Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de grande instance de Paris (Frankrig) den 27. december 2018 – Crédit Logement SA mod OE

(Sag C-829/18)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de grande instance de Paris

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Crédit Logement SA

Sagsøgt: OE

Præjudicielle spørgsmål

Skal direktiv 93/13 EØF af 5. april 1993 1 og princippet om den effektive virkning af [EU-]retten fortolkes således, at det er til hinder for anvendelsen af en bestemmelse i national ret, der forbyder retten at prøve den urimelige karakter af et vilkår i en kontrakt indgået med en erhvervsdrivende, når en erhvervsdrivende som kautionist for kontraktens gennemførelse har underrettet debitor, som er en forbruger, om, at han vil foretage betalingen, og nævnte debitor ikke har underrettet ham om de indsigelser, der skal gøres gældende?

Vil en bemærkning i selve kontrakten om, at kursrisikoen påhviler låntageren, suppleret med amortiseringsplanerne, gøre kontraktbestemmelsen »klar og forståelig« i direktivets forstand, når der ikke foreligger simulationer, der viser forskellige scenarier, herunder også negative, for kursudviklingen?

Påhviler bevisbyrden for, at forbrugeren har fået udleveret de nødvendige oplysninger til, at det omhandlede kontraktvilkår kan karakteriseres som klart og forståeligt, og det pågældende vilkårs klarhed og forståelighed, den erhvervsdrivende eller forbrugeren?

I tilfælde af at retten finder, at bestemmelserne i artikel 1.2.1-1.2.9 og artikel 2.8 i kontrakten er urimelige, fordi de ikke er formuleret tilstrækkeligt klart og forståeligt, skal der da ses bort fra alle de finansielle vilkår, herunder bestemmelsen om renter, eller skal der kun ses bort fra bestemmelserne om kursudsving og om valutaen, således at der bevares en fast rente i euro, eller er der en anden mulighed?

Skal retten ved gennemgangen af ovenstående spørgsmål sikre sig, at den pålagte sanktion er effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning?

____________

1     Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29).