DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
28. november 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – retligt samarbejde i straffesager – direktiv (EU) 2016/343 – styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager – artikel 6 – bevisbyrde – opretholdelse af en tiltalt persons varetægtsfængsling«
I sag C-653/19 PPU,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) ved afgørelse af 4. september 2019, indgået til Domstolen den 4. september 2019, i straffesagen mod
DK
procesdeltager:
Spetsializirana prokuratura,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne M. Safjan, L. Bay Larsen (refererende dommer), C. Toader, og N. Jääskinen,
generaladvokat: G. Pitruzzella,
justitssekretær: kontorchef M. Aleksejev,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. november 2019,
efter at der er afgivet indlæg af:
– DK ved advokati D. Gochev, I. Angelov og I. Yotov,
– Europa-Kommissionen ved R. Troosters og Y. Marinova, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 19. november 2019,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1) og af artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod DK og vedrører opretholdelsen af hans varetægtsfængsling.
Retsforskrifter
EU-retten
3 16. og 22. betragtning til direktiv 2016/343 har følgende ordlyd:
»(16) Der vil foreligge en krænkelse af uskyldsformodningen, hvis der i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder eller i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, henvises til en mistænkt eller tiltalt som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. […] Dette bør […] ikke berøre de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller på elementer af belastende beviser, såsom afgørelser om varetægtsfængsling, forudsat at sådanne afgørelser ikke henviser til den mistænkte eller tiltalte som skyldig. […]
[…]
(22) Bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden, og enhver tvivl bør komme den mistænkte eller tiltalte til gode. Der foreligger en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, hvis bevisbyrden overgår fra anklagemyndigheden til forsvaret, uden at dette berører domstolens eventuelle beføjelser til af egen drift at bringe sagens faktiske omstændigheder på det rene, dommerstandens fulde uafhængighed ved bedømmelsen af, om den mistænkte eller tiltalte er skyldig, og anvendelsen af faktiske eller retlige formodninger om strafansvaret for en mistænkt eller tiltalt. […]«
4 Direktivets artikel 2, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer:
»Dette direktiv finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.«
5 Følgende fremgår af nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Uskyldsformodning«:
»Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven.«
6 Samme direktivs artikel 4, stk. 1, med overskriften »Offentlige henvisninger om skyld« bestemmer:
»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en mistænkt eller tiltalt i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. Dette berører ikke handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser.«
7 Artikel 6 i direktiv 2016/343 med overskriften »Bevisbyrde« har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Dette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.
2. Medlemsstaterne sikrer, at enhver tvivl om skyldsspørgsmålet kommer den mistænkte eller tiltalte til gode, herunder når domstolen bedømmer, hvorvidt den pågældende person bør frifindes.«
Bulgarsk ret
8 Artikel 270 i Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) bestemmer:
»(1) Spørgsmålet om ophævelse af tvangsforanstaltningen kan rejses på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af retssagen. En ny anmodning vedrørende tvangsforanstaltningen kan indgives til den kompetente retsinstans, hvis omstændighederne har ændret sig.
(2) Retten træffer afgørelse ved kendelse i offentligt retsmøde.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
9 DK er anklaget for at tilhøre en organiseret kriminel gruppe og for at have begået et drab.
10 I forbindelse med den straffesag, der er blevet indledt mod ham vedrørende disse anklagepunkter, blev DK varetægtsfængslet den 11. juni 2016.
11 Den 9. november 2017 blev DK fremstillet for Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) med henblik på domfældelse.
12 Siden den 5. februar 2018 har DK indgivet syv anmodninger om løsladelse, som alle er blevet afvist i første instans eller ved appel med den begrundelse, at de argumenter, han havde fremført, ikke var tilstrækkeligt overbevisende, henset til de krav, der er opstillet i national ret.
13 I det retsmøde, der blev afholdt for Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) den 4. september 2019, fremsatte DK en ny anmodning om løsladelse.
14 Den forelæggende ret har anført, at det følger af den bulgarske lovgivning, at når en person, der er blevet varetægtsfængslet med henblik på domfældelse, fremstilles for en domstol, skal denne retsinstans først foretage en prøvelse af, om varetægtsfængslingen er begrundet. Hvis retsinstansen finder, at nævnte fængsling er lovlig, vil frihedsberøvelsen fortsætte uden begrænsning af dens varighed, og uden at den efterfølgende vil blive efterprøvet ex officio igen. Løsladelse af den tilbageholdte person indrømmes kun, hvis sidstnævnte indgiver anmodning derom og beviser, at der foreligger nye omstændigheder, som begrunder vedkommendes løsladelse.
15 Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) har anført, at henset til de krav, der er opstillet i den bulgarske lovgivning, således som denne fortolkes i national retspraksis, er det usandsynligt, at det vil lykkes DK at føre et sådant bevis og således godtgøre en ændring af omstændighederne, der begrunder hans løsladelse.
16 Denne retsinstans nærer imidlertid tvivl om, hvorvidt den bulgarske lovgivning er i overensstemmelse med artikel 6 i og 22. betragtning til direktiv 2016/343, for så vidt som disse bestemmelser kan fortolkes således, at de kræver, at anklagemyndigheden pålægges bevisbyrden for, at opretholdelsen af den berørte persons varetægtsfængsling er begrundet, og således at de kun tillader formodninger om, at varetægtsfængslingen er begrundet, hvis disse formodninger står i rimeligt forhold til det tilstræbte mål og tager hensyn til retten til forsvar.
17 I øvrigt bør der tages hensyn til de rettigheder, der sikres ved chartrets artikel 6 og 47. For så vidt angår navnlig artikel 6, som svarer til artikel 5 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 1950 i Rom, følger det bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. august 2019, Magnitskiy m.fl. mod Rusland (CE:ECHR:2019:0827JUD003263109), at det strider mod denne konventions artikel 5, stk. 3, at opstille en formodning om, at opretholdelsen af en persons varetægtsfængsling er lovlig.
18 På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er en national lovgivning, som i den retslige fase af straffesagen gør det til en betingelse for, at forsvarets begæring om ophævelse af varetægtsfængslingen af den tiltalte kan tages til følge, at omstændighederne har ændret sig, i overensstemmelse med artikel 6 i og 22. betragtning til direktiv 2016/343 samt [chartrets] artikel 6 og 47 […]?«
Om hasteproceduren
19 Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement.
20 Denne retsinstans har til støtte for denne anmodning anført, at DK har været varetægtsfængslet siden den 11. juni 2016, og at bedømmelsen af hans anmodning om løsladelse afhænger af det svar, der gives på spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for en fordeling af bevisbyrden som den, der er fastsat ved den bulgarske lovgivning på området.
21 I denne henseende skal det for det første fremhæves, at nærværende præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af direktiv 2016/343, som henhører under bestemmelserne i afsnit V i tredje del af EUF-traktaten om området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne forelæggelse kan derfor undergives den præjudicielle hasteprocedure.
22 Hvad for det andet angår kriteriet om den hastende karakter skal der i henhold til Domstolens praksis tages hensyn til den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede person på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet, og at hans fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen (dom af 28.7.2016, JZ, C-294/16 PPU, EU:C:2016:610, præmis 29, og af 19.9.2018, Milev, C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 35).
23 Det fremgår i den foreliggende sag af forelæggelsesafgørelsen og af det svar, den forelæggende ret gav den 13. september 2019 på Domstolens anmodning om oplysninger, samt af de supplerende oplysninger, som den forelæggende ret fremsendte til Domstolen den 25. og den 27. september 2019, at DK på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet, og at den forelæggende ret skal træffe afgørelse om opretholdelsen af sidstnævntes varetægtsfængsling på grundlag af Domstolens afgørelse, og at sidstnævntes svar på det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, kan have umiddelbare følger for bedømmelsen af den anmodning om løsladelse, som DK har indgivet.
24 Under disse omstændigheder har Domstolens Første Afdeling den 1. oktober 2019 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.
Om det præjudicielle spørgsmål
25 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6 i direktiv 2016/343, sammenholdt med 22. betragtning til direktivet, og chartrets artikel 6 og 47 er til hinder for en national lovgivning, som betinger en varetægtsfængslet persons løsladelse af, at den pågældende godtgør, at der foreligger nye omstændigheder, der begrunder denne løsladelse.
26 Artikel 2 i direktiv 2016/343 bestemmer, at direktivet finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.
27 Dette direktiv finder således anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en national retsinstans skal træffe afgørelse om lovligheden af opretholdelsen af varetægtsfængsling af en person, der retsforfølges for at have begået en strafbar handling (jf. i denne retning dom af 19.9.2018, Milev, C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 40).
28 Det bemærkes imidlertid, at under hensyn til den minimumsharmonisering, der forfølges med dette direktiv, kan direktivet ikke fortolkes som værende et fuldstændigt og udtømmende instrument, som har til formål at fastsætte samtlige betingelser for vedtagelsen af en afgørelse om varetægtsfængsling (dom af 19.9.2018, Milev, C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 47, og kendelse af 12.2.2019, RH, C-8/19 PPU, EU:C:2019:110, præmis 59).
29 Ganske vist kræver dette direktivs artikel 3 og 4, at en afgørelse om varetægtsfængsling truffet af en retslig myndighed ikke omtaler den pågældende person som skyldig (jf. i denne retning dom af 19.9.2018, Milev, C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 43 og 44, og kendelse af 12.2.2019, RH, C-8/19 PPU, EU:C:2019:110, præmis 51).
30 Derimod fremgår det af Domstolens praksis, at den grad af overbevisning, som den retsinstans, der skal træffe en sådan afgørelse, skal have vedrørende den strafbare handlings gerningsmand, den måde, hvorpå de forskellige beviselementer skal undersøges, og omfanget af den begrundelse, som denne retsinstans skal give som svar på de argumenter, der er fremsat for den, ikke er reguleret i direktiv 2016/343, men alene henhører under national ret (jf. i denne retning dom af 19.9.2018, Milev, C-310/18 PPU, EU:C:2018:732, præmis 48).
31 For så vidt angår dette direktivs artikel 6, stk. 1, regulerer den fordelingen af »bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld«. Nævnte direktivs artikel 6, stk. 2 bestemmer, at »enhver tvivl om skyldsspørgsmålet kommer den mistænkte eller tiltalte til gode«.
32 Det følger i denne henseende af artikel 4 i direktiv 2016/343, at dette sondrer mellem retsafgørelser, der omhandler skyldsspørgsmålet, som nødvendigvis vedrører straffesagens udfald, og andre proceduremæssige handlinger, såsom handlinger fra anklagemyndigheden og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art.
33 Den henvisning til fastslåelse af »skyld«, som er indeholdt i artikel 6, stk. 1 og 2, i direktiv 2016/343, skal derfor forstås således, at den indebærer, at denne bestemmelse kun har til formål at regulere fordelingen af bevisbyrden ved vedtagelsen af retsafgørelser, der omhandler skyldsspørgsmålet.
34 Denne fortolkning understøttes, som generaladvokaten har anført i punkt 31 i forslaget til afgørelse, af en sammenligning af 16. og 22. betragtning til direktiv 2016/343. Dels vedrører denne 16. betragtning en beskyttelse af uskyldsformodningen i forbindelse med de handlinger, der reguleres ved dette direktivs artikel 4, nemlig offentlige udtalelser fra myndigheder og proceduremæssige handlinger, der foretages, før den mistænkte persons skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Denne betragtning henviser specifikt til den ordning, der gælder for foreløbige proceduremæssige afgørelser. Dels henviser nævnte 22. betragtning, som vedrører fordelingen af bevisbyrden, der reguleres af nævnte direktivs artikel 6, ikke til sådanne afgørelser, men omhandler udelukkende den procedure, hvorved den mistænkte persons skyld godtgøres.
35 En retsafgørelse, der alene har opretholdelse af en tiltalt persons varetægtsfængsling som genstand, er udelukkende rettet mod at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt denne person, henset til alle de relevante omstændigheder, skal eller ikke skal løslades, uden at der træffes afgørelse om, hvorvidt denne person er skyldig i den overtrædelse, som han anklages for.
36 Det fremgår i øvrigt af den retspraksis, der nævnes i denne doms præmis 29, at artikel 3 og 4 i direktiv 2016/343 ikke er til hinder for, at en sådan afgørelse henviser til den tiltalte person som skyldig.
37 Denne afgørelse kan således ikke kvalificeres som en retsafgørelse, der omhandler skyldsspørgsmålet, som omhandlet i dette direktiv.
38 Det skal derfor fastslås, at nævnte direktivs artikel 6 ikke finder anvendelse i den procedure, der fører til vedtagelsen af en sådan afgørelse, således at fordelingen af bevisbyrden i forbindelse med denne procedure alene henhører under national ret.
39 Denne konklusion drages ikke i tvivl af præmis 56 i kendelse af 12.2.2019, RH (C-8/19 PPU, EU:C:2019:110). Selv om Domstolen således i denne præmis nævnte artikel 6 i direktiv 2016/343, fremgår det af denne kendelses præmis 57, at Domstolen dermed alene tilsigtede at gengive den sammenhæng, som dette direktivs artikel 4 indgår i, med henblik på at fastslå, at den type af begrundelse, som den nationale lovgivning pålagde i den sag, der gav anledning til denne kendelse, ikke kunne ligestilles med, at der blev henvist til den mistænkte eller den strafforfulgte person som skyldig som omhandlet i denne artikel 4, uden at Domstolen i øvrigt udtalte sig om anvendeligheden af dette direktivs artikel 6 i en procedure, der fører til vedtagelsen af en afgørelse om varetægtsfængsling.
40 For så vidt angår chartrets artikel 6 og 47, må det i øvrigt fastslås, at chartrets bestemmelser i henhold til dettes artikel 51, stk. 1, kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten.
41 Da fordelingen af bevisbyrden i forbindelse med en procedure som den i hovedsagen omhandlede ikke er reguleret af EU-retten, finder chartrets bestemmelser, herunder dets artikel 6 og 47, ikke anvendelse i forhold til nationale bestemmelser, der fastsætter denne fordeling (jf. analogt dom af 7.3.2017, X og X, C-638/16 PPU, EU:C:2017:173, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
42 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 6 i direktiv 2016/343 og chartrets artikel 6 og 47 ikke finder anvendelse i forhold til en national lovgivning, som betinger en varetægtsfængslet persons løsladelse af, at den pågældende godtgør, at der foreligger nye omstændigheder, der begrunder denne løsladelse.
Sagsomkostninger
43 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager samt artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder finder ikke anvendelse i forhold til en national lovgivning, som betinger en varetægtsfængslet persons løsladelse af, at den pågældende godtgør, at der foreligger nye omstændigheder, der begrunder denne løsladelse.
Underskrifter