PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
7. juli 2009 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – årlig ferie – personalerepræsentanternes aktiviteter – udstationering på halv tid med henblik på faglig repræsentation – vedtægtsmæssig repræsentation – ubeføjet udeblivelse – nedsættelse af sagsøgerens ferierettigheder – vedtægtens artikel 60«
I sag F-39/08,
angående et annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,
Giorgio Lebedef, tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Senningerberg (Luxembourg), ved avocat F. Frabetti,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Berscheid og K. Herrmann, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne H. Kreppel og H. Tagaras (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. februar 2009,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning modtaget i Rettens Justitskontor den 28. marts 2008 med telefax (originalstævningen blev indleveret den 31.3.2008) har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelser af henholdsvis 29. maj, 20. og 28. juni og 6. juli 2007, samt to afgørelser af 26. juli 2007 og en afgørelse af 2. august 2007, som alle vedrører den samlede nedsættelse af hans ferierettigheder for 2007 med 32 dage.
Retsforskrifter
Tjenestemænds ferierettigheder
2 Artikel 57, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) bestemmer:
»Tjenestemanden har i overensstemmelse med en ordning, der skal fastlægges efter fælles aftale mellem Fællesskabernes institutioner og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget, ret til en årlig ferie på mindst 24 og højst 30 arbejdsdage inden for hvert kalenderår.«
3 Vedtægtens artikel 59 bestemmer:
»1. Såfremt en tjenestemand godtgør, at han som følge af sygdom eller ulykke er forhindret i at gøre tjeneste, har han uden videre ret til sygeorlov.
Den pågældende skal snarest muligt give sin institution meddelelse om sin uarbejdsdygtighed og samtidig angive sit opholdssted. Han skal efter tre dages tjenestefravær fremlægge en lægeattest. Attesten skal fremsendes senest den femte fraværsdag, idet poststemplets dato er afgørende. Hvis dette ikke sker, betragtes fraværet som uberettiget, medmindre grundene til den manglende fremsendelse af attesten ikke kan tilregnes tjenestemanden.
[…]
2. Når fravær på grund af sygdom på højst tre dage uden lægeattest i en periode på 12 måneder overstiger 12 dage i alt, skal tjenestemanden fremlægge lægeattest for hvert nyt fravær på grund af sygdom. Fraværet betragtes som uberettiget fra den 13. fraværsdag på grund af sygdom uden lægeattest.
3. Med forbehold af en eventuel anvendelse af reglerne for disciplinær forfølgning fratrækkes fravær, der betragtes som uberettiget i henhold til stk. 1 og 2, i den pågældende tjenestemands årlige ferie. Såfremt tjenestemanden ikke har ret til yderligere ferie, mister han retten til sit vederlag for den pågældende periode.
[…]«
4 Vedtægtens artikel 60, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Bortset fra sygdoms- eller ulykkestilfælde kan tjenestemanden ikke udeblive fra tjenesten uden forudgående samtykke fra sin foresatte. Med forbehold af eventuelle disciplinærretlige bestemmelser fradrages enhver ubeføjet udeblivelse, der behørigt er konstateret, i den pågældendes årlige ferie. Hvis tjenestemandens årlige ferie er opbrugt, mister han retten til sit vederlag i en periode af tilsvarende længde.«
Personalerepræsentation
5 Vedtægtens artikel 10c bestemmer:
»Hver institution kan indgå aftaler om sit personale med dens repræsentative fagforeninger og faglige sammenslutninger. Sådanne aftaler må ikke medføre ændringer af vedtægten eller nogen budgetmæssige forpligtelser, ligesom de ikke må påvirke arbejdsgangen i den pågældende institution. De repræsentative fagforeninger og faglige sammenslutninger, som undertegner sådanne aftaler, er i udøvelsen af deres virke i hver institution underlagt Personaleudvalgets vedtægtsmæssige beføjelser.«
Personalerepræsentanters rettigheder
6 Hvad angår personaleudvalget (herefter »PU«) bestemmer artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten:
»Det arbejde, som personaleudvalgets [PU] medlemmer og de tjenestemænd, der af udvalget er udpeget til at sidde i et organ, der er fastsat i vedtægten eller oprettet af institutionen, påtager sig, betragtes som en del af det arbejde, de skal udføre i deres institution. Udøvelsen af dette arbejde må ikke påføre den pågældende nogen ulemper.«
7 Rammeaftalen om forbindelserne mellem Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og de faglige organisationer og sammenslutninger (herefter »FOS’er«), der trådte i kraft den 27. januar 2006 for en periode på 18 måneder (herefter »rammeaftalen«), bestemmer i artikel 1, stk. 2:
»Den pågældendes tilhørsforhold til en FOS, deltagelse i en faglig aktivitet eller udøvelse af et fagligt mandat kan ikke på nogen måde eller med nogen begrundelse skade vedkommendes erhvervsmæssige situation eller karriereforløb.«
Ressourcer, der stilles til rådighed for personalerepræsentationen
8 Personalerepræsentationen i Kommissionen har været genstand for flere aftaler mellem institutionen og FOS’erne, som ligeledes vedrører PU og navnlig de ressourcer, der stilles til rådighed for personalerepræsentationen.
9 I »aftalen mellem [Kommissionens] næstformand og [FOS’erne]« af 4. april 2001 (herefter »ressourceaftalen af 2001«) blev det anført, at FOS’erne skulle sikre en fordeling af ressourcerne både mellem FOS’erne og inden for det centrale personaleudvalg og de lokale personaleudvalg på grundlag af FOS’ernes repræsentativitet og under hensyntagen til lokale begrænsninger. Det blev ligeledes anført, at ressourcefordelingen skulle reguleres i en protokol mellem FOS’erne og medunderskrevet af Generaldirektoratet for Personale og Administration. Det blev endelig konkluderet, at Kommissionen skulle stille 31,5 udstationeringer, heraf 19,5 udstationeringer til PU, til rådighed for FOS’erne, og alle disse udstationeringer skulle fordeles mellem FOS’erne på grundlag af repræsentativiteten.
10 Hvad angår denne sag bestemte »[p]rotokolaftalen mellem [FOS’erne] og [»GD for Personale og Administration«] vedrørende allokering af ressourcer til personalerepræsentationen i 2007«, at der skulle ske tildeling af 20 udstationeringer – hvortil kom en yderligere bevilling – til PU, nemlig det centrale personaleudvalg og de lokale personaleudvalg. Hvad nærmere bestemt angår fordelingen af disse 20 udstationeringer fik Alliance confédérale des Syndicats libres tildelt ti udstationeringer.
11 Der er i praksis flere former for udstationering af en tjenestemand eller en ansat ved en FOS med faglige formål og/eller ved et PU med vedtægtsmæssige formål, herunder navnlig:
– 100% med vedtægtsmæssige formål, enten ved det centrale personaleudvalg eller ved et lokalt personaleudvalg, eller 100% med faglige formål
– 50% med vedtægtsmæssige formål og 50% med faglige formål
– 50% med vedtægtsmæssige formål eller med faglige formål, hvor den pågældende ansatte forbliver i en af Kommissionens tjenestegrene i 50% af arbejdstiden.
12 De personalerepræsentanter, der er udstationeret med faglige og/eller vedtægtsmæssige formål, er valgt af FOS’erne, men det er Kommissionen, der træffer afgørelserne om udstationering.
Sagens faktiske omstændigheder
13 Sagsøgeren, der er tjenestemand i Kommissionen, blev ved afgørelse af 12. marts 2004 truffet af Reichenbach, som på daværende tidspunkt var generaldirektør for GD for Personale og Administration, udstationeret 100% med henblik på faglige formål fra den 1. april 2004 til den 31. december 2004, på hvilken dato han skulle vende tilbage til den tjenestegren, hvorfra han kom, nemlig Eurostat. På tidspunktet for denne afgørelse om udstationering beklædte sagsøgeren en stilling som politisk sekretær for Alliance confédérale des Syndicats libres.
14 I oktober 2004 blev sagsøgeren valgt som vicepræsident for det lokale personaleudvalg i Luxembourg (herefter »LPU«).
15 Ved afgørelse af 23. december 2004 truffet af Chêne, der var Reichenbachs efterfølger i GD for Personale og Administration, hvilken afgørelse blev erstattet af en ny afgørelse truffet af Chêne den 10. februar 2005, blev sagsøgeren fra den 1. januar 2005 tilknyttet Eurostat 50% af tiden. Han fortsatte dermed med at være udstationeret som faglig repræsentant de resterende 50% af tiden.
16 Sagsøgeren arbejdede ikke desto mindre i 2005 og 2006 reelt udelukkende for den vedtægtsmæssige og faglige personalerepræsentation (jf. henholdsvis denne doms præmis 14 og 15), idet han anvendte 100% af sin arbejdstid på disse aktiviteter (herefter »personalerepræsentationsaktiviteter«), således at han ikke brugte nogen tid på arbejde i den tjenestegren, han var tilknyttet. Det er ubestridt, at denne situation ikke havde nogen konsekvenser for hans ferierettigheder.
17 Ved notat af 27. september 2006 til sagsøgeren anmodede chefen for afdeling E.5 »Internationalt statistisk samarbejde« i direktorat E »Landbrugs- og miljøstatistik, statistisk samarbejde« (herefter »sagsøgerens afdelingschef« eller »hans afdelingschef«) sagsøgeren navnlig om fremover at møde på arbejde i afdeling E.5 i 50% af hans arbejdstid, at udføre de opgaver, der var forbundet med hans stilling, og at opfylde de formål, der var fastsat og drøftet i løbet af 2005 samt ved udgangen af hver måned at udarbejde en rapport til afdelingschefen om »de opnåede fremskridt«. Sagsøgerens afdelingschef præciserede over for ham, at »dette [var] med forbehold af de eventuelle konsekvenser, der kan drages af den manglende tilstedeværelse [på sagsøgerens] arbejdsplads og den manglende udførelse af arbejde i tiden efter [sagsøgerens] tilknytning til [a]fdeling E.5«.
18 I en skrivelse af 5. oktober 2006 til afdelingschefen gav sagsøgeren, idet han henviste til sin »udstationering på halv tid« og arbejdet som vicepræsident for LPU, udtryk for sin forbavselse over, at han skulle have begået en fejl, eftersom de afgørelser, der var truffet i den periode, hvor han ikke var udstationeret og havde færre personalerepræsentationsaktiviteter, om ikke at forfremme ham med den begrundelse, at han ikke havde udført noget arbejde for Eurostat, var blevet annulleret af Retten i Første Instans (jf. domme af 17.3.2004, sag T-175/02, Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 73, og II, s. 313, og sag T-4/03, Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 79, og II, s. 337). Sagsøgeren tilføjede, at »dette er med forbehold af de konsekvenser, der skal drages af hindringen [af] min faglige aktivitet, tilsidesættelsen af [v]edtægtens artikel 24b, tilsidesættelsen af rammeaftalen mellem Kommissionen og FOS og den psykiske chikane, jeg har været udsat for i flere år fra Eurostats side«.
19 I notat af 3. november 2006 anførte sagsøgeren navnlig, idet han henviste til dommen af 17. marts 2004 i sagen Lebedef mod Kommissionen (sag T-4/03, præmis 60 og 64), over for sin afdelingschef, at hans tilstedeværelse og arbejde i personalerepræsentationen »også tal[te] for Eurostat«. Han foreslog endvidere, »at der blev opnået enighed« om en ordning til kontrol af hans tilstedeværelse i personalerepræsentationen for det tilfælde, at en sådan kontrol var nødvendig af praktiske og formelle årsager.
20 I notat af 17. november 2006 anførte generaldirektøren for Eurostat over for sagsøgeren, at forvaltningen af hans sagsakter var blevet betroet chefen for afdeling A.1 »Personale« i Eurostats direktorat A »Ressourcer« (herefter »chefen for Eurostats personaleafdeling«).
21 I skrivelse af 16. januar 2007 meddelte sagsøgerens afdelingschef denne, at han efter at have hørt de kompetente tjenestegrene i GD for Personale og Administration ikke kunne godtage sagsøgerens standpunkt i skrivelsen af 5. oktober 2006. Han tilføjede:
»Det er nemlig ikke muligt at være helt fraværende fra den afdeling, man er tilknyttet, uden en formel udstationering. Det er derfor min opfattelse, at disse udeblivelser ikke er i overensstemmelse med [v]edtægten og dermed er ubeføjede. Jeg må derfor gentage min instruks i mit notat af 27. september 2006 om [...], at De skal indgå i den normale arbejdsordning, mens De er tilknyttet Eurostat. Jeg skal anmode Dem om at give mig meddelelse om ethvert fravær – uanset årsagen – på forhånd. Sådant fravær kan kun finde sted efter forudgående aftale med mig.«
22 Ifølge sagsøgeren var det fra den 29. januar 2007 hans opfattelse, at det, hver gang han ikke var til stede i Kommissionen på en arbejdsdag, herunder de dage, hvor han var på tjenesterejse for den faglige repræsentation, blev registreret i datasystemet til personaleforvaltning kaldet »SysPer 2« (herefter »SysPer 2«) med en halv dag som ubeføjet udeblivelse.
23 Ved skrivelse af 5. februar 2007 til sagsøgerens afdelingschef bemærkede sagsøgerens rådgiver, at den tid, hvor sagsøgeren ikke beskæftigede sig med opgaver for Eurostat, »udelukkende [afhang] af mængden af hans arbejde for personalets vedtægtsmæssige repræsentation«, og gentog sagsøgerens argumenter om tilsidesættelsen af »faglige rettigheder« og af vedtægtens artikel 24b, som bestemmer, at tjenestemændene har foreningsfrihed og kan være medlem af FOS.
24 Ved notater af 12. marts og 14. maj 2007 til chefen for Eurostats personaleafdeling, Franklin, erklærede præsidenten for LPU vedrørende månederne januar, februar, marts og april 2007, dels at sagsøgeren havde været til stede, enten i den faglige repræsentation eller den vedtægtsmæssige repræsentation eller på tjenesterejse til Bruxelles for den faglige repræsentation (tjenesterejser den 11. og 30.1.2007, den 14.2.2007 og den 2. og 22.3.2007), dels at sagsøgeren havde afholdt ferie og været syg. Sagsøgeren havde nemlig haft fri den 9. januar 2007 og fra den 19. til den 28. februar 2007, hvilket var godkendt af Eurostat, og været syg fra den 18. til den 26. januar 2007, hvilket var meddelt Eurostat, men var ligeledes fra den 26. til den 30. marts og fra den 2. til den 30. april 2007 først indlagt på hospitalet og derefter på sygeorlov, som var »godkendt« af Eurostat. I de samme notater tilføjede præsidenten for LPU, at ifølge vedtægten og rammeaftalen talte sagsøgerens aktiviteter i personalerepræsentationen som aktiviteter for hans tjenestegren og derfor som tilstedeværelse i Eurostat.
25 Således som det fremgår af et skema kaldet »Kvoteudvikling«, som tilsyneladende er et uddrag fra SysPer 2 (herefter »SysPer 2-skemaet«), blev der fratrukket 15,5 feriedage fra sagsøgerens ferierettigheder den 29. maj 2007, to dage den 20. juni 2007, tre dage den 28. juni 2007 og tre dage den 6. juli 2007. Disse fratrukne feriedage vedrører fire perioder, som går fra henholdsvis den 29. januar til den 23. marts 2007, fra den 15. til den 20. juni 2007, fra den 21. til den 28. juni 2007 og endelig fra den 29. juni til den 6. juli 2007.
26 Ved notat af 5. juli 2007 til chefen for Eurostats personaleafdeling erklærede præsidenten for LPU vedrørende månederne maj og juni 2007, dels at sagsøgeren havde været til stede, herunder på de dage, hvor han var sygemeldt på halv tid (nemlig 12 dage fra den 2. til den 25.5.2007, derefter otte dage fra den 4. til den 15.6.2007), enten i den faglige repræsentation eller den vedtægtsmæssige repræsentation eller på tjenesterejse til Bruxelles for den faglige repræsentation (tjenesterejser den 2., 15. og 16.5.2007 og den 7., 14. og 28.6.2007), dels at sagsøgeren havde afholdt ferie, der var godkendt af Eurostat, fra den 28. maj til den 1. juni 2007. I samme notat tilføjede præsidenten for LPU, at ifølge vedtægten og rammeaftalen talte sagsøgerens aktiviteter i personalerepræsentationen som aktiviteter for hans tjenestegren og derfor som tilstedeværelse i Eurostat.
27 Ved e-mail af 16. juli 2007 til sagsøgeren afviste afdelingschefen dennes ferieanmodning på 34 dage – fra den 30. juli til den 14. september 2007 – da hans feriesaldo ikke udgjorde mere end 8,5 dage. Ifølge sagsøgerens afdelingschef var Eurostats administration forpligtet til, hver gang sagsøgeren ikke mødte på arbejde eller ikke fremlagde en passende attest, at registrere det som ubeføjede udeblivelser for hans vedkommende, således som det var anført i notatet af 16. januar 2007.
28 Ved notat af 23. juli 2007 reagerede sagsøgeren på ovennævnte e-mail af 16. juli 2007, idet han kvalificerede afdelingschefens afgørelser som »gentagen og fortsat psykisk chikane«.
29 Sagsøgerens afdelingschef bekræftede i e-mail af 26. juli 2007 sin afvisning af at tage sagsøgerens ferieanmodning på 34 dage til følge, idet han præciserede, at hans udeblivelser ikke var blevet godkendt på forhånd, og anførte, at hans feriesaldo nu var på 4,5 dage. Den samme dag, og således som det fremgår af SysPer 2-skemaet, var der blevet fratrukket tre dage og derefter fire dage fra sagsøgerens ferierettigheder. Disse fratrukne feriedage vedrørte perioder fra henholdsvis den 9. til den 16. juli 2007 og den 17. til den 26. juli 2007.
30 Ved e-mail af 1. august 2007 til afdelingschefen anførte sagsøgeren for det første, at han var på sygeorlov fra den 1. til den 24. august 2007, hvilket i øvrigt fremgår af SysPer 2-skemaet, og for det andet, at han havde anmodet om ferie for en periode på syv dage fra den 27. august til den 4. september 2007.
31 Ved e-mail af 2. august 2007 afviste sagsøgerens afdelingschef hans anmodning om ferie med den begrundelse, at saldoen for hans ferierettigheder kun udgjorde 1,5 dag, idet han anførte, at han ville være rede til at godtage en anmodning, der vedrørte et antal feriedage på op til fem dage. Den samme dag, således som det fremgår af SysPer 2-skemaet, blev der fratrukket 1,5 dag fra sagsøgerens ferierettigheder. Den fratrukne ferie vedrørte perioden fra den 27. til den 31. juli 2007.
32 Ved notat af 27. august 2007 til chefen for Eurostats personaleafdeling erklærede præsidenten for LPU vedrørende juli måned 2007, dels at sagsøgeren havde været til stede, enten i den faglige repræsentation eller den vedtægtsmæssige repræsentation eller på tjenesterejse til Bruxelles for den faglige repræsentation (tjenesterejser den 12., 18. og 26.7.2007), dels vedrørende august 2007 at sagsøgeren havde været på sygeorlov i hele denne måned, med undtagelse – ifølge dette notat – af den 2. august 2007, hvor sagsøgeren havde været på tjenesterejse til Bruxelles for den faglige repræsentation. Som i de tidligere erklæringer, der er omtalt i denne doms præmis 24 og 26, tilføjede præsidenten for LPU, at ifølge vedtægten og rammeaftalen talte sagsøgerens aktiviteter i personalerepræsentationen som aktiviteter for hans tjenestegren og derfor som tilstedeværelse i Eurostat.
33 Den 29. august 2007 indgav sagsøgeren en klage over afgørelserne af 29. maj, af 20. og 28. juni samt af 6. juli 2007 og de to afgørelser af 26. juli 2007 samt afgørelsen af 2. august 2007 vedrørende nedsættelsen af hans ferierettigheder for 2007 med 32 dage (herefter »de anfægtede afgørelser«). I klagen påberåbte sagsøgeren sig dels tilsidesættelse af vedtægtens artikel 57, 59 og 60, artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten og rammeaftalens artikel 1, stk. 2, samt tilsidesættelse af fagforeningsfriheden, dels tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af reglen patere legem quam ipse fecisti.
34 Den 18. december 2007 afslog ansættelsesmyndigheden udtrykkeligt sagsøgerens klage med den begrundelse, at han ikke kunne påberåbe sig sin status som personalerepræsentant som begrundelse for, at han ikke havde opfyldt de forpligtelser, der påhvilede ham som tjenestemand, der 50% af arbejdstiden var tilknyttet Eurostat. Eftersom Eurostat herudover nøje havde overholdt procedurerne, og eftersom omdannelsen af ubeføjet udeblivelse til feriedage blot var en regelret anvendelse af navnlig vedtægtens artikel 59 og 60, kunne der ikke afsløres nogen uregelmæssigheder i de anfægtede afgørelser.
Parternes påstand og retsforhandlinger
35 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Annullation af afgørelserne af 29. maj, 20. og 28. juni samt 6. juli 2007, de to afgørelser af 26. juli 2007 og afgørelsen af 2. august 2007 vedrørende nedsættelse af sagsøgerens ferierettigheder for 2007 med 32 dage.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder udgifter og salærer.
36 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
37 I overensstemmelse med procesreglementets artikel 56 har Retten truffet foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er meddelt parterne ved skrivelse af 8. januar 2009 og af 3. februar 2009. Parterne har efterkommet disse foranstaltninger.
38 I forbindelse med sagsøgerens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse har han anført, uden at Kommissionen modsagde dette under retsmødet, at han hvad angår perioden fra den 1. august til den 6. september 2007 var på sygeorlov fra den 1. til den 24. august 2007 (jf. ligeledes dennes doms præmis 32), og igen fra den 27. august til den 6. september 2007. Han erklærede desuden, også uden at Kommissionen modsagde dette, at han i perioden fra den 10. september til den 21. december 2007 havde været sygemeldt på halv tid og udelukkende havde brugt den resterende arbejdstid til den vedtægtsmæssige repræsentation og den faglige repræsentation af personalet, uden at Eurostat havde fratrukket en eneste dag fra hans ferierettigheder, idet Eurostat havde anset ham for at være på arbejde i denne periode.
Retlige bemærkninger
Parternes argumenter
39 Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand påberåbt sig to anbringender, hvoraf det første vedrører dels tilsidesættelse af vedtægtens artikel 57, 59 og 60, artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten og rammeaftalens artikel 1, stk. 2, dels hindring af hans fagforeningsfrihed, og det andet vedrører tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og reglen patere legem quam ipse fecisti.
40 Hvad angår det første anbringende har sagsøgeren anført, idet han har henvist til dommene af 17. marts 2004 i sagerne Lebedef mod Kommissionen, at hans personalerepræsentationsaktiviteter optager ham mere end 7,5 timer pr. dag, uden at det er muligt at sondre nøjagtigt mellem aktiviteter med faglig repræsentation og med vedtægtsmæssig repræsentation. Herudover har sagsøgeren hævdet, at de påberåbte tilsidesættelser bliver endnu mere åbenlyse, idet Eurostat endog har afvist at regulere udeblivelse på grund af tjenesterejser med henblik på faglig repræsentation, og har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor udeblivelse før januar 2007 ikke var blevet anset for ubeføjet. Endvidere har sagsøgeren anført, idet han har bemærket, at vedtægten ikke opstiller grænser for personalerepræsentationsaktiviteter, at hans tilfælde er et ad hoc-tilfælde, og at man »ikke skal generalisere«.
41 Hvad angår det andet anbringende har sagsøgeren redegjort for sine begrundede forventninger og anført, at Eurostat begyndte at fratrække dage fra hans ferierettigheder uden nogensinde at meddele ham, at administrationen ikke tog erklæringerne fra præsidenten for LPU i betragtning (de i denne doms præmis 24, 26 og 32 omtalte erklæringer), og han er af den opfattelse, at det påhviler Kommissionen i medfør af princippet pacta sunt servanda at overholde bestemmelserne i vedtægtens artikel 57, 59 og 60, artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten og rammeaftalens artikel 1, stk. 2.
42 For så vidt angår det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at intet fritager sagsøgeren for hans forpligtelse til i tilfælde af udeblivelse at få sin overordnedes forudgående samtykke eller give vedkommende meddelelse på forhånd. Dette samtykke eller denne meddelelse mangler imidlertid i alle tilfælde i denne sag. Herudover er Kommissionen af den opfattelse, at indholdet af artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten indebærer, at medmindre personalerepræsentanterne er udstationeret på fuld tid, skal en del af deres arbejde nødvendigvis udføres i den tjenestegren, de er tilknyttet. Herudover har Kommissionen bemærket, at dommene af 17. marts 2004 i sagerne Lebedef mod Kommissionen er begrænset til en annullation af afgørelser vedrørende afvisning af forfremmelse, uden at det endog blev overvejet, om sagsøgeren var eller ikke var forpligtet til at udføre sit arbejde i den tjenestegren, han var tilknyttet. I øvrigt har Kommissionen anført, at der i denne sag er tale om misbrug af rettigheder, og at Rettens dom af 7. maj 2008, Lebedef mod Kommissionen (sag F-36/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), bekræfter, at sagsøgeren i intet tilfælde selv kan bestemme sin arbejdstid under sin ansættelse hos Eurostat. Endelig har Kommissionen flere gange meddelt sagsøgeren, navnlig ved notat af 16. januar 2007, hvori der er erindret om notatet af 27. september 2006, hvilke forpligtelser han havde. Hensyntagen til ubeføjet udeblivelse ved nedsættelse af ferierettigheder er således blot udtryk for en regelret anvendelse af navnlig vedtægtens artikel 59 og 60.
43 Kommissionen har vedrørende det andet anbringende gjort gældende, at argumentet om den påståede tilsidesættelse af reglen patere legem quam ipse fecisti skal forkastes, da alle de relevante bestemmelser er blevet korrekt anvendt i denne sag. Af samme grund kan den påståede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke tages til følge, så meget desto mere som sagsøgeren aldrig har fået noget individuelt løfte, og han tværtimod er blevet adviseret om »eventuelle konsekvenser af hans ubeføjede adfærd«. Endelig har Kommissionen bemærket, at selv om sagsøgeren har påberåbt sig rammeaftalen, har han en vedtægtsmæssig forbindelse og ikke en kontraktmæssig forbindelse i forhold til Kommissionen, og derfor kan princippet pacta sunt servanda ikke finde anvendelse.
44 Sagsøgeren har i replikken anført, at hans afdelingschef og overordnede vidste besked med hans aktiviteter. Han har ligeledes gjort gældende, at der ikke er tale om misbrug af rettigheder, men snarere om en »interessekonflikt« eller nærmere bestemt en konflikt mellem de opgaver og forpligtelser, han har over for sin tjenestegren på den ene side, og over for personalerepræsentationen på den anden side. Sagsøgeren er endelig af den opfattelse, at selv om Retten i den sag, der gav anledning til dommen af 7. maj 2008, Lebedef mod Kommissionen, tog Kommissionens kritik til følge for så vidt angår sagsøgerens adfærd, »har [den] ikke udtalt sig om de såkaldte […] udeblivelser«.
45 Kommissionen har i duplikken navnlig anført, at det forhold, at sagsøgerens afdelingschef og hans overordnede havde kendskab til hans aktiviteter som personalerepræsentant, ikke kan udgøre forudgående meddelelse eller samtykke.
Rettens bemærkninger
Anbringendet vedrørende dels tilsidesættelse af vedtægtens artikel 57, 59 og 60, artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten og rammeaftalens artikel 1, stk. 2, dels hindringen af fagforeningsfriheden
46 Personalerepræsentationen er af afgørende betydning for fællesskabsinstitutionernes tilfredsstillende funktion og dermed for udførelsen af deres opgaver.
47 I erkendelse af denne betydning har lovgiver i artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten bestemt, at det arbejde, som medlemmerne af PU påtager sig, betragtes »som en del af det arbejde, de skal udføre i deres institution«, og at dette ikke må »påføre den pågældende nogen ulemper«. Ligeledes bestemmes det i rammeaftalens artikel 1, stk. 2, at aktiviteter med faglig repræsentation ikke »på nogen måde eller med nogen begrundelse [kan] skade vedkommendes erhvervsmæssige situation eller karriereforløb«.
48 Endvidere har den erfaring, der findes i fællesskabsinstitutionerne med personalerepræsentation, gjort det muligt at fastslå fordelene ved en ordning, hvorved visse tjenestemænd bruger 50% eller 100% af deres arbejdstid på dette repræsentationsarbejde. Der er redegjort for ordningen i denne doms præmis 11.
49 Det er derfor hverken muligt eller ønskeligt, at personalerepræsentationen udelukkende sikres af udstationerede tjenestemænd eller ansatte, uanset om de anvender 50% eller 100% af deres arbejdstid. Der er en vis interesse i, at personale, der ikke er udstationeret, opfylder en del af personalerepræsentationsforpligtelserne. Den ordning, der er henvist til i den foregående præmis, og som specifikt bestemmer, at visse personalerepræsentanter kan udstationeres, indebærer imidlertid, for så vidt angår tjenestemænd og ansatte, der ikke er udstationeret, at deltagelsen i personalerepræsentationen er lejlighedsvis og dækker en forholdsvis begrænset procentdel af arbejdstiden beregnet pr. halvår eller kvartal.
50 Det er korrekt, at den nøjagtige afgrænsning af den »lejlighedsvise« karakter af deltagelsen i personalerepræsentationen, ligesom den nøjagtige afgrænsning af den procentdel af tiden, der bruges hertil, ifølge sagens natur er umulig og kun kan ske konkret. Det skal imidlertid fastslås, at hvis det godtages, at en tjenestemand eller ansat, der ikke er udstationeret, bruger næsten hele eller endog hele sin arbejdstid på personalerepræsentation, således at han kun bruger lidt, eller slet ingen arbejdstid på den tjenestegren, han er tilknyttet, medfører det, at den ordning, der er indført ved de forskellige aftaler mellem Kommissionen og FOS’erne (jf. denne doms præmis 8, 9 og 10), omgås, og det kan efter omstændighederne i det konkrete tilfælde udgøre misbrug af rettigheder, som Fællesskabets retsinstanser kan blive nødt til at skride ind over for (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.5.2007, sag T-271/04, Citymo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1375, præmis 100 ff., nærmere bestemt, inden for personalesagsområdet, domme afsagt af Retten i Første Instans den 18.12.1997, sag T-222/95, Angelini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 491, og II, s. 1277, præmis 35 og 36, og sag T-57/96, Costantini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 495, og II, s. 1293, præmis 28 og 29, samt kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 12.6.2001, sag T-95/98 DEP, Gogos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 123, og II, s. 571, præmis 24).
51 Under alle omstændigheder er der, for at Personaleretten kan træffe afgørelse i denne sag, ikke grund til at udtale sig om de nøjagtige grænser, som personalerepræsentanterne skal overholde under udførelsen af deres repræsentationsaktivitet, når der ikke foreligger en udstationering, eller der er en udstationering på 50% af arbejdstiden. Der er heller ingen grund til, at Retten udtaler sig om spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren eventuelt har misbrugt sine rettigheder, eller at institutionens adfærd, navnlig den konsekvente og vedvarende karakter af dens fortolkning og iværksættelse af de relevante regler i vedtægten samt dens klare og sammenhængende standpunkt over for sagsøgeren, undersøges med henblik på at fastslå et sådant misbrug. Forelå der ikke sådanne forhold, ville det kunne udgøre et sådant misbrug.
52 Det skal fastslås, at sagsøgeren i hele 2007 ikke brugte arbejdstid i den tjenestegren, han var tilknyttet. I den periode, de anfægtede afgørelser vedrører, nemlig perioden fra den 29. januar til den 23. marts 2007 og fra den 15. juni til den 31. juli 2007, brugte han – således som det er anført i stævningen – 60% af sin arbejdstid på aktiviteter med faglig repræsentation, for hvilke han var udstationeret i 50% af arbejdstiden, og den resterende tid på aktiviteter med vedtægtsmæssig repræsentation. Endvidere følger det af sagsøgerens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, at han i den resterende del af 2007, som ganske vist ikke er omhandlet i de anfægtede afgørelser, var på sygeorlov eller sygemeldt på halv tid, idet han i denne forbindelse »udelukkende havde brugt den resterende arbejdstid på den vedtægtsmæssige repræsentation og den faglige repræsentation af personalet« (for denne sidstnævnte periode blev der ikke fratrukket nogen ferierettigheder).
53 Sagsøgerens overordnede i Eurostat, nemlig afdelingschefen, havde imidlertid ikke hvad angår de udeblivelser, som Eurostats administration først anså for ubeføjede og dernæst fratrak i sagsøgerens ferierettigheder i forhold til den arbejdstid, han burde have anvendt i den tjenestegren, han var tilknyttet, nemlig 50%, og som til sidst gav anledning til de anfægtede afgørelser, givet samtykke til dem på forhånd og slet ikke i det mindste modtaget forudgående meddelelse om fraværet fra sagsøgeren.
54 Sagsøgeren har således ikke overholdt vedtægtens artikel 60, som kræver forudgående samtykke fra den pågældendes overordnede til enhver udeblivelse, undtagen i sygdoms- eller ulykkestilfælde, og heller ikke i det mindste foretaget sig det, som Kommissionen under retsmødet gav udtryk for, at den ville godtage, nemlig givet forudgående meddelelse til afdelingschefen; denne form for meddelelse er fastsat i artikel 6, stk. 1, i Kommissionens beslutning K(2005) 2665 af 15. juli 2005 om forbedring af den sociale dialog i institutionen. Beslutningen er omtalt i notat af 4. januar 2007 fra chefen for afdeling B.5 »Social dialog, udvidelse og forholdet til de nationale offentlige forvaltninger« i GD for Personale og Administration til chefen for Eurostats personaleafdeling og vedlagt Kommissionens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse (den nævnte artikel bestemmer, at medlemmer af udvalg og paritetiske udvalg, herunder personalerepræsentanterne, på forhånd skal give deres overordnede meddelelse om enhver udeblivelse på grund af deres deltagelse i udvalgsarbejde).
55 På baggrund af det ovenstående kan de efterfølgende erklæringer fra præsidenten for LPU af 12. marts, 14. maj, 5. juli og 27. august 2007 til chefen for Eurostats personaleafdeling i øvrigt ikke gøre det muligt efterfølgende at efterprøve sagsøgerens ubeføjede udeblivelser, idet en sådan efterprøvelse kun kan ske i sygdoms- eller ulykkestilfælde i medfør af vedtægtens artikel 60. Under alle omstændigheder – selv med sådanne efterfølgende erklæringer – skal den kompetente administration kunne bevare en vis ret til kontrol og vurdere berettigelsen af en efterfølgende regulering af udeblivelse, der er blevet anset for ubeføjet.
56 Det er korrekt, at sagsøgeren for at begrunde den manglende anmodning om forudgående samtykke eller forudgående meddelelse til sin afdelingschef har redegjort for praktiske vanskeligheder og den iboende fortrolighed i personalerepræsentationsaktiviteterne.
57 Personaleretten skal imidlertid påpege, at Kommissionen har anført, uden at sagsøgeren har modsagt dette, at andre tjenestemænd eller ansatte i Kommissionen er i stand til at forene opgaver for den tjenestegren, de er tilknyttet, med personalerepræsentationen under overholdelse af vedtægtens artikel 60. Herudover bemærkes, at selv om det kan anerkendes, at praktiske vanskeligheder eller fortrolighedshensyn under visse omstændigheder kan forhindre personalerepræsentanter i at overholde forpligtelsen til forudgående samtykke fra (eller i det mindste og i den ovenfor i denne doms præmis 54 anførte forstand til forudgående meddelelse til) deres overordnede, at sagsøgeren i denne sag aldrig har fået forudgående samtykke fra sin afdelingschef til (eller i det mindste forudgående givet vedkommende meddelelse om) udeblivelse. Endvidere har sagsøgeren, navnlig under retsmødet, ikke henvist til noget konkret tilfælde, hvor praktiske vanskeligheder eller fortrolighedshensyn har forhindret ham i at overholde den ovennævnte forpligtelse. For så vidt især angår spørgsmålet om fortrolighed – og ud over det forhold, at adskillige oplysninger om personalerepræsentationsaktiviteter ikke er fortrolige, navnlig sted, tidsplan og deltagere i officielle møder, og at fortrolighedspligten således kun vedrører en del af aktiviteten – skal det anerkendes, at det selv ved fortrolige oplysninger stadig er muligt for en personalerepræsentant at give sin overordnede almindelige, ikke-fortrolige oplysninger, såsom et mødes omtrentlige varighed. Sagsøgerens argumentation om praktiske vanskeligheder eller fortrolighedshensyn ved udførelsen af hans personalerepræsentationsaktiviteter, hvilken argumentation i øvrigt ikke er underbygget, kan derfor under ingen omstændigheder helt fritage ham for forpligtelsen til at anmode om et forudgående samtykke fra sin afdelingschef (eller i det mindste og i den ovenfor i denne doms præmis 54 anførte forstand forudgående at give vedkommende meddelelse).
58 Herudover kan det forhold, at Eurostats administration og dermed sagsøgerens afdelingschef havde kendskab til hans personalerepræsentationsaktiviteter uden for den arbejdstid, der var beregnet til den faglige udstationering, heller ikke have den følge, at sagsøgerens adfærd er beføjet. Det forhold, at den tjenestegren, tjenestemanden er tilknyttet, har almindeligt og vagt kendskab som i denne sag til tjenestemandens personalerepræsentation, kan ikke udgøre forudgående meddelelse i den i denne doms præmis 54 omhandlede forstand og i endnu mindre grad forudgående samtykke fra den overordnede.
59 Selv om sagsøgeren i en skrivelse af 3. november 2006 til sin afdelingschef foreslog, at »personalerepræsentationen« iværksatte en kontrol af hans udeblivelser, var denne kontrol i øvrigt ikke hensigtsmæssig i en sag som den foreliggende. Det er nemlig ubestridt, at sagsøgeren tilhører to hierarkiske strukturer: Den første er personalerepræsentationens vedrørende de aktiviteter, hvor han repræsenterer fagforeningen, den anden er Eurostats i forbindelse med sagsøgerens tilknytning til denne tjenestegren. Selv om personalerepræsentationen imidlertid har kompetence til at udøve kontrol med sagsøgerens udeblivelser i forbindelse med hans faglige udstationering, gælder det samme ikke for hans udeblivelser, der vedrører den arbejdstid, han skal bruge i den tjenestegren, han er tilknyttet, for hvilke Eurostat har enekompetence.
60 Endelig kan det forhold, dels at (således som sagsøgeren anførte under retsmødet, og såfremt det antages, at dette er tilfældet) hovedparten af de personalerepræsentanter, der ikke er udstationeret, bruger mindre tid på personalerepræsentationen, mens andre personer, heriblandt sagsøgeren, udfører vigtige og nødvendige opgaver i form af forberedelse og hensigtsmæssig afvikling af PU’s møder, dels at sagsøgerens fravær ikke er af privat art, men følger af udførelsen af personalerepræsentationsaktiviteter, ikke svække Rettens standpunkt.
61 Det følger af ovenstående betragtninger, at Eurostats administrations nedsættelse af sagsøgerens feriedage i denne sag ikke strider mod vedtægtens artikel 60.
62 Det samme gælder for de andre bestemmelser, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for det første anbringende og for, at der skulle foreligge en hindring af fagforeningsfriheden. Dette er navnlig tilfældet med den påståede tilsidesættelse af vedtægtens artikel 57, som sagsøgeren har påberåbt sig, idet denne artikel blot fastsætter tjenestemænds ret til ferie, hvilken ret sagsøgeren ikke er blevet nægtet i denne sag. Vedtægtens artikel 59 vedrører tjenestemænd, der er forhindret i at udføre deres arbejde efter sygdom eller ulykke, men det omtvistede spørgsmål i denne sag er nedsættelsen af ferierettigheder, hvilket ikke vedrører sådanne tilfælde. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke fremsat nogen selvstændig argumentation vedrørende den påståede tilsidesættelse af disse to sidstnævnte artikler. Endvidere kan der hverken af ligestillingen mellem PU-medlemmernes arbejde med de tjenester, der skal sikres i deres institution (som anført i artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten), af forbuddet mod, at institutionerne på nogen måde skader personalerepræsentanterne (som nævnt i artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten og i rammeaftalens artikel 1, stk. 2) eller af selve begrebet fagforeningsfrihed, som sagsøgeren har påberåbt sig, udledes en almindelig ret for personalerepræsentanterne til at udeblive fra deres arbejdsplads i den tjenestegren, de er tilknyttet, uden forudgående samtykke fra (eller i det mindste og i den ovenfor i denne doms præmis 54 anførte forstand forudgående meddelelse til) deres overordnede og til ikke at bruge nogen arbejdstid i den tjenestegren, de er tilknyttet. Dette gælder i endnu højere grad, når udeblivelserne omfatter en væsentlig del af, eller endog hele, deres arbejdstid, og det ikke engang er blevet påstået og endnu mindre bevist, at administrationen havde afvist at tildele den pågældende de nødvendige midler til at udøve vedkommendes repræsentationsarbejde.
63 De konklusioner, som Retten er nået til i denne doms præmis 61 og 62, gælder ligeledes for de feriedage, der blev fratrukket for de tjenesterejser, sagsøgeren tog på i 2007 til Bruxelles for den faglige repræsentation, nemlig den 30. januar, den 14. februar, den 2. og den 22. marts, den 28. juni samt den 12., den 18. og den 26. juli. Selv om disse udeblivelser er forbundet med de nævnte tjenesterejser, var sagsøgeren forpligtet til at anmode sin afdelingschef i Eurostat om forudgående samtykke (eller i det mindste og i den ovenfor i denne doms præmis 54 anførte forstand forudgående meddelelse til sidstnævnte), og dette så meget desto mere, som der ved programsatte officielle møder ikke kan være problemer af den art, der er redegjort for i denne doms præmis 57, nemlig praktiske vanskeligheder eller en fortrolighedspligt.
64 Hvis det endvidere for hver tjenesterejse, sagsøgeren tog på til Bruxelles for den faglige repræsentation, var beføjet, at han brugte en hel arbejdsdag og dermed, eftersom han kun var fagligt udstationeret med 50%, overskred den arbejdstid, som han kunne bruge på sådanne aktiviteter, burde han imidlertid have kompenseret for en sådan situation ved for hver dag, han var på tjenesterejse til Bruxelles, at have arbejdet en hel dag i den Eurostatafdeling, han var tilknyttet. Der er i alle tilfælde kun tale om et klagepunkt vedrørende nedsættelsen med fire feriedage på grund af otte dages tjenesterejse til Bruxelles for fagforeningsrepræsentationen. I den i de anfægtede afgørelser omhandlede periode foretog Eurostat imidlertid ingen nedsættelse af feriedagene for de dage, hvor sagsøgeren var sygemeldt på halv tid og dermed ikke kunne bruge noget af sin arbejdstid i den tjenestegren, han var tilknyttet. Eurostats administration godtog nemlig, at sagsøgeren i de dage (jf. denne doms præmis 26) brugte de resterende 50% af sin arbejdstid i personalerepræsentationen, selv om, således som Kommissionen anførte i svaret på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, Eurostat på dette grundlag havde kunnet nedsætte sagsøgerens feriedage (med et større antal dage end dem, der blev fratrukket for tjenesterejsedage til Bruxelles), og mente i øvrigt at være berettiget til at gøre det, »hvis Retten ikke skulle følge [Kommissionens] argumenter«. Det fremgår ligeledes af sagsøgerens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, at Eurostat ikke havde fratrukket en eneste dag fra sagsøgerens ferierettigheder for den periode (der ikke er omhandlet i de anfægtede afgørelser), hvor han var sygemeldt på halv tid, nemlig fra den 19. september til den 21. december 2007, selv om han udelukkende havde brugt sin arbejdstid på den vedtægtsmæssige repræsentation og den faglige repræsentation af personalet.
65 Det følger heraf, at dette anbringende skal forkastes som ugrundet.
Anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og reglen patere legem quam ipse fecisti
66 Ifølge fast retspraksis udstrækker retten til at påberåbe sig beskyttelsen af den berettigede forventning sig til alle borgere, der kan støtte ret på præcise, ubetingede og overensstemmende forsikringer fra administrationens side (dom afsagt af Retten i Første Instans den 27.2.1996, sag T-235/94, Galtieri mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 129, præmis 63 og 65, og den 16.3.2005, sag T-329/03, Ricci mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 69, og II, s. 315, præmis 79, Rettens dom af 21.2.2008, sag F-4/07, Skoulidi mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 79, og af 4.11.2008, sag F-126/07, Van Beers mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 70).
67 Selv om det i denne sag antages, at Eurostats passivitet i 2005 og 2006 hvad angår sagsøgerens vedvarende udeblivelser fra den tjenestegren, han var tilknyttet, i den i ovennævnte retspraksis omhandlede forstand ligestilles med »præcise, ubetingede og overensstemmende forsikringer« fra administrationens side, idet den havde tolereret, dels at den pågældende gennemførte personalerepræsentationsaktiviteter uden at udføre noget arbejde i den afdeling, han var tilknyttet, dels at han blev fritaget for forpligtelsen til forudgående samtykke fra (eller i det mindste og i den ovenfor i denne doms præmis 54 anførte forstand forudgående meddelelse til) afdelingschefen, gælder en sådan konstatering i alle tilfælde kun, indtil sagsøgeren fik tilsendt notatet af 27. september 2006 eller, senest, notatet af 16. januar 2007. Sagsøgerens afdelingschef anmodede ham nemlig ved disse notater om fremover at møde på arbejde i 50% af arbejdstiden og at udføre de opgaver, der er tilknyttet arbejdet, og anførte dernæst, at en fuldstændig udeblivelse fra arbejde i den afdeling, sagsøgeren er tilknyttet, ikke var i overensstemmelse med vedtægten og dermed var ubeføjet, eftersom sagsøgeren ikke formelt var udstationeret, og anmodede endelig sagsøgeren om på forhånd at meddele ham enhver udeblivelse med henblik på at indgå en forudgående aftale. Herudover erklærede sagsøgerens afdelingschef i notatet af 27. september 2006, at dette notats indhold »[var] med forbehold af de eventuelle konsekvenser, der kan drages af den manglende tilstedeværelse [på sagsøgerens] arbejdsplads og den manglende udførelse af arbejde i perioden fra [sagsøgerens] tilknytning til [a]fdeling E.5«.
68 Fra modtagelsen af disse notater og derefter, nemlig i den i de anfægtede afgørelser omhandlede periode, kunne sagsøgeren således ikke gøre nogen som helst forsikring gældende, som Eurostats administration angiveligt havde givet ham, og endnu mindre en berettiget forventning i den i den i denne doms præmis 66 omhandlede retspraksis’ forstand, og heller ikke nogen ret til opretholdelse af den situation, der eksisterede i 2005 og 2006.
69 Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at selv om Eurostats fortolkning og iværksættelse af de relevante regler i vedtægten ikke har været konsekvent og vedvarende i denne sag, og administrationens adfærd over for sagsøgeren ikke altid har været klar og sammenhængende, er det ikke desto mindre således, at Eurostat har handlet omhyggeligt derved, at sagsøgeren i notaterne af 27. september 2006 og af 16. januar 2007 fik meddelelse om sin forpligtelse til fremover at møde på arbejde i Eurostat, om sine udeblivelsers ubeføjede karakter i henhold til vedtægten og om nødvendigheden af forudgående samtykke til og meddelelse om udeblivelse.
70 For så vidt angår klagepunkterne vedrørende Kommissionens forpligtelse til i medfør af princippet pacta sunt servanda at overholde bestemmelserne i vedtægtens artikel 57, 59 og 60, artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten og rammeaftalens artikel 1, stk. 2, og med forbehold for det forhold, at der er tale om Kommissionens forpligtelse til at overholde disse bestemmelser, og at ansættelsesforbindelsen mellem sagsøgeren og administrationen er vedtægtsmæssig og ikke kontraktuel, skal det fastslås, at på baggrund af de betragtninger, der er redegjort for i forbindelse med det første anbringende, skal dette anbringende ligeledes forkastes.
71 Anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og reglen patere legem quam ipse fecisti skal derfor forkastes som ugrundet.
Sagens omkostninger
72 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Retten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
73 Sagsøgeren har tabt denne sag. Da det ikke findes rimeligt at anvende procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges sagsøgeren at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) Giorgio Lebedef betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. juli 2009.
W. Hakenberg | | S. Gervasoni |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
Denne afgørelse samt de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er nævnt heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, er tilgængelige på Domstolens hjemmeside: www.curia.europa.eu