Language of document :

Appel iværksat den 20. december 2019 af Algebris (UK) Ltd og Anchorage Capital Group LLC til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 10. oktober 2019 i sag T-2/19, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod SRB

(Sag C-934/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Algebris (UK) Ltd og Anchorage Capital Group LLC (ved avocat T. Soames, advocaat N. Chesaites, solicitor R. East og barrister D. Mackersie)

Den anden part i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Punkt 1 i den appellerede kendelses konklusion ophæves.

Punkt 2 i den appellerede kendelses konklusion ophæves, og SRB tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, der er afholdt af appellanterne i forbindelse med både sagen i første instans og denne appel.

Det fastslås, at appellanterne har kompetence til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse ved Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

1. Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten ved at fastslå, at appellanterne ikke er umiddelbart berørt, begik en retlig fejl ved at fejlfortolke artikel 20, stk. 11, første afsnit, i forordning (EU) nr. 806/2014 1 (forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR)), samt har tilsidesat appellanternes ejendomsret.

Rettens fortolkning foranledigede den til fejlagtigt at fastslå, at under omstændigheder som de foreliggende: (1) har eksproprierede parter såsom appellanterne kun søgsmålsinteresse med henblik på at anfægte undladelsen af at foretage en efterfølgende endelig værdiansættelse, hvorunder de kan opnå kompensation i henhold til artikel 20, stk. 11, i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR), (2) er der kun ret til kompensation i henhold artikel 20, stk. 11, andet afsnit, litra b), hvor den anvendte afviklingsordning gør brug af enten bail-in-værktøjet i henhold til artikel 27 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR), broinstituttet i henhold til artikel 25 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR) eller værktøjet til adskillelse af aktiver i henhold til artikel 26 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR), (3) kreditorer (og aktionærer) derfor ikke har søgsmålskompetence. Som følge heraf gives SRB – under omstændigheder som de foreliggende, hvor det er vanskeligt at forestille sig andre parter end de eksproprierede aktionærer og kreditorer, som ville have søgsmålsinteresse med henblik på at anfægte SRB’s undladelse af at foretage en efterfølgende endelig værdiansættelse – mulighed for at basere sig på alvorligt fejlbehæftede og upålidelige midlertidige værdiansættelser. Appellanterne er umiddelbart berørt af afgørelsen om ikke at foretage en endelig værdiansættelse, idet der er stor sandsynlighed for, at en efterfølgende endelig værdiansættelse 1 og 2 ville bekræfte, at banken er blevet forkert værdiansat, og ville kræve, at SRB måtte skulle overveje at kompensere appellanterne ved at nedskrive kreditorernes fordringer og/eller ved en forhøjelse af den af Santander betalte kompensation i henhold til artikel 20, stk. 12, i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR). Såfremt SRB udøvede sin skønsbeføjelse til ikke at kompensere, ville denne afgørelse også kunne anfægtes og være genstand for et erstatningssøgsmål.

Rettens fortolkning af artikel 20, stk. 11, tilsidesætter også ejendomsretten, som er sikret ved artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet en efterfølgende endelig værdiansættelse er nødvendig for at sikre, (1) at eksproprieringen af appellanternes AT1- og T2-obligationer foretages på de betingelser, der er fastsat ved lov, og (2) at der betales en rimelig kompensation, dvs. ved at fastsætte bankens værdi på grundlag af en efterfølgende endelig værdiansættelse.

2. Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten under alle omstændigheder begik en retlig fejl, da den fastslog, at appellanterne ikke ville være berettiget til kompensation i henhold til artikel 20, stk. 12, i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR), og derved fejlfortolkede denne bestemmelse og tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling.

Appellanterne har gjort gældende, at når det drejer sig om en bankafvikling skal artikel 20, stk. 12, litra a), omfatte forhold, hvorunder relevante kapitalinstrumenter (dvs. AT1- og T2-obligationer) nedskrives med 100% (som i den foreliggende sag), uanset om de nedskrives i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR) eller i henhold til bail-in-værktøjet af to grunde. For det første er denne fremgangsmåde i overensstemmelse med den omstændighed, at en 100%-bail-in og en 100%-nedskrivning/konvertering af AT1- og T2-obligationer reelt og i alt væsentligt er det samme (med samme økonomiske virkninger), idet de begge nedskriver den gæld, som en bank skylder sine kreditorer, eller konverterer den til egenkapital. For det andet ville det være diskriminerende og urimeligt, såfremt kreditorer/aktionærer, hvis gældsinstrumenter nedskrives og konverteres i henhold til artikel 22, stk. 1, i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR) ikke kunne opnå kompensation, mens dem, der omfattes af en bail-in i henhold til artikel 27 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR), kan opnå kompensation, til trods for, (1) at den juridiske mekanisme for og den praktiske virkning af en nedskrivning og konvertering i henhold til artikel 21 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR) og en bail-in i henhold til artikel 27 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR) er den samme, og (2) at begge foranstaltninger havde grundlag i samme midlertidige værdiansættelse.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).