Language of document :

Sag anlagt den 26. april 2006 - C mod Kommissionen

(Sag F-44/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: C (Bruxelles, Belgien) (ved avocats S. Orlandi og J.-N. Louis)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 13. juni 2005 om afvisning af at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af den af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagte dom af 23. november 2004 i sag T-376/02, O mod Kommissionen 1.

Annullation af den af direktøren for GD ADMIN/C "socialpolitik, ansatte i Luxembourg, sundhed, hygiejne" trufne afgørelse af 23. februar 2006 om at pensionere sagsøgeren og tildele ham en i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 78, stk. 2, fastsat invalidepension, med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2002.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb, der efter billighed fastsættes til 15 000 EUR, som følge af en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren indgav som følge af førnævnte dom i sagen O mod Kommissionen en ansøgning om, at ansættelsesmyndigheden traf de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af nævnte dom. Ansøgningen blev afvist, og sagsøgeren indgav derfor en klage, som efterfølgende blev delvist afvist ved afgørelse af 11. januar 2006. Ansættelsesmyndigheden traf dernæst en ny afgørelse af 23. februar 2006 om at pensionere sagsøgeren og tildele ham en i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 78, stk. 2, fastsat invalidepension, med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2002.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet først anført, at sidstnævnte afgørelse ikke udgør en fuldstændig opfyldelse af førnævnte dom, idet den ikke bevirker, at sagsøgeren genindsættes i den retsstilling, han havde forud for vedtagelsen af den afgørelse, som Retten annullerede.

Desuden tilsidesætter afgørelsen af 23. februar 2006 vedtægtens artikel 53, som foreskriver, at en tjenestemand, hvis han efter Invaliditetsudvalgets mening opfylder de i vedtægtens artikel 78 fastsatte betingelser, skal afskediges med pension uden ansøgning den sidste dag i den måned, i hvilken ansættelsesmyndigheden har fastslået, at tjenestemanden er endelig uarbejdsdygtig og ikke kan udøve sit hverv.

Sagsøgeren har endelig anført, at princippet om overholdelse af en rimelig frist er tilsidesat, idet afgørelsen af 23. februar blev vedtaget femten måneder efter afsigelsen af førnævnte dom.

____________

1 - Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1595.