Language of document : ECLI:EU:F:2007:116

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

28. juni 2007

Sag F-21/06

Joao da Silva

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – indplacering i lønklasse – stilling som direktør offentliggjort før den 1. maj 2004 – ændring af vedtægten – artikel 2 og artikel 5, stk. 5, i vedtægtens bilag XIII – indplacering i lønklasse under anvendelse af nye mindre gunstige bestemmelser – princippet om retten til karriere«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Joao da Silva har nedlagt følgende påstande: Kommissionens afgørelse af 18. maj 2005 om indplacering af sagsøgeren som direktør i lønklasse A*14, løntrin 2, annulleres, sagsøgeren indplaceres i lønklasse A*15 i overensstemmelse med bestemmelserne i stillingsopslag KOM/R/8003/03, offentliggjort den 7. november 2003 (EUT C 268 A, s. 1), og sagsøgerens karriere genoprettes fuldstændigt med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for den således berigtigede indplacering i lønklasse og på løntrin, med tillæg af morarenter.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse af 18. maj 2005 annulleres, for så vidt som sagsøgeren som direktør herved indplaceres i lønklasse A*14, løntrin 2. Kommissionen betaler sagsøgerens omkostninger og bærer sine egne omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union bærer som intervenient sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – ansættelse – anvendelse af vedtægtens artikel 29, stk. 2

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 2; bilag XIII, art. 5, stk. 5; Rådets forordning nr. 723/2004)

Da forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke indeholder en overgangsbestemmelse med henblik på indplaceringen i lønklasse og på løntrin af en tjenestemand, der er udnævnt til en højere stilling, efter at denne forordning trådte i kraft den 1. maj 2004, men efter en ansættelsesprocedure i henhold til vedtægtens artikel 29, stk. 2, der var indledt før denne dato, må man anvende den løsning, fællesskabslovgiver har valgt i artikel 5, stk. 5, i vedtægtens bilag XIII ved tilfælde af udnævnelse til en direktørstilling ved forfremmelse og således foretage en indplacering i »den nærmeste højere lønklasse«.

Når der er tale om en tjenestemand eller ansat i aktiv tjeneste, kan ansættelsesproceduren i henhold til vedtægtens artikel 29, stk. 2, således sidestilles med en forfremmelse. I et sådant tilfælde kan udnævnelsen til en højere stilling ikke anses for en ny ansættelse ved institutionen, der bevirker, at tjenestemandens karriere afbrydes, men må anses for et avancement i dennes karriere, og udnævnelsen kan ikke medføre en nedsættelse af den pågældendes lønklasse eller løntrin og følgelig en nedsættelse i vederlag, uden at princippet om, at enhver tjenestemand skal have adgang til at gøre karriere ved sin institution, således som dette princip er blevet gengivet i vedtægten, tilsidesættes. En sådan løsning er så meget desto mere korrekt, som den er i overensstemmelse med institutionens omsorgspligt, der bl.a. indebærer, at den kompetente myndighed ved afgørelsen af en tjenestemands situation skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse, fordi en tjenestemand, der som anerkendelse af hans personlige fortjeneste udnævnes til en højere stilling, har en berettiget interesse, der ikke er i strid med de gældende vedtægtsbestemmelser, i, at hans vederlag ikke bliver nedsat.

(jf. præmis 63, 75, 76, 79 og 80)

Henvisning til:

Domstolen, 13. december 1984, forenede sager 20/83 og 21/83, Vlachos mod Domstolen, Sml. s. 4149, præmis 23; 29. juni 1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 38.

Retten, 20. juni 1990, sag T-133/89, Burban mod Parlamentet, Sml. II, s. 245, præmis 27; 1. juni 1999, forenede sager T-114/98 og T-115/98, Rodríguez Pérez m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 97, og II, s. 529, præmis 32.