Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wiesbaden (Tyskland) den 27. maj 2020 – OC mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-222/20)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Verwaltungsgericht Wiesbaden
Parter i hovedsagen
Sagsøger: OC
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 21 TEUF og artikel 67, stk. 2, TEUF fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som ved anvendelse af fravigelsesmuligheden i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/681 1 om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, også for flyvninger inden for Den Europæiske Union bestemmer, at luftfartsselskaber uden undtagelse skal videregive omfattende oplysninger om alle passagerer til de passageroplysningsenheder, som er oprettet af medlemsstaterne, og at oplysningerne her – med undtagelse af reservation af en flyrejse – uden anledning skal opbevares og anvendes med henblik på automatisk sammenholdelse med databaser og mønstre og herefter opbevares (her § 2, stk. 3, i Gesetz über die Verarbeitung von Fluggastdaten zur Umsetzung der Richtlinie EU 2016/681 (lov om behandling af passageroplysninger til gennemførelse af direktiv (EU) 2016/281) af 6.6.2017 [BGBl. I, s. 1484], som ændret ved denne lovs artikel 2 af 6.6.2017 [BGBl. I S. 1484], herefter »lov om passageroplysninger«)?
Følger det af artikel 7 og 8 i chartret om grundlæggende rettigheder, at den nationale gennemførelseslovgivning (her § 4, stk. 1, i lov om passageroplysninger) af artikel 3, nr. 9), i PNR-direktivet, sammenholdt med bilag II hertil, udtømmende og udtrykkeligt skal opregne de strafferetlige bestemmelser af national relevans, som de i PNR-direktivet nævnte overtrædelser vedrører?
Skal artikel 7 og 8 i chartret om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning i en medlemsstat (her § 6, stk. 4, i lov om passageroplysninger), som gør det muligt for myndighederne i den pågældende medlemsstat, når de varetager retshåndhævende opgaver, også at behandle de videregivne PNR-oplysninger med henblik på andre formål end at forhindre, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, hvis oplysningerne også ved inddragelse af yderligere informationer giver anledning til mistanke om en anden konkret overtrædelse?
Er fravigelsesmuligheden i PNR-direktivets artikel 2, stk. 1, som muliggør en national lovgivning, hvorefter PNR-direktivet også finder anvendelse på flyvninger inden for Den Europæiske Union (her § 2, stk. 3, i lov om passageroplysninger), og som medfører, at PNR-oplysninger på europæisk plan indsamles dobbelt (start- og bestemmelseslandet indsamler PNR-oplysninger), under hensyntagen til princippet om dataminimering forenelig med artikel 7 og 8 i chartret om grundlæggende rettigheder?
Såfremt PNR-direktivet ikke tilsidesætter en trinhøjere regel (jf. Verwaltungsgericht Wiesbaden (forvaltningsdomstolen i Wiesbaden), dom af 13.5.2020, Az. 6 K 805/19.WI) og dermed finder anvendelse:
a) Skal PNR-direktivets artikel 7, stk. 4 og 5, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning i en medlemsstat (her § 6, stk. 4, i lov om passageroplysninger), som gør det muligt for myndighederne i den pågældende medlemsstat, når de varetager retshåndhævende opgaver, også at behandle de videregivne PNR-oplysninger med henblik på andre formål end at forhindre, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, hvis oplysningerne også ved inddragelse af yderligere informationer giver anledning til mistanke om en anden konkret overtrædelse (såkaldt bifangst)?
b) Er en medlemsstats praksis med at optage en myndighed (her Bundesamt für Verfassungsschutz (forbundsmyndigheden for efterretningstjenesten)), der i henhold til national lovgivning (her § 5, stk. 1, sammenholdt med § 3, stk. 1, i Gesetz über die Zusammenarbeit des Bundes und der Länder in Angelegenheiten des Verfassungsschutzes und das Bundesamt für Verfassungsschutz (lov om samarbejdet mellem forbund og delstater i forhold vedrørende efterretningstjenesten og om forbundsmyndigheden for efterretningstjenesten)) på grund af et nationalt krav om adskillelse ikke har politimæssige beføjelser, på listen over de kompetente myndigheder som omhandlet i PNR-direktivets artikel 7, stk. 1, forenelig med PNR-direktivets artikel 7, stk. 2?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/681 af 27.4.2016 om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet (EUT 2016, L 119, s. 132).