Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiojo Teismo (Litauen) den 22. oktober 2020 – UAB »Tiketa« mod M. Š. og VšĮ »Baltic Music«

(Sag C-536/20)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiojo Teismo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UAB »Tiketa«

Sagsøgte: M. Š. og VšĮ »Baltic Music«

Præjudicielle spørgsmål

Skal begrebet erhvervsdrivende som defineret i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2011/83 1 fortolkes således, at en person, der handler som formidler i forbindelse med en forbrugers køb af en billet, skal anses for en erhvervsdrivende, der er omfattet af de forpligtelser, der er fastsat i direktiv 2011/83, og dermed for part i en købs- eller tjenesteydelsesaftale, mod hvem forbrugeren kan rejse krav eller iværksætte søgsmål?

1.1.    Er det relevant for fortolkningen af begrebet erhvervsdrivende som defineret i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2011/83, om den person, der handler som formidler i forbindelse med en forbrugers køb af en billet, på en klar og forståelig måde, inden forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg, har givet denne forbruger alle oplysninger om den primære erhvervsdrivende som fastsat i artikel 6, stk. 1, litra c) og d), i direktiv 2011/83?

1.2.    Skal formidlingsforholdet anses for at være oplyst i en situation, hvor den person, der er involveret i købet af billetten, inden forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg, oplyser navnet på den primære erhvervsdrivende og dennes retlige form samt oplyser, at den primære erhvervsdrivende påtager sig det fulde ansvar for begivenheden, kvaliteten og indholdet heraf og for de oplysninger, der gives herom, samt angiver, at den pågældende alene handler som billetudsteder og er en synlig agent?

1.3.    Skal begrebet erhvervsdrivende som defineret i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2011/83 fortolkes således, at både sælgeren af billetterne og arrangøren henset til, at parternes retsforhold omfatter en dobbelt tjenesteydelse (billetudstedelse og organisering af begivenheder), skal anses for at være erhvervsdrivende, dvs. parter i forbrugeraftalen?

Skal kravet om at give oplysninger og stille disse oplysninger til rådighed for forbrugeren på en klar og forståelig måde som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2011/83, fortolkes og anvendes således, at forpligtelsen til at give forbrugeren oplysninger anses for at være behørigt opfyldt, når sådanne oplysninger fremgår af formidlerens vilkår for levering af tjenesteydelser, som er gjort tilgængelige for forbrugeren på webstedet tiketa.lt, inden forbrugeren foretager betaling, idet denne via en såkaldt »click-wrap«-aftale, dvs. ved aktivt at afkrydse en konkret rubrik i online-systemet og klikke på et konkret link, bekræfter at være bekendt med formidlerens vilkår for levering af tjenesteydelser og påtager sig at overholde disse som en del af betingelserne for den aftale, der skal indgås?

2.1.    Er det relevant for fortolkningen og anvendelsen af dette krav, at sådanne oplysninger ikke er givet på et varigt medium, og at der ikke efterfølgende gives en bekræftelse på aftalen, som indeholder alle de oplysninger, der skal gives i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83, på et varigt medium som krævet i medfør af artikel 8, stk. 7, i direktiv 2011/83?

2.2.    Udgør disse oplysninger i formidlerens vilkår for levering af tjenesteydelser en integreret del af aftalen om fjernsalg i henhold til artikel 6, stk. 5, i direktiv 2011/83, uanset om disse oplysninger ikke er givet på et varigt medium, og/eller aftalen ikke efterfølgende er blevet bekræftet på et varigt medium?

____________

1     EUT 2011, L 304, s. 64.