PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

20. april 2007

Sag F-13/07

L

mod

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA)

»Tjenestemænd – invaliditet – Invaliditetsudvalget – afslag på udvalgets nedsættelse – åbenbar afvisningsgrund«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved L har nedlagt påstand om annullation af EMEA’s afgørelse af 31. marts 2006 om afslag på sagsøgerens ansøgning om nedsættelse af et invaliditetsudvalg.

Udfald: Sagen afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Procedure – afgørelse truffet ved begrundet kendelse – betingelser herfor

(Rettens procesreglement, art. 111; Rådets afgørelse 2004/752, art. 3, stk. 4)

2.      Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

1.      Artikel 11 i Rettens procesreglement vedrørende åbenbar afvisning finder ikke blot anvendelse i de tilfælde, hvor tilsidesættelsen af reglerne for realitetsbehandling er så tydelig og åbenbar, at der ikke kan anføres noget seriøst argument for realitetsbehandling, men også i de tilfælde, hvor dommerkollegiet efter en gennemgang af sagen finder denne tilstrækkeligt oplyst på grundlag af sagsakterne, og ikke er i tvivl om, at stævningen skal afvises, navnlig fordi denne tilsidesætter kravene efter fast praksis, og derudover finder, at afholdelse af et retsmøde ikke vil kunne bringe nye oplysninger i denne forbindelse. I sådant et tilfælde vil en afvisning af stævningen ved kendelse ikke alene varetage procesøkonomiske hensyn, men også spare parterne for de omkostninger, som er forbundet med afholdelse af et retsmøde.

(jf. præmis 20 og 21)

Henvisning til:

Personaleretten, 27. marts 2007, sag F-87/06, Manté mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 16.

2.      Tremånedersklagefristen i vedtægtens artikel 90, stk. 2, begynder at løbe, når administrationen meddeler en afgørelse til en person, som repræsenterer tjenestemanden, f.eks. en samlever. Herved er det uden relevans, hvilken dato tjenestemanden reelt har fået kendskab til afgørelsen, idet dette tidspunkt afhænger af vilkårlige omstændigheder af privat karakter og ikke af den omhu, som administrationen har udvist, da afgørelsen blev meddelt, og som administrationen ikke kan føre bevis for.

(jf. præmis 30 og 32)

Henvisning til:

Retten, 3. juni 1997, sag T-196/95, H mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 133, og II, s. 403, præmis 32-35.