RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

14. november 2012

Sag F-75/11

Vincent Bouillez

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2007 – afslag på forfremmelse – annullation – gennemførelsesforanstaltninger – ny sammenligning af fortjenesterne – sammenligning af fortjenesterne for tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST efter deres karriereforløb«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af dennes artikel 106a finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorunder Vincent Bouillez i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om ikke at forfremme ham til lønklasse AST 7 i forfremmelsesåret 2007, som er vedtaget af Rådet den 1. oktober 2010 efter ny sammenligning af fortjenesterne, der er foretaget til opfyldelse af Personalerettens dom af 5. maj 2010, sag F-53/08, Bouillez m.fl. mod Rådet (herefter »dommen af 5. maj 2010«).

Udfald: Rådet for Den Europæiske Union frifindes. Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af Vincent Bouillez’ omkostninger. Vincent Bouillez bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – betingelser – administrationens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – nødvendigheden af ansættelsesmyndighedens undersøgelse vedrørende samtlige forfremmelsesværdige tjenestemænd

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – betingelser – tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST – særskilt undersøgelse i henhold til karriereforløbet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45; bilag XIII, art. 10)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – elementer, der vil kunne tages i betragtning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

1.      Vedtægtens artikel 45, stk. 1, der pålægger ansættelsesmyndigheden at foretage en sammenligning af fortjenesterne blandt de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, forudsætter, at en sådan sammenligning omfatter alle tjenestemænd, der kan forfremmes, uanset hvilke opgaver de udfører. Et sådant krav er på samme tid et udtryk for princippet om ligebehandling af tjenestemændene og princippet om at kunne komme i betragtning med henblik på en karriereudvikling.

Da lovgiver har til hensigt at samle alle fuldmægtige i en ansættelsesgruppe – uanset om de beklæder lingviststillinger eller andre stillinger – tilkommer det imidlertid den nævnte myndighed at foretage en enkelt sammenligning af fortjenesterne for alle de fuldmægtige, der kan forfremmes til samme lønklasse.

(jf. præmis 33 og 34)

Henvisning til:

Personaleretten: 15. december 2010, sag F-1409, Almeida Campos m.fl. mod Rådet, præmis 31 og 35 og den deri nævnte retspraksis

2.      Hvad angår tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST fastsætter artikel 10 i bilag XIII til vedtægten vejledende multiplikationsfaktorer, der er forskellige alt efter de forskellige karriereforløb, med henblik på at fastsætte antallet af ledige stillinger i hver lønklasse.

Da administrationen skal overholde disse multiplikationsfaktorer, er det med rette, at ansættelsesmyndigheden foretager særskilte sammenligninger af fortjenesterne for tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST i henhold til karriereforløbene.

I denne forbindelse tilsidesætter sammenligningen af fortjenester, til brug for forfremmelsesåret, hos tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST efter karriereforløb ikke vedtægtens artikel 45, idet artikel 10 i bilag XIII til vedtægten i sin egenskab af lex specialis fraviger de almindelige bestemmelser i vedtægten.

(jf. præmis 35-37)

Henvisning til:

Personaleretten: 10. november 2011, sag F-20/09, Juvyns mod Rådet, præmis 42 og 43

3.      Ansættelsesmyndigheden har ved sammenligningen af fortjenester, der skal tages i betragtning, når der træffes afgørelse om forfremmelse i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 45, et vidt skøn.

Vedtægtens artikel 45, stk. 1, overlader i denne forbindelse institutionerne en vis frihed i forhold til, hvilke faktiske omstændigheder der skal tages i betragtning for at foretage en sammenligning af fortjenester hos forfremmelsesværdige tjenestemænd, idet den på dette punkt ikke opstiller en udtømmende liste. I vedtægtens artikel 45, stk. 1, præciseres således ved brugen af udtrykket »især« de tre faktiske hovedomstændigheder, der skal tages i betragtning ved sammenligningen af fortjenester. Derfor udelukker bestemmelsen således ikke, at andre faktiske omstændigheder, der ligeledes er egnede til at give en indikation af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, tages i betragtning. Denne konklusion påvirkes ikke af, at ansættelsesmyndigheden for så vidt angår forfremmelser kun subsidiært ‒ i tilfælde af lige fortjenester mellem forfremmelsesværdige tjenestemænd især med hensyn til de tre omstændigheder, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 45, stk. 1 ‒ kan tage hensyn til kandidaternes alder og deres anciennitet i løntrin eller tjenesten. Hverken alder eller anciennitet kan således i sig selv give en indikation om forfremmelsesværdige kandidaters fortjenester. Det er således af denne grund, at de kun kan tages i betragtning for at adskille kandidater med lige fortjenester.

Endelig har administrationen et vidt skøn med hensyn til, hvilken vægt den tillægger hver af de respektive tre betingelser, der er nævnt i vedtægtens artikel 45, stk. 1, idet denne bestemmelse ikke udelukker muligheden for at foretage en vægtet vurdering.

(jf. præmis 56-58)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 24. marts 2011, sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet, præmis 68, som er appelleret og i øjeblikket verserer for Retten, sag T-281/11 P; 28. september 2011, sag F-9/10, AC mod Rådet, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis

4.      Den skønsbeføjelse, der tilkommer ansættelsesmyndigheden, er begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af tjenestemændenes fortjenester i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår og på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.

På dette område bør domstolsprøvelsen begrænse sig til spørgsmålet, om administrationen, henset til de veje og midler, der har kunnet føre den til sin bedømmelse, har holdt sig inden for grænser, der ikke kan anfægtes, og ikke har benyttet sin kompetence åbenbart fejlagtigt.

Det tilkommer således ikke Personaleretten at foretage en detaljeret fornyet undersøgelse af alle de forfremmelsesværdige ansøgeres sager for at sikre sig, at den er enig i den konklusion, som ansættelsesmyndigheden er nået frem til, da Personaleretten, hvis den foretog en sådan øvelse, ville gå ud over rammerne for den legalitetskontrol, som tilkommer den, og således ville sætte sin vurdering af de forfremmelsesværdige ansøgeres fortjenester i stedet for den nævnte myndighed.

Personaleretten kan desuden ikke sætte sin vurdering af tjenestemændenes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens, og annullation på grund af anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn kan kun ske, hvis det fremgår af sagens akter, at ansættelsesmyndigheden har overskredet grænserne for nævnte skønsbeføjelse.

(jf. præmis 59-62)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Casini mod Kommissionen, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis.

Personaleretten: AC mod Rådet, præmis 14 og 23; 13. december 2011, sag F-51/08 RENV, Stols mod Rådet, præmis 37 og 38