Language of document :

Appel iværksat den 14. februar 2019 af Gregor Schneider til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 4. december 2018 i sag T-560/16, Gregor Schneider mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(Sag C-116/19 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Gregor Schneider (ved Rechtsanwalt H. Tettenborn)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

1.    Den Europæiske Unions Rets dom (Fjerde Afdeling) af 4. december 2018 i sag T-560/16 ophæves i sin helhed.

2.    Der træffes afgørelse i overensstemmelse med den af sagsøgeren i den nævnte sag nedlagte påstand, dvs. at

    EUIPO’s (dengang KHIM’s) afgørelse af 2. oktober 2014 om at omplacere fra afdelingen for »internationalt samarbejde og retlige anliggender« til afdelingen »operationer« annulleres.

    Subsidiært hjemvises sagen til Retten efter ophævelse af den ovennævnte dom.

3.    EUIPO tilpligtes at betale alle de omkostninger, der er opstået i forbindelse med sagen, dvs. sagen for Retten og appelsagen for EU-Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er støttet på ni appelanbringender.

For det første har Retten i den appellerede dom fortolket »princippet om overensstemmelse« mellem klagen som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 2, og det efterfølgende søgsmål, fejlagtigt, idet den med henvisning til overensstemmelsesprincippet forkastede et anbringende som ulovligt, hvilket anbringende sagsøgeren på tidspunktet for indgivelsen af klagen slet ikke havde kunnet fremføre, da denne stadig ikke var blevet tildelt opgaver.

For det andet har Retten fortolket kriterierne for efterprøvelse af, om der foreligger magtfordrejning, retligt fejlagtigt, idet den har opstillet den retsregel, at der ikke kan være tale om magtfordrejning, når en gennemførelsesforanstaltning ikke er blevet anset for at være uforenelig med tjenestens interesse. Denne retsregel kan ikke være rigtig, da den principielt vil udelukke alle situationer i kategorien magtmisbrug, hvor forvaltningen påberåber sig en plausibel tjenestelig interesse, uden faktisk at forfølge denne interesse. Det er netop tilfældene med intelligent konstrueret magtfordrejning, som ikke generelt skal fritages for den retlige efterprøvelse gennem en således formuleret retsregel.

For det tredje har Retten fortolket kravene til en høring, der er sikret ved appellantens ret til at blive hørt, som også er forankret i artikel 41, stk. 1, sammenholdt med artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder retligt fejlagtigt, idet den kun har anset en høring for at være nødvendig, når en tilstræbt individuel foranstaltning efter myndighedens opfattelse kan få en negativ virkning for den berørte person. En høring og det forhold, at der gives ret til at blive hørt, skal imidlertid netop tjene til det formål, at synspunkter og virkninger af tilsigtede afgørelser bringes frem i lyset, hvilke synspunkter og virkninger myndighederne selv endnu ikke har taget i betragtning.

For det fjerde har Retten flere gange tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt, idet den bl.a. under den mundtlige forhandling i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement ignorerede nye fremførte argumenter, ikke tog forslaget om at føre tilsvarende vidner til følge eller traf en afgørelse i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 4. Retten tilsidesatte også sagsøgerens ret til at blive hørt, fordi den ikke hørte vidner, der allerede var blevet foreslået i stævningen, og samtidig foreholdt sagsøgeren, at denne ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser.

Dermed har Retten for det femte tilsidesat grundlæggende principper om en retfærdig og retsstatslig procedure som omhandlet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, og skabt tvivl om den retlige beskyttelses effektive karakter.

For det sjette har Retten flere gange fordrejet de faktiske omstændigheder, der forelå for den.

For det syvende gøres det gældende, at de faktiske omstændigheder er blevet vurderet mangelfuldt, for det ottende, at der foreligger en begrundelsesmangel, og for det niende, at der er sket en tilsidesættelse af logikkens love.

____________