PERSONALERETTENS DOM
(Anden Afdeling)
29. september 2011
Sag F-80/10
AJ
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – vedtægtens artikel 43 og 45 – bedømmelsesrapport – åbenbart urigtigt skøn – begrundelse«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til dens artikel 106a, hvorved AJ har nedlagt påstand bl.a. om annullation af bedømmelsesrapporten for 2008.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. AJ bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmernes skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
2. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – formål – bedømmernes forpligtelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
3. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – tilbagegang i bedømmelse i forhold til den tidligere bedømmelse – begrundelsespligt
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
4. Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – Kommissionens paritetiske bedømmelses- og forfremmelsesudvalg – foreløbige arbejdsgruppers rolle
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
5. Tjenestemænd – bedømmelse – overholdelse af retten til forsvar – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
1. Bedømmerne har et vidt skøn ved vurderingen af det arbejde, som er udført af dem, de skal bedømme. Den retslige prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af bedømmelsesrapportens indhold, er derfor begrænset til en prøvelse af, at fremgangsmåden er forskriftsmæssig, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt at der ikke foreligger en åbenbar fejlbedømmelse eller magtfordrejning. Det tilkommer således ikke Unionens retsinstanser at kontrollere velbegrundetheden af den vurdering, som administrationen har foretaget af en tjenestemands faglige kvalifikationer, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan efterprøves objektivt.
En fejl kan kun betegnes som åbenbar, når den let kan opdages på baggrund af de kriterier, som lovgiver har underlagt udøvelsen af beslutningsbeføjelsen.
Det følger heraf, at for at godtgøre, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde, at en afgørelse om forfremmelse eller en bedømmelsesrapport annulleres, forudsættes det, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremlægge, skal være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar urigtig vurdering forkastes, såfremt ‒ uanset de beviser sagsøgeren har fremført ‒ den anfægtede vurdering kan anses for at være korrekt eller gyldig.
Dette gælder i særdeleshed, når den anfægtede afgørelse er behæftet med vurderingsfejl, som samlet set kun har en mindre betydning, der ikke kan have haft en afgørende indflydelse på administrationens afgørelse.
Det bemærkes for så vidt angår især domstolsprøvelsen af vurderinger i bedømmelsesrapporter, at det er desto mere begrundet at begrænse denne prøvelse til åbenbare fejl, eftersom Unionens retsinstanser ikke direkte har kendskab til den bedømte tjenestemands forhold, og idet bedømmelsesproceduren på administrativt plan indeholder garantier, der involverer den bedømte tjenestemand, hans overordnede og et paritetisk organ.
(jf. præmis 32 og 34-37)
Henvisning til:
Domstolen: 23. november 1978, sag 56/77, Agence européenne d’intérims mod Kommissionen, præmis 20
Retten i Første Instans: 8. maj 1996, sag T-19/95, Adia interim mod Kommissionen, præmis 49; 12. december 1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 59; 6. juli 2000, sag T-139/99, AICS mod Parlamentet, præmis 39; 12. februar 2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, præmis 221; 21. maj 2008, sag T-495/04, Belfass mod Rådet, præmis 63
Personaleretten: 29. september 2009, sag F-114/07, Wenning mod Europol, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis; 23. februar 2010, sag F-7/09, Faria mod KHIM, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis; 24. marts 2011, sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet, præmis 35, der er genstand for appel for Den Europæiske Unions Ret, sag T-281/11 P
2. Bedømmelsesrapportens formål er at fremskaffe et skriftligt og formelt bevis for kvaliteten af det arbejde, som tjenestemanden har udført, således at den ikke blot er en simpel beskrivelse af de arbejdsopgaver, der er løst i den relevante periode, men også omfatter en vurdering af de menneskelige kvaliteter, som den bedømte person har udvist under udøvelsen af sit erhverv. Det følger i særdeleshed heraf, at bedømmelsesrapporten ikke har til formål at give en udtømmende beskrivelse af de præstationer, som en tjenestemand har udført i forbindelse med gennemførelsen af de arbejdsopgaver, der er forbundet med hans stilling, men ud fra afgørende elementer at fremhæve hver tjenestemands kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i tjenesten. Bedømmerens vurdering fastsættes i øvrigt ved en kontradiktorisk procedure, der netop vedrører vurderingen af præstationerne i referenceperioden. Det følger heraf, at det i princippet er tilstrækkeligt, at bedømmelsesrapporten fremhæver og vurderer de væsentligste træk ved tjenestemandens præstation, bl.a. for så vidt angår den tjenstlige indsats, kvalifikationer og adfærd i tjenesten. Med forbehold for begrundelsespligten, og såfremt bedømmelsen er klart individualiseret og ikke upersonlig, er bedømmeren ikke forpligtet til at give en detaljeret begrundelse for sin bedømmelse ved at give konkrete eksempler for at underbygge sine vurderinger.
Selv om det i øvrigt er korrekt, at bedømmeren ikke kan uddelegere kompetencen til at vurdere den bedømte tjenestemands præstationer til en tredjemand, er der intet til hinder for at tage hensyn til oplysninger, der hidrører fra officielle og troværdige partnere. Denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med enhver myndigheds forpligtelse til at udtale sig på et fuldt oplyst grundlag og efter en fuld gennemgang af sagen.
(jf. præmis 58 og 59)
Henvisning til:
Domstolen: 22. december 2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen, præmis 44
Retten i Første Instans: 12. september 2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, præmis 86; 19. november 2009, sag C-49/08 P, Michail mod Kommissionen, præmis 57
Personaleretten: 10. november 2009, sag F-93/08, N mod Parlamentet, præmis 46; 10. september 2009, sag F-139/07, van Arum mod Parlamentet, præmis 101
3. Administrationen er forpligtet til at begrunde enhver bedømmelsesrapport tilstrækkeligt og udførligt og at sætte den pågældende i stand til at fremkomme med bemærkninger til denne begrundelse, idet overholdelsen af disse krav er så meget mere påkrævet, når bedømmelsen fastslår en tilbagegang i forhold til den tidligere bedømmelse.
(jf. præmis 86)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 20. november 2007, sag T-205/04, Ianniello mod Kommissionen, præmis 94
Personaleretten: 13. december 2007, sag F-65/05, Sequeira Wandschneider mod Kommissionen, præmis 96; 21. februar 2008, sag F-19/06, Semeraro mod Kommissionen, præmis 47 og 48
4. I Kommissionens bedømmelsesprocedure har foreløbige arbejdsgrupper kun en forberedende funktion til at forberede plenarmøder for Det Paritetiske Bedømmelses- og Forfremmelsesudvalg samt til at udfærdige sammendrag af de paritetiske samarbejdsudvalgs arbejde til sidstnævnte. Det følger heraf, at kompetencen til at oprette disse enheder følger af myndighedens interne organiseringsbeføjelse, der bemyndiger den til, selv uden skriftligt retsgrundlag, at træffe passende foranstaltninger med henblik på at sikre dens interne organisation ud fra hensynet til en god forvaltning. Det bemærkes endvidere, at oprettelsen af foreløbige arbejdsgrupper ikke har ført til en delegation af kompetencer, der er tillagt ansættelsesmyndigheden i vedtægten, og at den ikke pålægger de bedømte tjenestemænd nogen forpligtelser eller tillægger dem rettigheder eller en proceduremæssig garanti.
(jf. præmis 101)
5. Selv om retten til forsvar finder anvendelse på bedømmelsesproceduren, medfører den kun, at den bedømte tjenestemand i løbet af bedømmelsesproceduren i tilstrækkeligt omfang kan gøre sit synspunkt gældende vedrørende de vurderinger, han er genstand for, før hans rapport bliver endelig.
Bedømmeren i appelleddet kan tillige høre den bedømte tjenestemands overordnede, hans bedømmer, eller pågældendes arbejdskollegaer, uden at denne høring nødvendigvis indebærer en kontradiktorisk sagsbehandling i forhold til den bedømte tjenestemand. Dette gælder så meget desto mere for så vidt angår de foreløbige arbejdsgrupper inden for et paritetisk bedømmelses- og forfremmelsesudvalg i Kommissionen, der ikke selv foretager en vurdering af den pågældendes præstationer.
(jf. præmis 108 og 109)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 20. november 2007, sag T-308/04, Ianniello mod Kommissionen, præmis 73 og 74; 18. juni 2008, sag T-164/07 P, Sundholm mod Kommissionen, præmis 28 og 29