RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

af 13. juni 2012

Sag F-63/11

Luigi Macchia

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – midlertidigt ansatte – undladelse af at forlænge en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skøn – omsorgspligt – artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – artikel 4 i den af generaldirektøren for OLAF trufne afgørelse af 30. juni 2005 vedrørende den nye politik på området for ansættelse og beskæftigelse af midlertidigt ansatte i OLAF – maksimal varighed af kontrakter som midlertidigt ansat«

Angående: Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder Luigi Macchia navnlig nedlægger påstand om annullation af den af generaldirektøren for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) trufne stiltiende afgørelse af 12. august 2010 om afslag på at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat.

Udfald:      Den af generaldirektøren for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) trufne afgørelse af 12. august 2010 om afslag på ansøgningen om forlængelse af Luigi Macchias kontrakt som midlertidigt ansat annulleres. I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgers omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål angående en stiltiende afgørelse om afslag på en ansøgning – anbringende om manglende begrundelse – hensyntagen til begrundelsen indeholdt i afgørelsen og afvisning af klage

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 46)

2.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – rækkevidde

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8 og art. 47, stk. 1, litra b)]

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – administrationens omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – rækkevidde – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11)

4.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – tidsbegrænset kontrakt ikke fornyet – domstolskontrol – rækkevidde – undersøgelsen af den ansattes situation i forhold til tjenestens interesse ikke sket forud for afgørelsen – ulovlighed

[Vilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a) og art. 8, stk. 1]

5.      Tjenestemænd – søgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – rækkevidde – annullation af en afgørelse om ikke at forny en midlertidig kontrakt – ingen erstatning i forbindelse med muligheden for med tilbagevirkende kraft at erstatte den annullerede retsakt

(Art. 266 TEUF)

1.      Henset til udviklingen af den administrative procedure, er det – når administrationens begrundelse for afvisning af en klage indeholder en begrundelse, som tydeligvis ikke fremgik af den stiltiende afvisning, som klagen var rettet imod – begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, der skal tages hensyn til ved undersøgelsen af lovligheden af den oprindelige bebyrdende retsakt, idet denne begrundelse skal anses for at supplere nævnte retsakt. Det er imidlertid lovligheden af den oprindelige bebyrdende retsakt, som undersøges, og dette henset til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen.

(jf. præmis 18 og 41)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis

2.      Selv om de midlertidigt ansatte ikke har ret til fornyelse af den tidsbegrænsede kontrakt, og selv om institutionerne råder over et vidt skøn i denne henseende, udøver Unionens retsinstanser i tilfælde af søgsmål med påstand om annullation af en retsakt, der er gennemført i henhold til denne skønsbeføjelse, ikke i mindre grad legalitetskontrol, som giver sig til udtryk på flere områder uafhængigt af, om der foreligger en formel begrundelsespligt.

Således kan Unionens retsinstanser have anledning til at kontrollere, om administrationen har baseret sin afgørelse på faktiske omstændigheder, der er urigtige eller ufuldstændige. I den forbindelse påhviler det dem at undersøge, om administrationen har udøvet sine kompetencer på effektiv vis med henblik på at fastlægge de af sagens forhold, der ligger til grund for afgørelsen, for dermed at tage alle relevante elementer i betragtning. Unionens retsinstanser kan ligeledes blive anmodet om at undersøge, om administrationen har foretaget en komplet eller konkret undersøgelse af de relevante forhold i den foreliggende sag, således at denne undersøgelse er foretaget omhyggeligt og upartisk.

Det påhviler således Unions retsinstanser at efterprøve, om administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de forhold, som den har lagt til grund med henblik på at træffe den anfægtede afgørelse. For så vidt angår tilfælde, hvor administrationen er tillagt et vidt skøn, forudsætter en godtgørelse af, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde en annullation af den afgørelse, der er truffet på grundlag af denne vurdering, imidlertid, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe, er tilstrækkelige til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for beslutningen, bliver usandsynlige.

(jf. præmis 43, 45 og 47-49)

Henvisning til:

Domstolen: 15. februar 2005, sag C-12/03 P, Kommissionen mod Tetra Laval, præmis 39; 10. juli 2008, sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, præmis 145

Retten i Første Instans: 30. november 1993, sag T-78/92, Perakis mod Parlamentet, præmis 16; 12. december 1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 59; 8. maj 2001, sag T-182/99, Caravelis mod Parlamentet, præmis 32; 17. oktober 2002, forenede sager T-330/00 og T-114/01, Cocchi og Hainz mod Kommissionen, præmis 82; 6. februar 2003, sag T-17/01, Pyres mod Kommissionen, præmis 64; 26. oktober 2004, sag T-55/03, Brendel mod Kommissionen, præmis 60; 13. juli 2006, sag T-413/03, Shandong Reipu Biochemicals mod Rådet, præmis 63; 27. september 2006, forenede sager T-44/02 OP, T-54/02 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Dresdner Bank mod Kommissionen, præmis 67; 12. februar 2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, præmis 221

Personaleretten: 7. juli 2009, sag F-54/08, Bernard mod Europol, præmis 44; 23. november 2010, sag F-8/10, Gheysens mod Rådet, præmis 75

3.      Omsorgspligten samt princippet om god forvaltningsskik medfører navnlig, at administrationen, når den træffer afgørelse om en tjenestemands eller en ansats situation, selv i forbindelse med udøvelsen af et vidt skøn, skal tage hensyn til samtlige de forhold, der kan være afgørende for dens afgørelse. Det påhviler den herved at tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til den pågældende tjenestemands eller ansattes interesse. Da institutionerne imidlertid råder over et vidt skøn ved vurderingen af tjenestens interesse, skal Unionens retsinstansers kontrol begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende institution har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har misbrugt sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde.

(jf. præmis 50)

Henvisning til:

Domstolen: 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, præmis 22; 29. oktober 1981, sag 125/80, Arning mod Kommissionen, præmis 19

Retten i Første Instans: 6. juli 1999, forenede sager T-112/96 og T-115/96, Séché mod Kommissionen, præmis 147-149; 2. marts 2004, sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, præmis 99 og 100

4.      Selv om det ikke tilkommer Unionens retsinstanser at kontrollere valget af den personalepolitik, som en institution har til hensigt at føre med henblik på udførelse af de opgaver, som den skal varetage, kan den imidlertid med føje, når den har fået forelagt en påstand om annullation af et afslag på at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat, efterprøve, om den begrundelse, som administrationen har lagt til grund, kan rejse tvivl om de kriterier og de grundlæggende vilkår, der er fastsat af lovgiver i vedtægten, og som bl.a. tilsigter at sikre kontraktansatte muligheden for i givet fald at nyde godt af en vis kontinuitet i ansættelsen. Det er sådan, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, skal forstås, idet den fastsætter, at kontrakten som midlertidigt ansat som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), kun kan fornys en gang for en bestemt tid, og at enhver senere fornyelse skal ske på ubestemt tid, hvilket netop kan forstås som præventive foranstaltninger, der har til formål at bekæmpe usikkerhed i ansættelsen. Denne fortolkning underbygges af omsorgspligten, der kræver, at den kompetente myndighed, når det drejer sig om fornyelse af en midlertidig kontrakt, navnlig undersøger, om der ikke findes en anden stilling, jf. førnævnte artikel 2, litra a), i henhold til hvilken den berørte parts kontrakt i tjenestens interesse, og henset til hovedkravene i det foreliggende tilfælde, med føje kunne være blevet forlænget.

Det følger heraf, at ansættelsesmyndigheden ikke har overholdt omsorgspligten og artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, hvis den i forbindelse med afslag på en ansøgning om forlængelse af en midlertidig kontrakt indgået i henhold til artikel 2, litra a), i de nævnte vilkår på abstrakt vis henviser til budgetmæssige muligheder og sagsøgerens fortjenester og kvalifikationer, alt imens den undlader med en individuel undersøgelse af sagsøgerens særlige situation og af de tjenester, som han ville være i stand til at yde institutionen, at undersøge, om tjenestens interesse, som den forfølger, kan forenes med en tildeling af nye opgaver og arbejdsområder til sagsøgeren og således med muligheden for en forlængelse af hans kontrakt eller tildeling af en ny kontrakt som midlertidigt ansat.

(jf. præmis 54, 60 og 61)

Henvisning til:

Domstolen: 8. marts 2012, sag C-251/11, Huet, præmis 37

Personaleretten: 9. december 2010, sag F-87/08, Schuerings mod ETF, præmis 58 og 60; 9. december 2010, sag F-88/08, Vandeuren mod ETF, præmis 59 og 60

5.      Annullation af en retsakt ved dom afsagt af Unionens retsinstanser indebærer, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen, og når retsakten allerede er gennemført, forudsætter ophævelsen af virkningerne, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden dens vedtagelse, genoprettes. I overensstemmelse med artikel 266 TEUF påhviler det i øvrigt den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.

Hvis det imidlertid drejer sig om annullation af en afgørelse om ikke at forlænge en midlertidigt ansats kontrakt, kan det under alle omstændigheder ikke udelukkes, at institutionen finder, at den igen kan vedtage en afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat efter en fuldstændig og indgående undersøgelse af sagsakterne, under hensyntagen til annullationsdommens begrundelse.

Af denne grund kan Retten ikke pålægge institutionen at udbetale løn til sagsøgeren fra det tidspunkt, hvor den ulovlige afgørelse blev truffet.

(jf. præmis 64, 66 og 67)

Henvisning til:

Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, præmis 92; 26. maj 2011, sag F-83/09, Kalmár mod Europol, præmis 88, der er genstand for en appel, som verserer for Den Europæiske Unions Ret, sag T-455/11 P