RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Anden Afdeling)
19. november 2014
Sag F-42/14
EH
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemand – løn – familietillæg – reglen om forbud mod kumulation af nationale og vedtægtsmæssige familieydelser – tjenestemandens ægtefælle modtager nationale familieydelser – tjenestemandens undladelse af at oplyse administrationen om, at hans personlige situation var ændret – disciplinærsag – disciplinær sanktion – indplacering på et lavere løntrin – proportionalitet – begrundelse – formildende omstændigheder – administrationens manglende agtpågivenhed«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorved EH har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 24. juni 2013 om at pålægge ham en sanktion i form af indplacering tre løntrin lavere samt annullation af afgørelsen af 24. januar 2014, hvorved han fik afslag på sin klage.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. EH bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – løn – familietillæg – nationale tillæg – reglen om forbud mod kumulation – tjenestemandens pligt til at give meddelelse om familietillæg, som modtages fra anden side – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 67, stk. 2)
2. Tjenestemænd – løn – familietillæg – nationale tillæg – reglen om forbud mod kumulation – tjenestemandens pligt til at give meddelelse om familietillæg, som modtages fra anden side – fejl eller forsømmelse fra administrationens side – ingen betydning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 67, stk. 2)
3. Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – loyalitetspligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 11)
4. Tjenestemænd – disciplinærordning – sanktion – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – hensyn til de skærpende og formildende omstændigheder
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 10)
5. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – disciplinærsanktion – begrundelsespligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)
1. En tjenestemand kan, når der ansøges om en ydelse, som tildeles tjenestemanden som følge af hans familiemæssige situation, ikke påberåbe sig, at han ikke havde kendskab til sin ægtefælles situation, uanset om der er tale om, hvorvidt denne ægtefælle udøver erhvervsmæssig beskæftigelse, størrelsen af det vederlag, som den pågældende modtager for denne beskæftigelse, eller endog om den pågældende ægtefælle modtager nationale ydelser, der svarer til de vedtægtsmæssige ydelser. Såfremt et sådant argument måtte tages til følge, ville dette nemlig indebære, at de tjenestemænd og ansatte, der modtager de fulde vedtægtsmæssige familietillæg, ville anse sig for fritaget for at give oplysning om de nationale familietillæg, som de modtager fra anden side, og som indbetales på tjenestemandens ægtefælles konto og ikke direkte til tjenestemanden selv. En sådan tilgang ville endvidere tilskynde til tilbageholdelsen af oplysninger, hvilket ville skade Unionens økonomiske interesser.
(jf. præmis 99 og 100)
2. Der påhviler alle tjenestemænd, som modtager økonomiske fordele, en generel forpligtelse til at give alle oplysninger vedrørende den pågældendes personlige situation og at gøre administrationen opmærksom på de ændringer, der måtte være opstået i den pågældendes personlige situation, en forpligtelse, som i øvrigt er nævnt udtrykkeligt i vedtægtens artikel 67, stk. 2, i forbindelse med reglen om forbud mod kumulation af familietillæg. Den eventuelle ineffektivitet eller passivitet, som en administrativ tjeneste, der har til opgave at beskytte Unionens økonomiske interesser, udviser, kan ikke fritage en tjenestemand for hans egen tilsidesættelse af denne forpligtelse. En omhyggelig tjenestemand, der har gjort sig bekendt med de vedtægtsmæssige bestemmelser, der ligger til grund for, at han er blevet tildelt en ydelse efter ansøgning, navnlig når de nævnte bestemmelser fremgår af afgørelsen om at tildele den pågældende ydelse, kan ikke blot stiltiende fortsætte med at modtage den nævnte ydelse, når hans ægtefælle samtidig modtager tilsvarende nationale ydelser for de samme børn. I en sådan situation kan tjenestemanden ikke begrunde sin tavshed med henvisning til, at administrationen stiltiende har accepteret eller tolereret at foretage udbetalingerne som følge af uagtsomhed. At anse en sådan uagtsomhed fra administrationens side for en formildende omstændighed vil nemlig svare til at tilskynde tjenestemænd og ansatte til eventuelt at drage fordel af administrationens fejl. Det påhviler under alle omstændigheder tjenestemanden, der modtager den vedtægtsmæssige ydelse, at fremlægge den dokumentation, som han råder over, og give administrationen meddelelse om den eventuelle udbetaling af sociale ydelser, som hans ægtefælle modtager fra et nationalt organ, som er bemyndiget til at udbetale sådanne ydelser.
(jf. præmis 104, 105, 107 og 108)
Henvisning til:
Personaleretten: Lopéz Cejudo mod Kommissionen, F-28/13, EU:F:2014:55, præmis 67
3. Den i vedtægtens artikel 11 omhandlede loyalitetsforpligtelse indebærer, at tjenestemænd skal lette administrationens arbejde med hensyn til at fastlægge omfanget af den pågældendes økonomiske rettigheder i henhold til vedtægten. I den henseende bør en normalt omhyggelig tjenestemand vide, at den kompetente tjeneste ved hans institution direkte skal underrettes klart og tydeligt om enhver ændring i tjenestemandens familiemæssige stilling, i medfør af hvilken han modtager ydelser, og tjenestemanden kan i denne henseende ikke henholde sig til, at administrationen har fået sine oplysninger ved en tilfældighed eller indirekte. Dette gælder så meget desto mere, når det klart fremgår af ordlyden af vedtægtens artikel 67, stk. 2, at det ikke påhviler institutionen at indhente oplysning om, hvilke familietillæg af samme art der eventuelt modtages fra anden side, men at det påhviler de ansatte at oplyse, om de modtager sådanne tillæg fra anden side. Vedtægtens artikel 11 er i øvrigt et særligt udtryk for den loyalitetsforpligtelse, som en tjenestemand har, til ikke alene at afholde sig fra adfærd, der kan opfattes som et angreb på den værdighed, som stillingen kræver, og den respekt, som tilkommer institutionen og dens autoriteter, men ligeledes til at udvise en adfærd, som er hævet over enhver mistanke, så meget desto mere hvis han er i en højere lønklasse, således at tillidsforholdet mellem institutionen og tjenestemanden stedse opretholdes.
(jf. præmis 108, 112 og 123)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: Costacurta mod Kommissionen, T-34/89 og T-67/89, EU:T:1990:20, præmis 45 og 46
Personaleretten: Andreasen mod Kommissionen, F-40/05, EU:F:2007:189, præmis 233 og den deri nævnte retspraksis
4. Den omstændighed, at en tjenestemand efter at have fået kendskab til disciplinærrådets udtalelse frivilligt påtog sig at tilbagebetale de uberettiget modtagne beløb i form af familietillæg, ændrer ikke ved kvalificeringen af den hævdede overtrædelse, navnlig når den først blev konstateret i forbindelse med institutionens kontrolundersøgelse og ikke som følge af, at sagsøgeren inden dette tidspunkt og på eget initiativ afgav en erklæring. En tjenestemand udviser grov uagtsomhed, når han begår en fejl, som ganske vist ikke var udtryk for et bevidst ønske om at berige sig til skade for Unionens budget, men som kun vanskeligt kunne undskyldes, navnlig i betragtning af den berørte parts stilling, ansvarsområder, lønklasse og hans anciennitet i institutionens tjeneste. Der er i øvrigt intet i ordlyden af artikel 10 i bilag IX til vedtægten, der pålægger ansættelsesmyndigheden at anse det for en formildende omstændighed ved pålæggelsen af sanktionen, at tjenestemanden nærmer sig pensionsalderen.
(jf. præmis 115, 118, 124 og 125)
5. Såfremt den disciplinære sanktion, som en tjenestemand pålægges af ansættelsesmyndigheden, i sidste ende er strengere end den i disciplinærrådets udtalelse foreslåede sanktion, må ansættelsesmyndighedens begrundelse endvidere klart angive de grunde, som har ført den til at fravige disciplinærrådets udtalelse.
(jf. præmis 132)
Henvisning til:
Domstolen: F. mod Kommissionen, 228/83, EU:C:1985:28, præmis 35
Retten i Første Instans: N mod Kommissionen, T-198/02, EU:T:2004:101, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis