RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Anden Afdeling)
13. december 2012
Forenede sager F-7/11 og F-60/11
AX
mod
Den Europæiske Centralbank (ECB)
»Personalesag – ECB’s ansatte – disciplinærsag – suspension af en ansat uden nedsættelse af den pågældendes grundløn – tilbagekaldelse af en afgørelse – ret til forsvar – aktindsigt – begrundelse – en afgørelses begrundelse – påstand om tilsidesættelse af tjenestepligter – alvorlig fejl«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 36.2 i protokollen om statutten for det europæiske system af centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten, hvorunder AX i de forenede sager F-7/11 og F-60/11 principalt har nedlagt påstand om annullation henholdsvis af Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 4. august 2010 og af dennes afgørelse af 23. november 2010 vedrørende AX’ suspension fra tjenesten.
Udfald: Den Europæiske Centralbank frifindes i de forenede sager F-7/11 og F-60/11. AX bærer sine egne omkostninger og betaler Den Europæiske Centralbanks omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – retlig interesse – søgsmål til prøvelse af en ophævet retsakt – virkninger af ophævelsen og tilbagekaldelsen
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemandssager – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – særligt søgsmål – søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelsen om frifindelse ved dette særlige søgsmål – formaliteten
(Protokol om statutten for det europæiske system af centralbanker og Den Europæiske Centralbank, art. 36.2; ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, art. 42)
3. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – disciplinærordning – suspension af en ansat – administrationens afgørelse vedtaget uden forudgående høring af den berørte – manglende høring skyldes den berørte – lovlighed
(Ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, art. 43)
4. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – disciplinærordning – suspension af en ansat – forpligtelse til genindsættelse – grænser
(Ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, art. 43)
5. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – disciplinærordning – suspension af en ansat – tilsidesættelse af princippet om en uskyldsformodning – foreligger ikke
(Ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, art. 43)
6. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – disciplinærordning – suspension af en ansat – ret til aktindsigt i en undersøgelses sagsakter vedrørende den berørtes aktiviteter – grænser – krænkelse af grundlæggende rettigheder – foreligger ikke
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra b), og art. 48, stk. 1; ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, art. 43]
7. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – disciplinærordning – suspension af en ansat – krav om, at anbringender om et alvorligt brud på dennes pligter skal være tilstrækkeligt sandsynlige – domstolsprøvelse – grænser
(Ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, art. 43)
8. Retslig procedure – sagsomkostninger – pålæggelse – hensyntagen til kravene om rimelighed – den tabende part pålægges omkostningerne – den sagsøgte institution, der har ladet sig bistå af en advokat – omstændigheder, der ikke berettiger til at pålægge institutionen de skyldige vederlag
(Statutten for Domstolen, art. 19; Personalerettens procesreglement, art. 87, stk. 2)
1. En sagsøger opretholder sin retlige interesse i en ophævet retsakt, henset til, at en ophævelse i modsætning til en tilbagekaldelse bibeholder de virkninger, som retsakten havde i dens gyldighedsperiode over for de personer, den var rettet mod.
(jf. præmis 77)
Henvisning til:
Domstolen: 12. februar 1960, forenede sager 16/59, 17/59 og 18/59, Geitling m.fl. mod Den Høje Myndighed
Retten i Første Instans: 13. december 1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, præmis 46-48
2. Et særligt søgsmål i henhold til artikel 36.2 i protokollen om statutten for det europæiske system af centralbanker og Den Europæiske Centralbank og artikel 42 i ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank udgør en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder skal de nedlagte påstande, der formelt vedrører en prøvelse af frifindelsen ved det særlige søgsmål, anses for at have den virkning, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som det indbragte søgsmål omhandlede, bortset fra tilfælde, hvor frifindelsen ved det særlige søgsmål har en anden rækkevidde end rækkevidden af den retsakt, der var genstand for det særlige søgsmål.
(jf. præmis 78)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 25. oktober 2006, sag T-281/04, Staboli mod Kommissionen, præmis 26
Personaleretten: 18. maj 2006, sag F-13/05, Corvoisier m.fl. mod ECB, præmis 25
Den Europæiske Unions Ret: 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 32
3. Når administrationen skal høre en person inden vedtagelsen af en afgørelse, er den ikke forpligtet til at udskyde datoen for høringen i det uendelige, indtil den berørte er i stand til at deltage i høringen.
Da der ikke foreligger nogen regel, der forpligter administrationen til at ophæve en afgørelse, inden den påbegynder en ny procedure med henblik på at erstatte den, kan en ansat i Den Europæiske Centralbank ikke under tilsidesættelse af den loyalitetsforpligtelse, der påhviler enhver ansat i Den Europæiske Unions tjeneste over for dennes administration, afslå at deltage i den af Banken organiserede høring. Den omstændighed, at en invitation til at deltage i en høring afslås, kan imidlertid sidestilles med en ekstraordinær omstændighed, der gør det berettiget at vedtage en afgørelse om suspension i henhold til artikel 43 i ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, uden at den berørte er blevet hørt. I denne henseende tilsidesætter Den Europæiske Centralbank – når den vedtager den nævnte afgørelse – hverken artikel 43 i ansættelsesvilkårene eller som konsekvens heraf retten til forsvar, hvorefter enhver person, mod hvem der indledes et søgsmål, der kan medføre en bebyrdende afgørelse, skal tilbydes muligheden for at blive hørt i rette tid.
(jf. præmis 90 og 91)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 5. december 2002, sag T-277/01, Stevens mod Kommissionen, præmis 41; 16. marts 2004, sag T-11/03, Afari mod ECB, præmis 192
4. Så længe den afgørelse, hvorved en ansat ved Den Europæiske Centralbank er blevet suspenderet fra tjenesten i forbindelse med en disciplinærsag, ikke er blevet annulleret af Unionens retsinstanser, er administrationen ikke forpligtet til at genindsætte den ansatte. Administrationen kan derfor ikke bebrejdes nogen ulovlighed – bortset fra hvis det fastslås, at der foreligger en procedurefejl – på grund af den omstændighed, at den har handlet på en måde, der medfører, at den pågældende ansatte forbliver suspenderet fra tjenesten.
(jf. præmis 92)
5. En tilsidesættelse af princippet om en uskyldsformodning kan alene konstateres, såfremt der foreligger beviser, der godtgør, at administrationen under alle omstændigheder allerede ved påbegyndelsen af disciplinærsagen havde besluttet at pålægge den berørte person en straf.
Dette er ikke tilfældet vedrørende en ansat ved Den Europæiske Centralbank, der er suspenderet fra tjenesten i forbindelse med en disciplinærsag. Muligheden i artikel 43 i ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank for at suspendere en person har nemlig ikke til formål at straffe den pågældende, men at gøre det muligt for administrationen at vedtage en foranstaltning af forebyggende karakter med henblik på at sikre, at den pågældende person ikke blander sig i den igangværende undersøgelse.
(jf. præmis 93)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 18. oktober 2001, sag T-333/99, X mod ECB, præmis 151; 9. juli 2002, sag T-21/01, Zavvos mod Kommissionen, præmis 341
6. Selv om administrationen er forpligtet til at meddele den berørte person, hvilke dokumenter den udtrykkeligt lægger til grund med henblik på at vedtage en bebyrdende afgørelse, kan en manglende udlevering af disse dokumenter alene medføre annullation af den pågældende afgørelse, såfremt de formulerede klagepunkter kun kan bevises ved henvisning til disse dokumenter. For så vidt angår en afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank om at suspendere en ansat fra tjenesten underlægger artikel 43 i ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank, der er grundlaget for dennes kompetence til at vedtage en foranstaltning om suspension, alene anvendelsen af denne bestemmelse af, at det i anbringendet vedrørende den berørte ansatte anføres, at der foreligger et alvorligt brud på tjenestepligterne, som er tilstrækkeligt sandsynligt. I denne henseende – i et tilfælde, hvor anbringenderne vedrører køb af varer, hvis brug i tjenesten er tvivlsom, og som ikke har kunnet lokaliseres klart – kan administrationen ikke bebrejdes, at den ikke har udleveret de dokumenter, der omhandlede en status på undersøgelserne af den ansattes aktiviteter.
Ligeledes har Den Europæiske Centralbank ikke tilsidesat artikel 41, stk. 2, litra b), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder eller den ansattes ret til forsvar ved ikke at give denne aktindsigt i undersøgelsens sagsakter inden vedtagelsen af afgørelsen om suspension.
Henset til bestemmelserne i den nævnte artikel 41, stk. 2, litra b), har den ansatte i Den Europæiske Centralbank ganske vist ret til aktindsigt i oplysninger, som Banken ligger inde med, og som kan gøre det muligt for denne at forstå omfanget af de anklager om alvorlige brud på hans tjenestepligter, med henblik på at den pågældende kan godtgøre bl.a., at de omfattede handlinger ikke hører under hans ansvar, at de ikke er så alvorlige, at de kan begrunde en suspension, at de ikke udviser en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, eller at de er åbenbart grundløse, hvorfor suspensionen af den pågældende er ulovlig. En sådan fortolkning af artikel 43 i ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank er endvidere i overensstemmelse med det princip om en uskyldsformodning, der er fastsat i chartrets artikel 48, stk. 1, for så vidt angår personer under anklage.
I henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), omfatter retten til god forvaltning imidlertid retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed. Blandt de legitime hensyn, der kan begrunde fortrolighed, indgår behovet for at beskytte effektiviteten af undersøgelser. En undersøgelses effektivitet kan nemlig nedsættes, hvis der gives aktindsigt til de berørte personer i alle de dokumenter, der vedrører undersøgelsen, så længe den ikke er afsluttet.
(jf. præmis 100-103 og 105)
Henvisning til:
Domstolen: 7. januar 2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, præmis 73-75
Retten i Første Instans: 3. juli 2001, forenede sager T-24/98 og T-241/99, E mod Kommissionen, præmis 92; 12. september 2007, sag T-259/03, Nikolaou mod Kommissionen, præmis 242; 8. juli 2008, sag T-48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, præmis 255
Personaleretten: 30. november 2009, sag F-80/08, Wenig mod Kommissionen, præmis 67
7. Selv om artikel 43 i ansættelsesvilkårene for ansatte ved Den Europæiske Centralbank alene betinger anvendelsen af denne bestemmelse af, at der vedrørende den berørte ansatte foreligger anbringender om, at denne har foretaget et alvorligt brud på sine tjenestepligter, er det ikke desto mindre nødvendigt for at kunne suspendere den ansatte, at de formulerede anbringender mod ham har en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.
Henset til det vide skøn, som Banken har i henhold til den nævnte artikel 43 med henblik på at vedtage en foranstaltning om suspension, når der mod den ansatte er fremsat tilstrækkeligt sandsynlige anbringender om alvorlige brud på dennes pligter, tilkommer det ikke Unionens retsinstanser at afgøre, om andre foranstaltninger ville have været mere passende.
(jf. præmis 137 og 149)
Henvisning til:
Personaleretten: Wenig mod Kommissionen, præmis 67
8. I forbindelse med hensynet til kravene om rimelighed i henhold til artikel 87, stk. 2, i Personalerettens procesreglement ville den omstændighed, at det bestemmes, at en sagsøger ikke skal betale den sagsøgte institutions vederlag og omkostninger til advokat, henset til, at denne har kunnet lade sig repræsentere af sin juridiske tjeneste, medføre en nedsættelse af den effektive virkning for den pågældende institution af artikel 19 i statutten for Domstolen, hvorefter institutionerne – et udtryk, der i bredere forstand også omfatter Unionens organer, kontorer og agenturer – har mulighed for at lade sig bistå af en rådgiver eller af en advokat. Under alle omstændigheder vedrører et sådant argument spørgsmålet, om de omkostninger, der er afholdt af institutionen, er nødvendige, hvilket er et spørgsmål, der i givet fald kan gøres gældende i forbindelse med proceduren for fastsættelse af omkostningerne, men som ikke har nogen betydning for spørgsmålet, om en tabende part skal pålægges at betale sagens omkostninger helt eller delvist.
(jf. præmis 164)
Henvisning til:
Personaleretten: 27. september 2011, sag F-55/08 DEP, De Nicola mod EIB, præmis 26