde, når opsigelsen inden for et tidsrum af 90 dage berører mindst:
a) 10 arbejdstagere i virksomheder med mindre end 100 arbejdstagere
b) 10 % af det samlede antal arbejdstagere i virksomheder, som beskæftiger mellem 100 og 300 arbejdstagere
c) 30 arbejdstagere i virksomheder, som beskæftiger mindst 300 arbejdstagere.
[…]
[…] [G]runde anses for at vedrøre produktionen, når der bl.a. opstår ændringer i efterspørgslen efter de varer eller tjenesteydelser, som virksomheden markedsfører.
[…]«
12 I henhold til artikel 52 i lov om arbejdstagere kan ansættelsesaftalen bl.a. ophøre af en af de grunde, der er fastsat i denne lovs artikel 51, stk. 1.
13 I henhold til nævnte lovs artikel 53, stk. 1, litra b), medfører opsigelsen af en ansættelseskontrakt i henhold til denne lovs artikel 52, at arbejdstageren på tidspunktet for den skriftlige meddelelse skal have udbetalt en godtgørelse svarende til 20 dages løn pr. ansættelsesår, idet godtgørelsen ved ansættelsesperioder på under et år beregnes pro rata på månedlig basis, og med et maksimum på 12 månedslønninger.
14 I henhold til artikel 56, stk. 1, i lov om arbejdstagere skal arbejdsgiveren i tilfælde af en uberettiget opsigelse af en ansættelseskontrakt enten genansætte arbejdstageren i virksomheden eller betale en godtgørelse svarende til 33 dages løn pr. ansættelsesår.
Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål
15 Den 1. august 2011 indgik Cobra og Unión Fenosa, et gas- og eldistributionsselskab, en kontrakt, hvorved sidstnævnte selskab betroede Cobra aflæsning af elmålere, opsætning og erstatning af målere, periodiske inspektioner, afbrydelser og afmeldinger samt den månedlige aflæsning af gasmålere i provinsen A Coruña (Spanien) (herefter »tjenesteydelseskontrakten«).
16 Cobra ansatte de berørte i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse, idet disse ansættelseskontrakter var forbundet med varigheden af tjenesteydelseskontrakten og bl.a. vedrørte udførelse af arbejdsopgaverne med aflæsning af målerne hos Unión Fenosas kunder.
17 Den 24. februar 2015 meddelte Unión Fenosa Cobra, at tjenesteydelseskontrakten ville blive opsagt pr. 31. marts 2015.
18 Cobra meddelte de berørte, at deres ansættelse hos Cobra som følge af Unión Fenosas beslutning om at opsige tjenesteydelseskontrakten ville ophøre, da den arbejdsopgave, der skulle udføres, bortfaldt. Cobra underrettede ligeledes de berørte om, at de, på datoen for de nævnte ansættelsesforholds ophør, bl.a. ville modtage den godtgørelse, der er fastsat i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere.
19 Cobra indledte desuden en procedure vedrørende kollektiv afskedigelse baseret på produktionsmæssige grunde af 72 tidsubegrænsede arbejdstagere, som ligeledes udførte arbejdsopgaver i forbindelse med opfyldelsen af tjenesteydelseskontrakten.
20 De berørte anlagde søgsmål til prøvelse af deres opsigelser, bl.a. mod Cobra, ved Juzgado de lo Social nº 3 de Santiago de Compostela (arbejdsret nr. 3 i Santiago de Compostela, Spanien).
21 Ved domme afsagt i marts 2017 fastslog denne ret, at de berørtes ansættelseskontrakter var retsstridige, og at opsigelsen heraf følgelig manglede retligt grundlag og udgjorde en uberettiget opsigelse. Nævnte ret idømte Cobra til enten at genansætte de pågældende arbejdstagere eller at bringe deres ansættelsesforhold til ophør og at betale dem den godtgørelse for uberettiget opsigelse, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i lov om arbejdstagere.
22 Cobra har iværksat appel til prøvelse af disse domme ved Tribunal Superior de Justicia de Galicia (øverste regionale domstol i den selvstyrende region Galicien, Spanien) og gjort gældende, at de i hovedsagerne omhandlede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var gyldige.
23 De berørte har gjort gældende, at de, såfremt deres ansættelseskontrakter måtte anses for gyldige i medfør af rammeaftalens § 4 og dom af 14. september 2016, de Diego Porras (C-596/14, EU:C:2016:683), skal have udbetalt den godtgørelse for kollektiv afskedigelse, der er fastsat i artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere.
24 Den forelæggende ret har bemærket, at indgåelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse, som vedrører udøvelsen af en aktivitet, der er genstand for en tjenesteydelseskontrakt indgået mellem arbejdsgiveren og dennes kunde, i overensstemmelse med praksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) ikke indebærer, at den nævnte ansættelseskontrakt skal anses for at være retsstridig, og at ansættelsesforholdet, i medfør af denne lovs artikel 15, stk. 3, skal ændres til et tidsubegrænset ansættelsesforhold.
25 Det følger af denne retspraksis, at nævnte kundes opsigelse af tjenesteydelseskontrakten markerer afslutningen af den opgave, der er genstand for ansættelseskontrakten med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse som omhandlet i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, og følgelig medfører, at sidstnævnte kontrakt ophører.
26 Det følger desuden af den nævnte retspraksis, at varigheden af den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse er knyttet til eksistensen af det behov, som denne kontrakt opfylder, og at det ved indgåelsen af den nævnte kontrakt generelt er vanskeligt at fastsætte den præcise dato for dens ophør. Tribunal Supremo (øverste domstol) har således fastslået, at så længe dette behov foreligger, dvs. så længe arbejdsgiveren er part i tjenesteydelseskontrakten, forbliver ansættelseskontrakten med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse gyldig, eftersom dennes varighed er sammenfaldende med det behov, som den opfylder.
27 Den forelæggende ret har anført, at de i hovedsagerne omhandlede tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er omfattet af begrebet kontrakt med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse således som fortolket af Tribunal Supremo (øverste domstol).
28 I det foreliggende tilfælde giver opsigelsen af tjenesteydelseskontrakten, som medførte, at ansættelsesforholdet mellem Cobra og flere af virksomhedens ansatte ophørte, imidlertid for så vidt angår arbejdstagere i tidsbegrænset ansættelse anledning til betaling af den godtgørelse svarende til 12 dage pr. ansættelsesår, der er fastsat i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, og for så vidt angår arbejdstagere i tidsubegrænset ansættelse, som udførte samme arbejde, til betaling af den godtgørelse svarende til 20 dage pr. ansættelsesår, der er fastsat i artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere.
29 Der foreligger således en forskelsbehandling af arbejdstagere i tidsbegrænset ansættelse og arbejdstagere i en tidsubegrænset ansættelse, der er sammenlignelige for så vidt angår et ansættelsesvilkår, som følger af den forskellige retlige ordning, der er fastsat i den nationale ret med henblik på udbetaling af godtgørelse ved ansættelsesforholdets ophør.
30 Den forelæggende ret har bemærket, at denne forskel skyldes den omstændighed, at ophøret af de i hovedsagerne omhandlede tidsbegrænsede og tidsubegrænsede kontrakter, selv om det i begge tilfælde skyldes opsigelsen af tjenesteydelseskontrakten, for så vidt angår de førstnævnte kontrakter sker ved udløbet af den periode, for hvilken de blev indgået, og hvad angår de sidstnævnte som følge af en kollektiv afskedigelse baseret på en grund, der ikke har noget at gøre med arbejdsforholdets varighed, og ønsker oplyst, om der findes objektive forhold, som gør det muligt at begrunde den forskelsbehandling, som er anført i denne doms foregående præmis.
31 I tilfælde af, at dette spørgsmål besvares benægtende, ønsker den forelæggende ret oplyst, om det, for så vidt som tvisterne i hovedsagerne vedrører private, og for så vidt som det ikke vil være muligt at fortolke artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere på en måde, som er i overensstemmelse med direktiv 1999/70 og med rammeaftalen, analogt med dom af 22. november 2005, Mangold (C-144/04, EU:C:2005:709), af 19. januar 2010, Kücükdeveci (C-555/07, EU:C:2010:21), af 13. september 2011, Prigge m.fl. (C-447/09, EU:C:2011:573), og af 19. april 2016, DI (C-441/14, EU:C:2016:278), som vedrører det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, kan lægges til grund, at denne bestemmelse i spansk ret ikke finder anvendelse med den begrundelse, at den strider mod de principper om lighed og om ikke-forskelsbehandling, der er fastsat i chartrets artikel 20 og 21.
32 På denne baggrund har Tribunal Superior de Justicia de Galicia (øverste regionale domstol i den selvstyrende region Galicien, Spanien) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal [rammeaftalens] § 4 fortolkes således, at den er til hinder for en national retsforskrift, som i forbindelse med én og samme omstændighed (ophøret af en entreprise mellem arbejdsgiveren og en tredjepartsvirksomhed efter sidstnævntes ønske) fastsætter en lavere erstatning for ophøret af en tidsbegrænset ansættelse med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse svarende til varigheden af den nævnte entreprise, end for ophøret af en tidsubegrænset ansættelse af tilsvarende arbejdstagere på grund af en kollektiv afskedigelse begrundet i produktionsmæssige hensyn som følge af ophøret af den nævnte entreprise?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal det da antages, at en ulige behandling i forbindelse med erstatning på grund af ophør af en ansættelse begrundet i de samme faktiske omstændigheder, men i henhold til forskellige retsregler, mellem arbejdstagere i henholdsvis tidsbegrænset ansættelse og tidsubegrænset ansættelse, udgør diskrimination som den, der er forbudt i henhold til chartrets artikel 21, idet den er i strid med ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling som fastsat i chartrets artikel 20 og 21, som udgør en del af de grundlæggende principper i EU-retten?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
33 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter – i en situation som den i hovedsagerne omhandlede, hvor opsigelsen af den tjenesteydelseskontrakt, der var indgået mellem arbejdsgiveren og en af dennes kunder, dels medførte, at ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse indgået mellem denne arbejdsgiver og visse arbejdstagere blev bragt til ophør, dels medførte en kollektiv afskedigelse baseret på en objektiv grund af de af den nævnte arbejdsgiver ansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse – den godtgørelse ved ansættelsesforholdets ophør, der udbetales til de førstnævnte arbejdstagere, er mindre end den godtgørelse, der udbetales til de arbejdstagere, der var i tidsubegrænset ansættelse.
34 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at et af formålene med rammeaftalen i henhold til dennes § 1, litra a), er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination. Ligeledes er det i tredje afsnit i indledningen til rammeaftalen præciseret, at den »viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling«. I 14. betragtning til direktiv 1999/70 anføres det i denne forbindelse, at formålet med rammeaftalen bl.a. er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse ved at fastsætte minimumskrav, der kan sikre anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
35 Rammeaftalen, navnlig dennes § 4, tilsigter at bringe nævnte princip i anvendelse på arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne arbejdsforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fastansatte (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
36 Henset til de mål, der forfølges med rammeaftalen, som er nævnt i de to ovenstående præmisser, skal dens § 4 anses for at være et udtryk for et socialretligt princip på EU-plan, der ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
37 Det bemærkes, at der i rammeaftalens § 4, stk. 1, er fastsat et forbud mod at behandle personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt med hensyn til ansættelsesvilkår end sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.
38 I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at de berørte, eftersom deres ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, blev indgået på de betingelser, der er fastsat i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, med henblik på udførelse af en bestemt arbejdsopgave, nemlig den, der bestod i, i forbindelse med opfyldelsen af tjenesteydelseskontrakten, bl.a. at foretage aflæsning af målerne hos Unión Fenosas kunder, er »personer med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, sammenholdt med § 3, nr. 1), i denne rammeaftale.
39 Det skal for det andet bemærkes, at en godtgørelse som den i hovedsagerne omhandlede, der tildeles arbejdstageren som følge af opsigelsen af dennes ansættelseskontrakt, der knytter ham til hans arbejdsgiver, henhører under begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
40 Det skal for det tredje bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at princippet om ikke-diskrimination, som rammeaftalens § 4, stk. 1, er et særligt udtryk for, kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).
41 Det skal ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalen, i henhold til rammeaftalens § 3, nr. 2), og § 4, stk. 1, undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
42 I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret, som alene har kompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, at afgøre, om de arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, der var ansat af Cobra i forbindelse med ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse, befinder sig i en situation, der var sammenlignelig med situationen for de arbejdstagere, som af samme arbejdsgiver i samme periode var ansat tidsubegrænset (jf. analogt dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
43 Når dette er sagt, fremgår det af de oplysninger, som Domstolen råder over, at de berørte, mens de var ansat af Cobra i forbindelse med disse kontrakter, udførte de samme opgaver som dem, der blev udført af de arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, der var genstand for en kollektiv afskedigelse.
44 Følgelig må det, med forbehold for den forelæggende rets endelige bedømmelse af samtlige relevante oplysninger, antages, at situationen for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, som de berørte, var sammenlignelig med situationen for de arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, der var ansat af Cobra til at udføre de samme opgaver som dem, der blev udført af de førstnævnte arbejdstagere.
45 Det må herefter for det fjerde endelig undersøges, om der foreligger et objektivt forhold, som begrunder, at ophøret af kontrakterne med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse, som følger direkte af opsigelsen af tjenesteydelseskontrakten, giver anledning til, at de pågældende arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse udbetales en godtgørelse, som er mindre end den godtgørelse, som arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse oppebærer, når sidstnævnte opsiges, efter opsigelsen af denne samme tjenesteydelseskontrakt, af en af de grunde, der er fastsat i artikel 52 i lov om arbejdstagere.
46 I denne henseende bemærkes, at begrebet »objektive forhold« ifølge fast retspraksis som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, kræver, at den konstaterede ulige behandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, hvori det indgår, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, med henblik på hvis udførelse tidsbegrænsede kontrakter er indgået, samt de hermed forbundne kendetegn eller i givet fald på grund af en medlemsstats forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
47 I det foreliggende tilfælde har den spanske regering gjort gældende, at der er forskel på den sammenhæng, hvori betalingen af den godtgørelse, der er fastsat i artikel 49, stk. 1, litra c), i lov om arbejdstagere, finder sted, og den sammenhæng, som betalingen af den godtgørelse, der er fastsat i denne lovs artikel 53, stk. 1, litra b), indgår i. Den første godtgørelse forfalder, når den arbejdsopgave, der er genstand for en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, såsom de i hovedsagerne omhandlede kontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse, ophører, mens den anden godtgørelse, hvis beløb er større, udbetales i tilfælde af opsigelse af en af de grunde, der er fastsat i den nævnte lovs artikel 52, såsom økonomiske, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige grunde, der kan tilskrives arbejdsgiveren. Den nævnte regering har nærmere bestemt fremhævet, at udbetalingen af den første af disse godtgørelser sker som følge af en begivenhed, som kunne forudses af arbejdstageren i forbindelse med indgåelsen af dennes tidsbegrænsede ansættelseskontrakt. Den anden af disse godtgørelser har derimod til formål at kompensere en arbejdstager for skuffelsen af den berettigede forventning, som denne kunne have hvad angår fortsættelsen af ansættelsesforholdet, idet denne skuffelse blev forvoldt ved hans opsigelse af en af de i den nævnte artikel 52 fastsatte grunde. Denne forskellige sammenhæng begrunder, at størrelsen af den godtgørelse, der tildeles en arbejdstager ved ophøret af dennes ansættelseskontrakt, ikke er den samme i disse to tilfælde.
48 I denne henseende bemærkes, at betalingen af en godtgørelse som den, der skal betales af Cobra i anledning af ophøret af de i hovedsagerne omhandlede ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse, med hensyn til hvilke det fra indgåelsen af disse var fastsat, at de ville ophøre ved ophøret af den arbejdsopgave, for hvilken de var blevet indgået, indgår i en sammenhæng, der retligt set er væsentlig forskellig fra den sammenhæng, hvori ansættelseskontrakten for en sammenlignelig arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse opsiges af grunde, der vedrører produktionen som omhandlet i artikel 51 og 52 i lov om arbejdstagere, selv om disse to begivenheder er begrundet med den samme omstændighed, nemlig i det foreliggende tilfælde opsigelsen af tjenesteydelseskontrakten.
49 Det følger nemlig af definitionen af begrebet »tidsbegrænset kontrakt«, der er omhandlet i rammeaftalens § 3, nr. 1), at en sådan kontrakt ophører med at have virkninger for fremtiden ved udløbet af den periode, der er fastsat for den, idet denne periode kan bero på indtrædelsen af en bestemt dato, på indtrædelsen af en bestemt begivenhed eller – som i det foreliggende tilfælde – på fuldførelsen af en bestemt opgave. Parterne i en tidsbegrænset ansættelseskontrakt kender således fra indgåelsen af denne den dato eller den begivenhed, der afgør dens udløb. Denne periode begrænser ansættelsesforholdets varighed, uden at parterne for så vidt skal give udtryk for deres vilje efter indgåelsen af kontrakten (jf. i denne retning dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).
50 Derimod følger opsigelsen af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt af en af de grunde, der er fastsat i artikel 52 i lov om arbejdstagere, på arbejdsgiverens initiativ, af en indtræden af omstændigheder, der ikke var forudset på datoen for indgåelsen af denne, og som nu forstyrrer den normale gennemførelse af ansættelsesforholdet (dom af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis). Som det fremgår af den spanske regerings forklaringer, der er nævnt i denne doms præmis 47, er det netop for at kompensere for den uforudsete karakter af denne afbrydelse af ansættelsesforholdet af en sådan grund og følgelig for skuffelsen af den berettigede forventning, som arbejdstageren kunne have haft på denne dato for så vidt angår ansættelsesforholdets stabilitet, at artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere i dette tilfælde kræver, at den nævnte afskedigede arbejdstager betales en godtgørelse, der svarer til 20 dages løn pr. ansættelsesår.
51 I øvrigt bemærkes, at når ansættelseskontrakter opsiges af en af de grunde, der er fastsat i artikel 52 i lov om arbejdstagere, foretager spansk ret ingen forskelsbehandling af sammenlignelige arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, idet denne lovs artikel 53, stk. 1, litra b), fastsætter en lovbestemt godtgørelse svarende til 20 dages løn pr. ansættelsesår i virksomheden til arbejdstageren uafhængigt af, om varigheden af hans ansættelseskontrakt er tidsbegrænset eller tidsubegrænset.
52 I denne henseende tilkommer det, således som Europa-Kommissionen har bemærket, den forelæggende ret at undersøge, om det, henset til den omstændighed, at de i hovedsagerne omhandlede ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse var forbundet med tjenesteydelseskontraktens varighed, og at denne blev opsagt før tid, må antages, at disse ansættelseskontrakter blev bragt til ophør, før udløbet af den periode, der var fastsat for dem, af en af de grunde, der er fastsat i artikel 52 i lov om arbejdstagere, og om de berørte følgelig skal tildeles den godtgørelse, der er fastsat i den nævnte lovs artikel 53, stk. 1, litra b).
53 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det særlige formål med den godtgørelse for opsigelse, der er fastsat i artikel 53, stk. 1, litra b), i lov om arbejdstagere, og den særlige kontekst, som betalingen af den nævnte godtgørelse indgår i, udgør en objektiv grund, der begrunder den i hovedsagerne omhandlede forskelsbehandling (dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 63, af 5.6.2018, Grupo Norte Facility, C-574/16, EU:C:2018:390, præmis 60, og af 21.11.2018, de Diego Porras, C-619/17, EU:C:2018:936, præmis 74).
54 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter – i en situation som den i hovedsagerne omhandlede, hvor opsigelsen af den tjenesteydelseskontrakt, der var indgået mellem arbejdsgiveren og en af dennes kunder, dels medførte, at ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse indgået mellem denne arbejdsgiver og visse arbejdstagere blev bragt til ophør, dels medførte en kollektiv afskedigelse baseret på en objektiv grund af de af den nævnte arbejdsgiver ansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse – den godtgørelse ved ansættelsesforholdets ophør, der udbetales til de førstnævnte arbejdstagere, er mindre end den godtgørelse, der udbetales til de arbejdstagere, der var i tidsubegrænset ansættelse.
Det andet spørgsmål
55 Det fremgår nærmere bestemt af forelæggelsesafgørelsen, at det andet spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares bekræftende. Under hensyn til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.
Sagsomkostninger
56 Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter – i en situation som den i hovedsagerne omhandlede, hvor opsigelsen af den tjenesteydelseskontrakt, der var indgået mellem arbejdsgiveren og en af dennes kunder, dels medførte, at ansættelseskontrakter med henblik på et bestemt arbejde eller en bestemt tjenesteydelse indgået mellem denne arbejdsgiver og visse arbejdstagere blev bragt til ophør, dels medførte en kollektiv afskedigelse baseret på en objektiv grund af de af den nævnte arbejdsgiver ansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse – den godtgørelse ved ansættelsesforholdets ophør, der udbetales til de førstnævnte arbejdstagere, er mindre end den godtgørelse, der udbetales til de arbejdstagere, der var i tidsubegrænset ansættelse.
Underskrifter