PERSONALERETTENS KENDELSE (Første Afdeling)
13. juli 2010
Sag F103/09
John Allen m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — personale ansat inden for rammerne af JET-projektet — erstatningssøgsmål — rimelig frist — for sent anlagt«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorved John Allen og 113 andre sagsøgere principalt har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske skade, som sagsøgerne led som følge af, at Kommissionen ikke havde ansat sagsøgerne som midlertidigt ansatte i den periode, hvor de var beskæftiget ved fællesforetagendet Joint European Torus (JET).
Udfald: Sagen afvises. Sagsøgeren og de 110 øvrige sagsøgere, hvis navne er blevet opretholdt på listen over sagsøgere, betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — påstand om annullation af en administrative afgørelse om at afslå en erstatningsansøgning — påstand, der ikke er selvstændig i forhold til erstatningspåstanden
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd — søgsmål — frister — erstatningsansøgning rettet til en institution — overholdelse af en rimelig frist — bedømmelseskriterier
(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)
1. En afgørelse fra en institution, hvorved der meddeles afslag på en erstatningsansøgning, og en afgørelse om at afslå klagen over afslaget på en sådan erstatningsansøgning udgør en del af den administrative procedure, der går forud for anlæggelsen af et erstatningssøgsmål ved Personaleretten, og følgelig kan en påstand om annullation af disse afgørelser ikke bedømmes selvstændigt i forhold til erstatningspåstanden. Disse retsakter, der indeholder institutionens stillingtagen under den administrative procedure, har nemlig alene til virkning at gøre det muligt for den skadelidte part at rejse krav om erstatning ved Unionens retsinstanser.
(jf. præmis 22)
Henvisning til:
Retten: 14. oktober 2004, sag T389/02, Sandini mod Domstolen, Sml. Pers. IA, s. 295, og II, s. 1339, præmis 56
2. Tjenestemænd eller ansatte, som over for deres institution fremsætter krav om erstatning fra Den Europæiske Union for en skade, som kan tilregnes denne, skal gøre dette inden for en rimelig frist efter det tidspunkt, hvor de er blevet klar over den situation, som ligger til grund for erstatningskravet.
Når der ikke er fastsat udtrykkelige fristbestemmelser, kan der stilles krav om overholdelse af en rimelig frist i alle de tilfælde, hvor retssikkerhedsprincippet eller princippet om den berettigede forventning er til hinder for, at Unionens institutioner og fysiske eller juridiske personer kan handle uden tidsmæssige begrænsninger, og derved navnlig risikere, at allerede opnåede rettigheder bringes i fare.
Selv om der ikke er fastsat en frist for at anlægge et erstatningssøgsmål vedrørende en retsstridig handlemåde, som ikke udgør en afgørelse, er det blevet fastslået, at i mangel af en fastsat frist for at anlægge søgsmål for en kategori af tvister tilkommer det Unionens retsinstanser at udfylde denne mangel i ordningen for retsmidler. Unionens retsinstanser skal i denne henseende foretage en afvejning mellem på den ene side sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er blandt de almindelige EU-retlige principper, og som indebærer, at den retsundergivne skal have en tilstrækkelig frist til at vurdere lovligheden af den retsakt, der indeholder et klagepunkt mod den pågældende, eller som den pågældende har klaget over, og i givet fald til at udfærdige en stævning, og på den anden side kravet om retssikkerhed, som tilsiger, at retsakter udstedt af Unionens instanser efter udløbet af en vis frist bliver endelige.
Hvis disse forskellige interesser skal forliges, kræver det i mangel af bestemmelser herom, at tvister indbringes for Unionens retsinstanser inden for en rimelig frist. Spørgsmålet om, hvorvidt fristen er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag og navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og parternes handlemåde. Der er i den forbindelse endvidere grund til at sammenholde nævnte frist med den forældelsesfrist på fem år for erstatningskrav vedrørende ansvar uden for kontrakt, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen, selv om denne frist ikke finder anvendelse på tvister mellem Unionen og dens ansatte.
Kravet om overholdelse af en rimelig frist og analog anvendelse af forældelsesfristen på fem år, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen, har netop til formål at udfylde et retligt tomrum og at forhindre, at der kan anlægges erstatningssøgsmål uden tidsmæssig begrænsning og derved bringe allerede opnåede rettigheder i fare. Længden af en sådan frist skal sikre den rette balance mellem disse retssikkerhedskrav og sagsøgerens ret til effektiv domstolsprøvelse under betingelser, der svarer til de betingelser, der gælder for alle andre fordringshavere i Unionen. Denne tidsfrist indebærer endvidere, at tvister inden for personalesagsområdet om erstatningsansvar uden for kontrakt, der vedrører en retsstridig handlemåde, som ikke udgør en afgørelse, sidestilles med de almindelige tvister om erstatningsansvar uden for kontrakt, som er undergivet en forældelsesfrist på fem år i henhold til artikel 46 i statutten for Domstolen.
(jf. præmis 33-38, 42 og 48)
Henvisning til:
Retten: 25. marts 1998, sag T202/97, Koopman mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 163, og II, s. 511, præmis 24 og 25; 6. marts 2001, sag T192/99, Dunnett m.fl. mod EIB, Sml. II, s. 813, præmis 51-53; 6. juli 2004, sag T281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 203, og II, s. 903, præmis 46 og 47; 5. oktober 2004, sag T144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 57, 60, 65, 66 og 71; 26. juni 2009, sag T114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. IB1, s. 53, og IIB1, s. 313, præmis 25
Retten: 23. marts 2010, sag T16/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. IB1, s. 0000, og IIB1, s. 0000, præmis 33 og 34
Personaleretten: 1. februar 2007, sag F125/05, Tsarnavas mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 43, og IIA1, s. 231, præmis 71