Language of document : ECLI:EU:F:2015:72

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

30. juni 2015

Sag F-64/13

Z

mod

Den Europæiske Unions Domstol

»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelsesrapport – karriereudviklingsrapporten udfærdiget for sent – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorved Z har nedlagt påstand dels om annullation af sin bedømmelsesrapport for perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2008 samt af afgørelsen om afslag på klagen over den nævnte bedømmelsesrapport, dels om, at Den Europæiske Unions Domstol betaler erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt.

Udfald:      Den Europæiske Unions Domstol frifindes. Z bærer sine egne omkostninger og betaler de af Domstolen afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – uoverensstemmelser mellem en tjenestemand og dennes overordnede – ingen betydning for sidstnævntes evne til at vurdere den pågældendes fortjenester

(Tjenestemandsvedtægten, art. 11a og art. 43)

2.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – ytringsfrihed – udbredelse af forhold, som kan lade formode, at der finder ulovlige handlinger sted eller et alvorligt brud – beskyttelse af den tjenestemand, som har meddelt sådanne forhold – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 22a, stk. 3)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – udfærdigelse – dialog mellem bedømmeren og den bedømte – nødvendigheden af direkte kontakt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

4.      Den Europæiske Unions Domstol – EU-dommernes pligt til at være uafhængige – rækkevidde – udøvelse af funktioner, der vedrører institutionens interne administration – lovlig

(Art. 257, stk. 4, TEUF; statutten for Domstolen, art. 4, stk. 1)

1.      Selv om det ikke kan udelukkes, at uoverensstemmelser mellem en tjenestemand og hans overordnede kan skabe en vis irritation hos den overordnede, indebærer muligheden herfor ikke som sådan, at denne ikke længere er i stand til objektivt at bedømme tjenestemandens fortjenester. Derudover kan selv den omstændighed, at en ansat har indgivet en klage over chikane over for den tjenestemand, der skal vurdere hans faglige præstationer, ikke som sådan, uafhængigt af ethvert andet forhold, skabe tvivl om den indklagedes upartiskhed.

(jf. præmis 71 og 77)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Combescot mod Kommissionen, T-249/04, EU:T:2007:261, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: domme Bogusz mod Frontex, F-5/12, EU:F:2013:75, præmis 76, og BY mod AESA, F-81/11, EU:F:2013:82, præmis 72

2.      I henhold til vedtægtens artikel 22a, stk. 3, må den tjenestemand, der har underrettet sine overordnede om forhold, som lader formode, at der eventuelt finder ulovlige handlinger sted, som tjenestemanden under udøvelsen af eller i forbindelse med udøvelsen af sit arbejde er blevet opmærksom på, ikke udsættes for sanktioner fra institutionens side, forudsat at han har handlet rimeligt og i god tro. Imidlertid giver nævnte bestemmelse ikke den pågældende ansatte beskyttelse mod enhver bebyrdende afgørelse, men kun mod de afgørelser, der træffes på grundlag af de oplysninger, han har givet videre.

(jf. præmis 74)

Henvisning til:

Personaleretten: dom Menghi mod ENISA, F-2/09, EU:F:2010:12, præmis 139

3.      En direkte kontakt mellem den bedømte og bedømmeren kan fremme en åben og dybere samtale, der giver de berørte parter mulighed for dels nærmere at vurdere karakteren af, årsagerne til og omfanget af deres eventuelle uoverensstemmelser, dels at nå til en bedre gensidig forståelse, og dette gælder så meget desto mere i en situation, hvor det er nødvendigt at rette op på et meget dårligt personligt forhold.

(jf. præmis 93)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: domme Ferrer de Moncada mod Kommissionen, T-16/03, EU:T:2004:283, præmis 45, og Lo Giudice mod Kommissionen, T-27/05, EU:T:2007:321, præmis 49

4.      Artikel 4, stk. 1, i statutten for Domstolen har til formål at sikre dommernes uafhængighed, både før og efter udøvelsen af deres funktioner, navnlig i forhold til medlemsstaterne og Unionens andre institutioner. Det kan imidlertid ikke udledes af denne bestemmelse, at det ikke skulle være muligt at udøve funktioner, der vedrører institutionens interne administration. Den omstændighed, at dommerne udøver sådanne funktioner, skader nemlig ikke deres uafhængighed og gør det muligt at sikre institutionens administrative autonomi.

Endelig agerer medlemmerne af Personaleretten, når disse påkender en sag, der er indbragt for denne ret, i deres egenskab af dommere og udfører deres hverv i fuldkommen uafhængighed, hvilket er sikret såvel ved traktaterne, bl.a. ved artikel 257, stk. 4, TEUF, som ved statutten for Domstolen.

(jf. præmis 120 og 122)