Language of document : ECLI:EU:F:2014:245

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

13. november 2014

Sag F-2/12

Emil Hristov

mod

Europa-Kommissionen

og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

»Personalesag – procedure til udvælgelse og udnævnelse af den administrerende direktør for et reguleringsagentur – Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) – udvælgelsesprocedure i to faser – forhåndsudvælgelse i Kommissionen – udnævnelse ved EMA’s bestyrelse – pligt for EMA’s bestyrelse til at udpege en administrerende direktør blandt de af Kommissionen udvalgte ansøgere – annullationssøgsmål – sammensætning af forhåndsudvælgelsesudvalget – kumulation af funktionerne som medlem af forhåndsudvælgelsesudvalget og medlem af EMA’s bestyrelse – ansøgere, der er medlemmer af bestyrelsen i EMA, og som optræder på listen over de af Kommissionen udvalgte ansøgere – udnævnelse af den ansøger, som er medlem af EMA’s bestyrelse – pligt til upartiskhed – tilsidesættelse – annullation – erstatningssøgsmål – ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen – bevis – foreligger ikke«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Emil Hristov har nedlagt påstand dels om annullation af flere af Europa-Kommissionens afgørelser i forbindelse med proceduren for udvælgelse af den administrerende direktør for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og af EMA’s bestyrelses afgørelse af 6. oktober 2011 om udnævnelse af denne administrerende direktør, dels om godtgørelse af den ikke-økonomiske skade, der angiveligt er lidt som følge af disse afgørelser.

Udfald:      Europa-Kommissionens afgørelse af 20. april 2011, hvorved den foreslår bestyrelsen for Det Europæiske Lægemiddelagentur en liste med fire ansøgere, som er anbefalet af forhåndsudvælgelsesudvalget og bekræftet af det rådgivende ansættelsesudvalg, annulleres. Den af EMA’s bestyrelse trufne afgørelse af 6. oktober 2011 om udnævnelse af den administrerende direktør annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen og EMA. Kommissionen og EMA bærer deres egne omkostninger og betaler, med halvdelen hver, de af Emil Hristov afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansættelse – procedure til besættelse af en stilling som direktør for et EU-agentur – forhåndsudvælgelsesudvalg – svarende til en udvælgelseskomité

(Kommissionens retningslinjer for udvælgelse og udnævnelse af direktører for reguleringsagenturer, forvaltningsagenturer og fællesforetagender, punkt 7)

2.      Tjenestemænd – ansættelse – procedure til besættelse af en stilling som direktør – forhåndsudvælgelsesudvalg – princippet om upartiskhed – sammensætning – kumulation af funktionerne som medlem af forhåndsudvælgelsesudvalget og medlem af udnævnelsesinstansen – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 726/2004, art. 64-67; Kommissionens retningslinjer for udvælgelse og udnævnelse af direktører for reguleringsagenturer, forvaltningsagenturer og fællesforetagender)

3.      Tjenestemænd – ansættelse – procedure til besættelse af en stilling som direktør for et EU-agentur – forhåndsudvælgelsesudvalg – princippet om upartiskhed – domstolskontrol

4.      Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af en liste over de mest egnede ansøgere udvalgt under proceduren til besættelse af en stilling som direktør for et EU-agentur – annullation af afgørelsen om udnævnelse

1.      Hvad angår udvælgelsesprøver skal den vide skønsbeføjelse, som tilkommer en udvælgelseskomité med hensyn til at fastlægge den nærmere fremgangsmåde og det detaljerede indhold af de mundtlige prøver, som ansøgerne skal gennemgå, opvejes af en nøje overholdelse af reglerne for afholdelsen af disse prøver.

En udvælgelseskomité har desuden pligt til at sikre, at dens vurdering af samtlige de ansøgere, der har deltaget i de mundtlige prøver, foretages under overholdelse af betingelserne om lighed og objektivitet.

Disse regler kan anvendes på et forhåndsudvælgelsesudvalg, som er en del af proceduren for besættelse af en stilling som direktør for et EU-agentur, når det nævnte udvalg i lighed med en udvælgelseskomité har til opgave at udvælge de bedst egnede ansøgere blandt de ansøgere, der har indgivet en ansøgning, og har et betydeligt råderum i forbindelse med afholdelsen af udvælgelsesprøverne.

(jf. præmis 81-83)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Domme Girardot mod Kommissionen, T-92/01, EU:T:2002:220, præmis 24; Christensen mod Kommissionen, T-336/02, EU:T:2005:115, præmis 38 og Pantoulis mod Kommissionen, T-290/03, EU:T:2005:316, præmis 90

Personaleretten: Dom CG mod EIB, F-115/11, EU:F:2014:187, præmis 60

2.      I en procedure til besættelse af en stilling som direktør for et EU-agentur påhviler det Kommissionen som følge af princippet om god forvaltningsskik og ligebehandlingsprincippet at påse, at det første trin i udvælgelsesproceduren, som finder sted for forhåndsudvælgelsesudvalget, bliver tilrettelagt på en hensigtsmæssig måde. Det følger heraf, at samtlige de medlemmer af forhåndsudvælgelsesudvalget, som Kommissionen udpeger, skal besidde den nødvendige uafhængighed, således at vedkommendes objektivitet ikke kan betvivles.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en person, som på én gang er medlem af forhåndsudvælgelsesudvalget, det forslagsstillende organ, og medlem af bestyrelsen for det omhandlede agentur, det besluttende organ, overholder sin pligt til at udvise upartiskhed, henset til forhåndsudvælgelsesudvalgets og bestyrelsens helt særskilte beføjelser, bemærkes, at forhåndsudvælgelsesudvalget udøver en afgørende indflydelse på den endelige liste over de ansøgere, som Kommissionen foreslår over for nævnte agenturs bestyrelse. Medlemmet af forhåndsudvælgelsesudvalget, som i øvrigt er medlem af bestyrelsen, har ligeledes mulighed for under bestyrelsens møder enten personligt eller via sin suppleant at stemme for udnævnelsen af en af de ansøgere, som Kommissionen har udvalgt. Medlemmet af bestyrelsen kan desuden spille en væsentlig rolle i forbindelse med bestyrelsens drøftelser, uanset om han udøver sin stemmeret eller ej, og under alle omstændigheder er han i direkte kontakt med de øvrige medlemmer af bestyrelsen.

Den omstændighed, at der foreligger kumulation af funktionerne som medlem af forhåndsudvælgelsesudvalget og medlem af bestyrelsen, kan således rejse tvivl om, hvorvidt den person, som er berørt af denne kumulation, er uafhængig og objektiv, og for så vidt som hvert medlem af forhåndsudvælgelsesudvalget skal have den uafhængighed, der er nødvendig for, at forhåndsudvælgelsesudvalgets objektivitet samlet set ikke lider skade, er forhåndsudvælgelsesudvalgets pligt til at udvise upartiskhed samlet set tilsidesat.

(jf. præmis 84 og 88-92)

Henvisning til:

Personaleretten: Dom CG mod EIB, EU:F:2014:187, præmis 61

3.      Det tilkommer Personaleretten at efterprøve, om forhåndsudvælgelsesudvalget er nedsat og fungerer efter forskrifterne under overholdelse af bl.a. pligten til at udvise upartiskhed, idet denne pligt til at udvise upartiskhed udgør en af de regler, der gælder for udvælgelseskomitéens arbejde og analogt også for forhåndsudvælgelsesudvalgets arbejde, og som er underlagt Unionens retsinstansers prøvelse.

(jf. præmis 86)

Henvisning til:

Personaleretten: Kendelse Meierhofer mod Kommissionen, F-74/07 RENV, EU:F:2011:63, præmis 62

4.       I en procedure til besættelse af en stilling som direktør for et EU-agentur, som finder sted i to faser, hvor udnævnelsesinstansen kun kan udnævne en af de på forhånd udvalgte ansøgere, som er optaget på den liste, som er vedtaget ved en afgørelse fra Kommissionen, som direktør, skal afgørelsen om udnævnelse af en af ansøgerne på listen efter en annullation af den nævnte afgørelse fra Kommissionen annulleres.

(jf. præmis 101)