Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep Antwerpen (Belgien) den 15. juni 2020 – FN mod Universiteit Antwerpen, Vlaamse Autonome Hogeschool Hogere Zeevaartschool, PB, ZK, NG, ZN og UM

(Sag C-265/20)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep Antwerpen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: FN

Sagsøgte: Universiteit Antwerpen, Vlaamse Autonome Hogeschool Hogere Zeevaartschool, PB, ZK, NG, ZN og UM

Præjudicielle spørgsmål

Er Rådets direktiv 1999/70/EF 1 af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, Rådets direktiv 97/81/EF 2 af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS og det almindelige EU-retlige forbud mod forskelsbehandling til hinder for et offentligretligt universitets fortolkning og anvendelse af en national ordning, hvorefter selvstændigt akademisk personale med et fuldtidsprogram udnævnes fast, og personale med et deltidsprogram enten kan »udnævnes endeligt« eller »ansættes midlertidigt for perioder på højst seks år, der kan forlænges«

ifølge hvilken fortolkning og anvendelse en professor, der er pålagt faste undervisningsopgaver, forskning, formandskabet i et videnskabeligt institut og samfundsmæssige opgaver på grundlag af »skønsfriheden« har været ansat i tyve år i henhold til tyve på hinanden følgende kortvarige arbejdskontrakter og vedtægtsmæssige ansættelser på fra et til tre år, mens alle hans kolleger med tilsvarende opgaver var udnævnt endeligt og fast og på fuldtid?

ifølge hvilken fortolkning og anvendelse dette universitet i sin personalevedtægt kun har fastsat en almindelig minimumsgrænse for ansættelse på 50% for at komme i betragtning til fastansættelse, men ikke noget kriterium, på grundlag af hvilket de for 50% eller derover beskæftigede deltidsansatte medlemmer af personalet kan udnævnes fast eller midlertidigt?

ifølge hvilken fortolkning og anvendelse dette universitet på grundlag af en ubegrænset skønsfrihed tildeler ansættelsesprocentsatser uden objektive kriterier og uden anvendelse af nogen objektive metoder til beregning af arbejdsbyrden?

ifølge hvilken fortolkning og anvendelse dette universitet i tyve år kendeligt har behandlet en midlertidig og deltidsansat professor på en vilkårlig og diskriminerende måde, når hans ansættelse på grundlag af universitetets skønsfrihed pludseligt ikke længere fornyes, og han nægtes ret til at påberåbe sig de tidligere ensidigt pålagte ansættelsesvilkår, fordi han angiveligt »accepterede« dem ved at udføre de ham pålagte opgaver, således at han mister sin beskyttelse efter EU-retten?

____________

1     EFT 1999, L 175, s.43.

2     EFT 1998, L 14, s. 9.