Forenede sager C-354/20 PPU og C-412/20 PPU
L
og
P
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Amsterdam)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 17. december 2020
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 1, stk. 3 – artikel 6, stk. 1 – procedurer for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47, stk. 2 – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol – systemiske eller generelle mangler – begrebet »den udstedende judicielle myndighed« – hensyntagen til den udvikling, der har fundet sted efter udstedelsen af den omhandlede europæiske arrestordre – den fuldbyrdende judicielle myndigheds pligt til at foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den berørte person i tilfælde af overgivelse løber en reel risiko for tilsidesættelse af sin grundlæggende ret til en retfærdig rettergang«
1. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – princippet om gensidig anerkendelse – rækkevidde
(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, sjette betragtning samt art. 1, stk. 2, art. 3, 4, 4a og 5)
(jf. præmis 35-37 og 40)
2. Politisamarbejde – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – begrebet »den udstedende judicielle myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 – retsinstans – omfattet – systemiske eller generelle mangler med hensyn til uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat – mangler, der forelå på tidspunktet for udstedelsen af den europæiske arrestordre, eller som er indtrådt efterfølgende – betingelser for hensyntagen
(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 6, stk. 1)
(jf. præmis 38, 41-45, 48-50 og 69 samt domskonkl.)
3. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af dømte eller mistænkte personer til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol – systemiske eller generelle mangler med hensyn til uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat – mangler, der forelå på tidspunktet for udstedelsen af den europæiske arrestordre, eller som er indtrådt efterfølgende – formodning om tilsidesættelse af den nævnte ret – foreligger ikke – den fuldbyrdende judicielle myndigheds efterprøvelse – omfang – konsekvenser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 52, 53, 56-61, 63, 64 og 66-69 samt domskonkl.)
Resumé
Den omstændighed, at der for så vidt angår retsvæsenets uafhængighed i Polen foreligger forhold, der vidner om systemiske eller generelle mangler eller om en forværring heraf, begrunder ikke i sig selv, at de judicielle myndigheder i de øvrige medlemsstater afslår at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre udstedt af en polsk judiciel myndighed.
Fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udstedt af en polsk judiciel myndighed skal imidlertid afslås, hvis der, henset til den berørte persons individuelle situation, beskaffenheden af den pågældende lovovertrædelse og de faktiske omstændigheder, under hvilke udstedelsen af denne europæiske arrestordre har fundet sted, er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at denne person som følge af disse mangler løber en reel risiko for tilsidesættelse af sin ret til en retfærdig rettergang, når vedkommende overgives til disse myndigheder.
I august 2015 og februar 2019 udstedte polske retsinstanser europæiske arrestordrer mod to polske statsborgere med henblik på henholdsvis strafforfølgning og fuldbyrdelse af en frihedsstraf. Eftersom de berørte befandt sig i Nederlandene, indgav officier van justitie (repræsentant for anklagemyndigheden, Nederlandene) i overensstemmelse med nederlandsk ret anmodninger om fuldbyrdelse af disse europæiske arrestordrer til rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene).
Den nævnte retsinstans var imidlertid i tvivl om, hvorvidt den skulle efterkomme disse anmodninger. Den ønskede nærmere bestemt oplysninger om rækkevidden af dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet) (1), der var blevet afsagt i forbindelse med reformerne af det polske retsvæsen. I den nævnte dom fastslog Domstolen, at fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre undtagelsesvis kan afslås, hvis det godtgøres, at den berørte person i tilfælde af overgivelse til den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre, løber en risiko for overtrædelse af vedkommendes ret til en uafhængig domstol, hvilken ret udgør en væsentlig bestanddel af retten til en retfærdig rettergang (2). Et sådant afslag er imidlertid kun muligt efter at have foretaget en prøvelse i to trin: Efter generelt at have vurderet, om der foreligger objektive oplysninger, hvorved det kan godtgøres, at der – på grund af systemiske eller generelle mangler for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat – er en risiko for overtrædelse af denne ret, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed dernæst efterprøve, i hvilket omfang sådanne mangler kan have en konkret indvirkning på den berørte persons situation, såfremt vedkommende overgives til denne medlemsstats judicielle myndigheder.
På grund af den seneste udvikling (3), hvoraf en del havde fundet sted efter udstedelsen af de omhandlede europæiske arrestordrer, var rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) af den opfattelse, at manglerne ved det polske retsvæsen var af en sådan karakter, at samtlige polske retsinstansers uafhængighed og følgelig samtlige polske borgeres ret til en uafhængig domstol ikke længere var sikret. I denne sammenhæng ønskede den nævnte ret oplyst, om denne konstatering i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde et afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt af en polsk retsinstans, uden at det herudover var nødvendigt at efterprøve indvirkningen af disse mangler under omstændighederne i den konkrete sag.
Inden for rammerne af den præjudicielle hasteprocedure svarede Domstolens Store Afdeling benægtende, idet den bekræftede retspraksis fra dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet).
Domstolens bemærkninger
For det første fastslog Domstolen, at systemiske eller generelle mangler, der berører uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat – uanset hvor grove disse er – ikke i sig selv kan være tilstrækkelige til, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan lægge til grund, at samtlige retsinstanser i denne medlemsstat ikke er omfattet af begrebet »udstedende judicielle myndighed« af en europæisk arrestordre (4), hvilket begreb principielt indebærer, at den pågældende myndighed handler uafhængigt.
I denne henseende bemærkede Domstolen indledningsvis, at sådanne mangler ikke nødvendigvis har en indvirkning på enhver afgørelse, som disse retsinstanser skal vedtage. Dernæst anførte Domstolen, at selv om der under særlige omstændigheder kan indføres indskrænkninger i princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse, som understøtter funktionsmåden for ordningen med den europæiske arrestordre, vil den omstændighed at nægte at anse samtlige retsinstanser i den medlemsstat, som disse mangler vedrører, for »udstedende judiciel myndighed« føre til en generel udelukkelse af anvendelsen af disse principper i forbindelse med de europæiske arrestordrer, der er udstedt af disse retsinstanser. En sådan løsning ville desuden have andre vidtrækkende konsekvenser, eftersom den bl.a. ville indebære, at denne medlemsstats retsinstanser ikke længere ville kunne foretage en præjudiciel forelæggelse for Domstolen (5). Endelig fastslog Domstolen, at dens seneste praksis, hvorefter anklagemyndighederne i visse medlemsstater, henset til deres underordnelsesforhold til den udøvende magt, ikke frembød garantier om uafhængighed, der var tilstrækkelige til, at de kunne anses for »udstedende judicielle myndigheder« (6), ikke kunne overføres til medlemsstaternes retsinstanser. I en retsunion udelukker kravet om retsinstansernes uafhængighed nemlig i sagens natur ethvert forhold af denne art til den nævnte magt.
For det andet fastslog Domstolen, at den omstændighed, at der for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat foreligger systemiske eller generelle mangler eller en forværring heraf, som vidner om en risiko for tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang, ikke af den grund gør det muligt at antage (7), at den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, reelt løber en sådan risiko i tilfælde af overgivelse. Domstolen opretholdt således det krav om en prøvelse i to trin, der var blevet fastslået i dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet), og anførte, at konstateringen af disse mangler ganske vist skal tilskynde den fuldbyrdende judicielle myndighed til at udvise omhu, men ikke kan fritage den fra at foretage en konkret og præcis vurdering af den pågældende risiko i overensstemmelse med det andet trin i denne prøvelse. I forbindelse med denne vurdering skal der tages hensyn til den eftersøgte persons situation, beskaffenheden af den pågældende lovovertrædelse og de faktiske omstændigheder, der udgør grundlaget for den europæiske arrestordre, såsom erklæringer fra offentlige myndigheder, der kan gribe ind i den individuelle behandling, som en konkret sag skal undergives. Domstolen bemærkede i denne henseende, at en generel suspension af ordningen med den europæiske arrestordre i forhold til en medlemsstat, hvorved det tillades at afstå fra at foretage en sådan vurdering, og hvorved det tillades automatisk at afslå fuldbyrdelsen af de af denne medlemsstat udstedte europæiske arrestordrer, kun er mulig i det tilfælde, hvor Det Europæiske Råd formelt fastslår, at den nævnte medlemsstat ikke overholder de principper, som Unionen er baseret på (8).
Domstolen præciserede desuden, at når den europæiske arrestordre er blevet udstedt med henblik på strafforfølgning, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i givet fald tage hensyn til systemiske eller generelle mangler for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat, der er indtrådt efter udstedelsen af den pågældende europæiske arrestordre, og vurdere, i hvilket omfang disse mangler kan have en indvirkning på de retsinstanser, som har kompetence i denne medlemsstat til at påkende de procedurer, som den pågældende person vil blive undergivet. I den situation, hvor en europæisk arrestordre er blevet udstedt for at få overgivet en eftersøgt person med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed efterprøve, i hvilket omfang de systemiske eller generelle mangler, der forelå i den udstedende medlemsstat på tidspunktet for udstedelsen af den europæiske arrestordre, under de givne omstændigheder har haft en indvirkning på uafhængigheden af den retsinstans i denne medlemsstat, som har afsagt den frihedsstraf eller den frihedsberøvende foranstaltning, der ønskes fuldbyrdet ved denne europæiske arrestordre.