Language of document : ECLI:EU:F:2009:49

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

18. maj 2009

Sag F-66/08

Emile De Smedt m.fl.

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – løn – tillæg inden for rammerne af en skifteholds- eller turnustjeneste – tillæg til tjenestemænd, der regelmæssigt står til rådighed uden for arbejdstiden – artikel 56a og 56b i vedtægten«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Emile De Smedt og 20 andre tjenestemænd i Parlamentet har nedlagt påstand om annullation af Parlamentets individuelle afgørelser om ikke at yde sagsøgerne dels de tillæg til tjenestemænd, som arbejder inden for rammerne af en skifteholds- eller turnustjeneste, der er fastsat i vedtægtens artikel 56a, og som sagsøgerne har ret til i henhold til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1873/2006 af 11. december 2006 om ændring af forordning (EKSF, EØF, Euratom) nr. 300/76 om fastsættelse af de berettigede kategorier og af betingelserne for ydelse af tillæg samt satserne herfor, dels de tillæg til tjenestemænd, som regelmæssigt må stå til rådighed uden for arbejdstiden, der er fastsat i vedtægtens artikel 56b, og som sagsøgerne har ret til i henhold Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1945/2006 af 11. december 2006 om ændring af forordning (EKSF, EØF, Euratom) nr. 495/77 om fastsættelse af de berettigede kategorier og af betingelserne for ydelse af tillæg samt satserne herfor.

Udfald: Personaleretten har noteret sig, at sagsøgerne har frafaldet deres påstande om annullation af Parlamentets individuelle afgørelser om ikke at yde sagsøgerne tillæg til tjenestemænd, som regelmæssigt må stå til rådighed uden for arbejdstiden, jf. vedtægtens artikel 56b. Parlamentets individuelle afgørelser om ikke at yde sagsøgerne tillæg til tjenestemænd, som arbejder inden for rammerne af en skifteholds- eller turnustjeneste, jf. vedtægtens artikel 56a, annulleres. Europa-Parlamentet betaler alle sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – arbejdsvilkår – tillæg for skifteholds- eller turnustjeneste

(Tjenestemandsvedtægten, art. 56a)

En institutions individuelle afgørelser om ikke at yde tillæg til tjenestemænd, som arbejder inden for rammerne af en skifteholds- eller turnustjeneste, jf. vedtægtens artikel 56a, til tjenestemænd, som udfører en sådan tjeneste, der er påkrævet af hensyn til den telefoncentral, hvortil de er knyttet, skal annulleres, når denne tjeneste er »sædvanlig og permanent«, når nævnte institution desuden i forbindelse med tildelingen af dette tillæg ved individuelle afgørelser truffet på et tidspunkt, der ligger efter førnævnte afgørelser selv stiltiende – men klart – har erkendt, at sagsøgerne opfylder de betingelser, som artikel 56a opstiller for tildelingen heraf, og endelig når det er ubestridt, at sagsøgernes materielle arbejdsvilkår var de samme før og efter ikrafttrædelsesdatoen for de individuelle afgørelser, hvorved de blev tildelt nævnte tillæg.

I denne forbindelse kan det ikke gøres gældende, at vedtægtens artikel 56a ikke finder anvendelse med den begrundelse, at tjenestemændenes skifteholds- eller turnustjeneste ikke følger af formelle afgørelser truffet af denne institution.

Ligeledes kan den omstændighed, at de nævnte tjenestemænd ikke har overarbejdstimer og har en ugentlig arbejdstid, som er mindre end denne institutions normale arbejdstid, ikke rejse tvivl om retten til det i vedtægtens artikel 56a fastsatte tillæg. Denne bestemmelse kræver nemlig ikke, at der udføres overarbejdstimer, eller at der findes en ugentlig arbejdstid, der svarer til nævnte institutions normale arbejdstid. I alle tilfælde, og henset til de personlige og familiemæssige ulemper, som en ugentlig arbejdstid tilrettelagt med skifteholds- eller turnustjeneste medfører, er forskellen på 7,5 timer, som adskiller den normale ugentlige arbejdstid ved denne institution fra den arbejdstid, der er indført for telefoncentralen, ikke urimelig.

(jf. præmis 21-23)