Foreløbig udgave
RETTENS DOM (Femte Afdeling)
11. juni 2019 (*)
»Forskning og teknologisk udvikling – rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020) – indkaldelser af ansøgninger og relaterede aktiviteter i forbindelse med EFR’s arbejdsprogram for 2016 – ERCEA’s afvisning af en støtteansøgning – administrativ klage til Kommissionen – implicit afgørelse om afvisning – delvis afvisning fra realitetsbehandling – udtrykkelig afgørelse om afvisning – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse«
I sag T-478/16,
Regine Frank, Bonn (Tyskland), ved advokat S. Conrad,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved R. Lyal, L. Mantl og B. Conte, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand annullation af dels Kommissionens afgørelse af 17. juni 2016, dels af Kommissionens af 16. september 2016 om henholdsvis implicit og udtrykkelig afvisning af den administrative klage iværksat af sagsøgeren i henhold til artikel 22, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19. december 2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer (EFT 2003, L 11, s. 1),
har
RETTEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne I. Labucka (refererende dommer) og I. Ulloa Rubio,
justitssekretær: fuldmægtig N. Schall,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 31. januar 2019,
afsagt følgende
Dom
I. Relevante retsregler
1 Rammeprogrammet for forskning og innovation Horisont 2020 (herefter »rammeprogrammet Horisont 2020«) blev i henhold til artikel 173 TEUF og 182 TEUF oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1290/2013 af 11. december 2013 om reglerne for deltagelse og formidling i »Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)« og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1906/2006 (EUT 2013, L 347, s. 81) og ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF (EUT 2013, L 347, s. 104).
2 Europa-Kommissionen har overdraget visse forvaltningsopgaver i rammeprogrammet Horisont 2020 til Forvaltningsorganet for Det Europæiske Forskningsråd (ERCEA) i henhold til artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19. december 2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer (EFT 2003, L 11, s. 1),
3 De opgaver, som Kommissionen har overdraget til ERCEA, omfatter opgaven med finansiering af de projekter, der henhører under delen »Videnskabelig topkvalitet«, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/743/EU af 3. december 2013 om oprettelse af særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse 2006/971/EF, 2006/972/EF, 2006/973/EF, 2006/974/EF og 2006/975/EF (EUT 2013, L 347, s. 965).
4 For 2016 blev udvælgelseskriterierne og evalueringsprocedurerne for støtteansøgningerne fastlagt i arbejdsprogrammet for Det Europæiske Forskningsråd (EFR).
5 Proceduren for indgivelse og evaluering af støtteansøgninger blev fastlagt ved Kommissionens afgørelse C(2014) 2454 final af 15. april 2014 om Det Europæiske Forskningsråds regler for indgivelse af forslag og de hermed forbundne evaluerings-, udvælgelses- og tildelingsprocedurer, der er relevante for særprogrammet for gennemførelse af rammeprogrammet Horisont 2020, som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2015) 4975 af 23. juli 2015 (herefter »EFR’s regler for indgivelse og evaluering«).
6 Proceduren for indgivelse og evaluering af støtteansøgninger er nærmere fastlagt i punkt 2.1 – 2.5 i EFR’s regler for indgivelse og evaluering.
7 Ifølge punkt 2.2 i EFR’s regler for indgivelse og evaluering skal støtteansøgningerne indgives af en ledende forsker på vegne af en værtsinstitution. Værtsinstitutionen virker som både formel ansøger og ERCEA’s medkontrahent med henblik på den tilskudsaftale, der skal indgås.
8 For at kunne behandles skal hver ansøgning ved indgivelsen og senest inden udløbet fristen for indgivelse af støtteansøgninger bl.a. vedlægges værtsinstitutionens samtykkeskrivelse. Ufuldstændige ansøgninger afvises.
9 Med henblik på bedømmelsen skal den indgivne støtteansøgning ligeledes opfylde alle de kriterier for støtteberettigelse og for at kunne behandles, som er fastsat i EFR’s arbejdsprogram for 2016.
10 Dette gælder ifølge EFR’s arbejdsprogram for 2016 bl.a. for indplaceringen i kategori C af en ansøgning indgivet i 2014 eller 2015, hvilken indplacering er til hinder for indgivelse af en ny støtteansøgning for EFR’s arbejdsprogram for 2016 (herefter »spærrereglen«).
11 Ansøgerne underrettes om resultatet af den videnskabelige bedømmelse af deres ansøgning inden for maksimalt fem måneder fra fristen for indgivelse af fuldstændige forslag, jf. artikel 20, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1290/2013.
12 I henhold til artikel 16 i forordning nr. 1290/2013 kan der foretages en fornyet gennemgang af bedømmelsen af ansøgningen.
13 I henhold til artikel 17 i forordning nr. 1290/2013 kan alle deltagere indgive klager vedrørende deres deltagelse i rammeprogrammet Horisont 2020.
14 Hvad angår afvisninger truffet af forvaltningsorganerne foreskriver artikel 22, stk. 1-5, i forordning nr. 58/2003 en legalitetskontrol udøvet af Kommissionen:
»1. Enhver af et forvaltningsorgans akter, som indeholder en klage over tredjemand, kan forelægges Kommissionen af enhver person, der er direkte og individuelt berørt, eller af en medlemsstat med henblik på en kontrol af dens lovlighed.
Den administrative klage forelægges Kommissionen inden for en måned fra den dato, på hvilken den pågældende eller den berørte medlemsstat har fået kendskab til den akt, der anfægtes.
Efter at have hørt den pågældendes eller den berørte medlemsstats og forvaltningsorganets argumenter, træffer Kommissionen afgørelse om klagen inden for to måneder fra indgivelsen. Med forbehold af Kommissionens pligt til at svare skriftligt og begrunde sin afgørelse betyder et manglende svar fra Kommissionen inden for denne frist implicit, at klagen er afvist.
[...]
5. Hvis Kommissionen udtrykkeligt eller implicit træffer afgørelse om at afvise den administrative klage, kan dette indbringes som annullationssøgsmål for Domstolen i henhold til artikel [263 TEUF].«
II. Tvistens baggrund
15 Den 1. august 2015 offentliggjorde Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende en meddelelse med titlen »Indkaldelser af ansøgninger og relaterede aktiviteter i forbindelse med Det Europæiske Forskningsråds arbejdsprogram for 2016 under Horisont 2020 — rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020)« (EUT 2015, C 253, s. 12).
16 Den 17. november 2015 indgav sagsøgeren, Regine Franck, gennem det elektroniske udvekslingssystem, der er stillet til rådighed for deltagerne inden for rammerne af rammeprogrammet Horisont 2020, en støtteansøgning til ERCEA for et projekt vedrørende lystransport i kvasikrystaller og ikke-periodiske strukturer (herefter »støtteansøgningen«).
17 Sagsøgeren indgav støtteansøgningen på vegne af det tekniske universitet i Kaiserslautern (herefter »universitetet«).
18 Samme dag trak universitetet støtteansøgningen tilbage, eftersom sagsøgeren ikke havde beføjelse til at indgive en sådan ansøgning for 2016, og da universitetet ikke kunne tiltræde det af sagsøgeren fastlagte projekt.
19 Samme dag indgav sagsøgeren for anden gang støtteansøgningen, hvilken atter blev trukket tilbage af universitetet, inden sagsøgeren indgav den for tredje gang.
20 Den 30. november 2015 tilsendte universitetet ERCEA en skrivelse, hvori det anførte, at det ikke stod til rådighed som værtsinstitution for det af sagsøgeren fastlagte projekt. Universitetet præciserede endvidere, at sagsøgeren til indkaldelsen af ansøgninger for 2016 uden dets tilladelse havde anvendt en samtykkeskrivelse, som universitetet havde udstedt til indkaldelser af ansøgninger for 2015.
21 Ved skrivelse af 18. marts 2016 meddelte ERCEA for det første sagsøgeren en afvisning af støtteansøgningen, fordi den ikke var støtteberettiget, og for det andet klagemulighederne (herefter »ERCEA’s afvisning«).
22 Ved skrivelse af 16. april 2016 indgav sagsøgeren en anmodning om fornyet gennemgang af bedømmelsen i henhold til artikel 16 i forordning nr. 1290/2013, som ERCEA omkvalificerede til en anmodning om bedømmelse af berettigelsen til støtte inden for rammeprogrammet Horisont 2020 i henhold til samme forordnings artikel 17.
23 Ved skrivelse af 17. april 2016 anfægtede sagsøgeren i henhold til artikel 22 i forordning nr. 58/2003 lovligheden af ERCEA’s afgørelse for Kommissionen (herefter »den administrative klage«).
24 Ved skrivelse af 24. maj 2016 meddelte ERCEA sagsøgeren, at den fornyede gennemgang af hendes ansøgnings støtteberettigelse havde ført til det samme resultat.
25 Ved skrivelse af 3. juni 2016 spurgte Kommissionen sagsøgeren, om hun fastholdt klagen.
26 Den 17. juni 2016 blev den administrative klage som følge af Kommissionens manglende svar på denne inden for den tomånedersfrist, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 58/2003, implicit afvist af Kommissionen (herefter »den implicitte afvisning«).
27 Ved skrivelse af 25. juni 2016 meddelte sagsøgeren Kommissionen, at hun fastholdt klagen.
28 Ved skrivelse af 10. august 2016 indgav sagsøgeren en forespørgsel til Kommissionen om klagens status.
29 Ved skrivelse af samme dag svarede Kommissionen, at der ville blive truffet en afgørelse om denne klage i september.
30 Ved skrivelse af 30. september 2016 meddelte Kommissionen sin afgørelse af 16. september 2016 om afvisning af den administrative klage i henhold til artikel 22 i forordning nr. 58/2003, da en støtteansøgning, der ikke indeholder en gyldig samtykkeskrivelse, skulle afvises (herefter »den udtrykkelige afvisning«).
31 Den 9. oktober 2016 tilstillede sagsøgeren Kommissionen en ny klage.
32 Ved skrivelse af 28. oktober 2016 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at proceduren i henhold til artikel 22 i forordning nr. 58/2003 var afsluttet, og at den udtrykkelige afvisning nu kunne anfægtes som led i et annullationssøgsmål for Retten.
III. Retsforhandlinger og parternes påstande
33 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor 26. august 2016 har sagsøgeren ansøgt om at få bevilget retshjælp i henhold til artikel 147 i Rettens procesreglement.
34 Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 26. oktober 2016 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
35 Ved kendelse afsagt den 16. februar 2017 blev sagsøgeren bevilget retshjælp.
36 Ved skrivelse af 3. maj 2017 har Rettens Justitskontor i henhold til procesreglementets artikel 106 spurgt parterne, om de ønskede at udtale sig mundtligt.
37 Ved skrivelse af 6. juni 2017 har sagsøgeren anmodet om at blive hørt som led i den mundtlige forhandling.
38 Kommissionen har ikke svaret inden for den fastsatte frist.
39 Parterne er blevet indkaldt til et retsmøde, som fandt sted den 26. januar 2018.
40 I retsmødet har sagsøgeren indgivet en inhabilitetsindsigelse mod dommerne i Rettens Femte Afdeling og justitssekretæren (herefter »inhabilitetsindsigelsen«).
41 Følgende fremgår af retsmøderapporten:
»Sagsøgerens repræsentant har indgivet en indsigelse mod Femte Afdeling, idet han har anført, at han ikke er enig i begrundelsen for denne inhabilitetsindsigelse. Sagsøgte har ikke fremsat bemærkninger til inhabilitetsindsigelsen. Med formandens tilladelse og under tilstedeværelse af og kontrol fra sagsøgerens repræsentant har Regine Frank indgivet et processkrift, der underbygger begrundelsen for inhabilitetsindsigelsen.«
42 Ved kendelse af 26. februar 2018 forkastede Rettens vicepræsident inhabilitetsindsigelsen.
43 Ved skrivelse af 5. marts 2018 har sagsøgerens repræsentant meddelt Rettens Justitskontor, at han ikke længere ville repræsentere sagsøgeren, da hun uden hans samtykke og uden hans viden dels havde fremsendt forskellige dokumenter og e-mails til Rettens Justitskontor, men ligeledes til visse af Rettens medlemmer, dels i retsmødet havde fremsat en inhabilitetsindsigelse, som han ikke var enig i. Han har heri ligeledes fremhævet, at han ikke længere kunne repræsentere sagsøgeren uafhængigt som omhandlet i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og han har bemærket, at sagsøgeren selv skriftligt har meddelt Retten, at hun ikke har tillid til ham.
44 Ved afgørelse af 14. marts 2018 har Retten givet sagsøgeren en frist til den 16. maj 2018 med henblik på at meddele Rettens Justitskontor navnet på sin nye repræsentant.
45 Ved anmodning indleveret til Rettens Justitskontor 23. maj 2018 har sagsøgeren ansøgt om at få bevilget retshjælp i henhold til procesreglementets artikel 147.
46 Denne ansøgning blev indgivet med henblik på en appel af kendelsen afsagt af Rettens vicepræsident den 26. februar 2018, hvorved inhabilitetsindsigelsen var blevet forkastet.
47 Ved kendelse afsagt den 29. juni 2018, Frank mod Kommissionen (T-478/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:417), har formanden for Rettens Femte Afdeling besluttet at henvise sagen til Domstolen i medfør af artikel 54, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
48 Ved kendelse af 22. november 2018 forkastede Domstolen ansøgningen om retshjælp.
49 Den 6. december 2018 har Retten besluttet at gentage retsmødet i denne sag og har fastsat det til den 31. januar 2019.
50 Eftersom sagsøgeren ikke havde meddelt Retten navnet på sin nye repræsentant, blev indkaldelsen til retsmødet den 31. januar 2019 forkyndt for advokat Sebastian Conrad.
51 Den 20. december 2018 meddelte advokat Sebastian Conrad Rettens Justitskontor, at han ikke ville repræsentere sagsøgeren ved dette retsmøde.
52 I retsmødet den 31. januar 2019 har formanden for Rettens Femte Afdeling fastslået, at parterne var blevet behørigt indkaldt i henhold til procesreglementets artikel 108, stk. 1.
53 Eftersom sagsøgeren ikke var repræsenteret ved en advokat ved dette retsmøde, har hun personligt anmodet om anvendelse af procesreglementets artikel 148, stk. 5.
54 Kommissionen har anført over for Retten, at den henviste til sine processkrifter.
55 Ved afslutningen af retsmødet den 31. januar 2019 blev den mundtlige forhandling afsluttet i denne sag, og sagen blev optaget til rådslagning.
56 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den implicitte afgørelse om afvisning og den udtrykkelige afgørelse om afvisning annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
57 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
IV. Retlige bemærkninger
58 I retsmødet, og efter at Retten har fastslået, at sagsøgeren, der var behørig indkaldt i henhold til procesreglementets artikel 108, stk. 1, ikke var repræsenteret, har sagsøgeren personligt anmodet om anvendelse af dette reglements artikel 148, stk. 5.
A. Om anvendelsen af procesreglementets artikel 148, stk. 5
59 Procesreglementets artikel 147, stk. 1-3, bestemmer:
»1. Ansøgning om retshjælp kan indgives før anlæggelsen af søgsmålet, eller så længe sagen verserer.
2. Ansøgningen om retshjælp skal udfyldes på en formular, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, og som er tilgængelig på Den Europæiske Unions Domstols websted. Uanset artikel 74 skal denne formular underskrives af ansøgeren eller, såfremt den pågældende er repræsenteret, af dennes advokat. De ansøgninger om retshjælp, som er indgivet uden formularen, behandles ikke.
3. Med ansøgningen skal følge alle de oplysninger og bilag, der er nødvendige for at kunne vurdere ansøgerens økonomiske situation, såsom en attest udstedt af en kompetent national myndighed som dokumentation for den pågældendes økonomiske situation.«
60 Det følger af procesreglementets artikel 148, stk. 4, at »[k]endelsen, hvorved der bevilges retshjælp, kan angive en advokat til at repræsentere den berørte, såfremt advokaten er blevet foreslået af ansøgeren i ansøgningen om retshjælp og har givet sit samtykke til at repræsentere ansøgeren for Retten«.
61 Endelig bestemmer procesreglementets artikel 148, stk. 5, at »[f]oreslår den pågældende ikke selv en advokat i ansøgningen om retshjælp eller som følge af en kendelse, hvorved der bevilges retshjælp, eller er der ikke grundlag for at godkende den pågældendes valg, fremsender justitssekretæren kendelsen, hvorved der bevilges retshjælp, og en genpart af ansøgningen til den i tillægsreglementet til Domstolens procesreglement nævnte kompetente myndighed i den berørte stat«.
62 Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at sagsøgeren efter sin ansøgning af 26. august 2016 blev bevilget retshjælp ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling den 16. februar 2017.
63 Ved denne kendelse blev den advokat, som sagsøgeren havde foreslået, udpeget af Retten til at repræsentere hende i nærværende sag under hele sagens varighed. Retten har således besluttet at bevilge sagsøgeren retshjælp ved at godkende hendes valg hvad angår hendes repræsentant.
64 Den 5. marts 2018 har den advokat, som Retten havde udpeget, meddelt sidstnævnte, at han ikke længere ville give samtykke til at repræsentere sagsøgeren. Retten har meddelt sagsøgeren, at hun skulle give en anden advokat fuldmagt til at repræsentere sig i retsmødet den 31. januar 2019. På dagen for retsmødet havde sagsøgeren ikke fulgt Rettens anmodning. I denne sammenhæng har sagsøgeren i retsmødet den 31. januar 2019 personligt anmodet om anvendelse af procesreglementets artikel 148, stk. 5.
65 Som led i en ansøgning om retshjælp fastsætter procesreglementets artikel 148, stk. 5, betingelserne for, at en advokat på Rettens justitssekretærs initiativ kan gives fuldmagt til at repræsentere en part for Retten.
66 Det fremgår af procesreglementets artikel 148, stk. 5, at Rettens justitssekretær fremsender de heri omtalte akter til den kompetente nationale myndighed, enten når den pågældende i ansøgningen om retshjælp eller efter tiltrædelsen af denne ansøgning ikke selv har foreslået en advokat, eller når Retten ikke godkender den pågældendes valg.
67 Det følger heraf, at såfremt den pågældende selv har foreslået en advokat, kræver anvendelsen af procesreglementets artikel 148, stk. 5, med henblik på at erstatte denne advokat med en anden for det første, at der indgives en ny ansøgning om retshjælp i henhold til de formelle betingelser, der er fastsat i procesreglementets artikel 147, stk. 2, sammen med de akter, der kræves i henhold til procesreglementets artikel 147, stk. 3, for at undersøge, om de materielle betingelser fortsat er opfyldt. For det andet kan en sådan erstatning kun foretages i medfør af procesreglementets artikel 148, stk. 5, når den er nødvendiggjort af objektive forhold, der er uafhængige af den pågældendes adfærd og vilje, såsom advokatens død, pensionering eller tilsidesættelse af erhvervsmæssige eller faglige forpligtelser.
68 For det første udgør retshjælp nemlig en fordel, der tilbydes den pågældende gratis med henblik på den effektive udøvelse af dennes ret til domstolsbeskyttelse. Det påhviler således den pågældende at udnytte denne fordel i overensstemmelse med den rolle, som Unionens domstolsordning indrømmer advokatens virke. Advokaten samarbejder med retsvæsenet og skal i dettes overordnede interesse uafhængigt yde den retlige bistand, som klienten har behov for (kendelse af 17.5.2017, Olivetel mod EUIPO – Polyrack Electronic Aufbausysteme (POLY RACK), T-28/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:404, præmis 11). Den omstændighed, at en advokat afstår fra at repræsentere en part i en tvist ved henvisning til, at denne parts adfærd kan begrænse denne repræsentants opgave betydeligt, som anført ovenfor, kan således ikke anses som en gyldig grund til at begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 148, stk. 5.
69 Som bemærket ovenfor i præmis 62 og 63 foreslog sagsøgeren i sin ansøgning om retshjælp, der blev indgivet den 26. august 2016, Sebastian Conrad som sin advokat, hvilket valg blev godkendt ved kendelse af 16. februar 2017.
70 Det skal således fastslås, at procesreglementets artikel 148, stk. 5, kun kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde efter en ny ansøgning om retshjælp indgivet i henhold til procesreglementets artikel 147, stk. 2 og 3.
71 For det første har sagsøgeren imidlertid ikke indgivet en sådan ansøgning til Rettens Justitskontor. For det andet kan de omstændigheder, som Sebastian Conrad har beskrevet (jf. præmis 43 ovenfor), henset til de vurderinger, der er anført ovenfor i præmis 68, under alle omstændigheder ikke anses for at begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 148, stk. 5. I denne forbindelse er den omstændighed, at sagsøgeren har anført, at hun havde mistet tilliden til Sebastian Conrad, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udløse anvendelsen af procesreglements artikel 148, stk. 5, eftersom intet hindrede hende i at give en anden advokat fuldmagt til at repræsentere sig.
72 Eftersom parterne gyldigt har indgivet deres indlæg under den skriftlige forhandling, og den mundtlige forhandling er blevet afsluttet, finder Retten, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne til, at den kan træffe afgørelse i nærværende sag.
B. Om annullationspåstandene
73 Med søgsmålet har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af den implicitte afgørelse om afvisning og af den udtrykkelige afgørelse om afvisning.
1. Påstanden om annullation af den implicitte afgørelse om afvisning
74 Det skal bemærkes, at det følger af artikel 22, stk. 1 og 5, i forordning nr. 58/2003, at Kommissionen træffer afgørelse om klagen inden for to måneder fra indgivelsen. Med forbehold af Kommissionens pligt til at svare skriftligt og begrunde sin afgørelse betyder et manglende svar fra Kommissionen inden for denne frist implicit, at klagen er afvist.
75 I det foreliggende tilfælde traf Kommissionen ikke afgørelse inden for to måneder i den administrative klage, som sagsøgeren indgav den 17. april 2016.
76 Eftersom Kommissionen ikke havde svaret den 17. juni 2016, gælder det som en implicit afgørelse om afvisning af den administrative klage, hvilken afgørelse kan indbringes som annullationssøgsmål for Retten i henhold til artikel 22, stk. 5, i forordning nr. 58/2003.
77 Den 16. september 2016, dvs. inden søgsmålet i denne sag blev anlagt, vedtog Kommissionen imidlertid en udtrykkelig afgørelse om afvisning af den administrative klage, som blev meddelt sagsøgeren den 30. september 2016.
78 I kraft af vedtagelsen af den udtrykkelige afgørelse om afvisning har Kommissionen trukket den implicitte afgørelse om afvisning tilbage (jf. analogt dom af 10.12.2010, Ryanair mod Kommissionen, T-494/08 – T-500/08 og T-509/08, EU:T:2010:511, præmis 45).
79 Når en retsakt trækkes tilbage, forsvinder den fuldstændigt fra Unionens retsorden (jf. kendelse af 12.1.2011, Terezakis mod Kommissionen, T-411/09, EU:T:2011:4, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
80 For så vidt som søgsmålet tilsigter annullation af den implicitte afgørelse om afvisning, skal det dermed afvises fra realitetsbehandling.
2. Påstandene om annullation af den udtrykkelige afgørelse om afvisning
81 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige påberåbt sig to anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af hendes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, og det andet vedrører retlige fejl.
a) Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af sagsøgerens ret til effektiv domstolsbeskyttelse
82 Som led i det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens forsinkede behandling af hendes administrative klage tilsidesatte hendes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
83 Hun har foreholdt Kommissionen, at den ikke traf sin afgørelse om den administrative klage inden for den frist, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 58/2003. Overholdelsen af denne frist er af væsentlig betydning, eftersom en forsinket afgørelse kan vildlede modtagerne, navnlig hvad angår den frist, der skal overholdes, for at anlægge et søgsmål.
84 Det er hendes opfattelse, at det samme gør sig gældende, når Kommissionen meddeler, at den vil træffe udtrykkelig afgørelse om den administrative klage, når søgsmålsfristen i forhold til den implicitte afgørelse afvisning allerede er begyndt at løbe.
85 Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at det følger af artikel 22, stk. 1 og 5, i forordning nr. 58/2003, at Kommissionen træffer afgørelse om klagen inden for to måneder fra indgivelsen. Med forbehold af Kommissionens pligt til at svare skriftligt og begrunde sin afgørelse betyder et manglende svar fra Kommissionen inden for denne frist implicit, at klagen er afvist. Den udtrykkelige eller implicitte afgørelse om afvisning af den administrative klage kan indbringes som annullationssøgsmål for Domstolen i henhold til artikel 263 TEUF.
86 For det andet kan intet juridisk princip medføre, at administrationen mister sin kompetence til at besvare en begæring, selv uden for de herfor fastsatte frister. Ordningen med en implicit afgørelse om afvisning er blevet oprettet for at mindske risikoen for, at administrationen vælger ikke at besvare en begæring og undgår enhver domstolskontrol, og ikke med henblik på at ulovliggøre enhver forsinket afgørelse. Administrationen har i princippet en forpligtelse til – om end forsinket – at fremkomme med et begrundet svar på enhver begæring fra en borger. En sådan fremgangsmåde er i overensstemmelse med den måde, hvorpå ordningen med den implicitte afgørelse om afvisning fungerer, som består i at tillade borgerne at få prøvet administrationens passivitet med henblik på at få et begrundet svar fra denne (jf. analogt dom af 19.1.2010, Co-Frutta mod Kommissionen, T-355/04 og T-446/04, EU:T:2010:15, præmis 59).
87 For det tredje udgør kravet om effektiv retsbeskyttelse er et almindeligt EU-retligt princip, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som ligeledes er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Endvidere er retten til en effektiv domstolsprøvelse blevet bekræftet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
88 I det foreliggende tilfælde kan Kommissionen ikke med vedtagelsen af den udtrykkelige afgørelse om afvisning have skadet sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, selv om afgørelsen blev vedtaget efter den tomånedersfrist, som Kommissionen i medfør af artikel 22, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 58/2003 har til at træffe afgørelse om administrative klager.
89 Den udtrykkelige afgørelse om afvisning indeholdt nemlig en meddelelse til sagsøgeren om muligheden for at søge den nævnte afgørelse annulleret som led i et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, hvilket søgsmål blev anlagt inden for den fastsatte frist, idet stævningen blev indleveret den 26. oktober 2016, dvs. mindre end to måneder efter meddelelsen af den udtrykkelige afgørelse om afvisning den 30. september 2016.
90 Derfor må dette anbringende forkastes som ugrundet.
b) Det andet anbringende om retlige fejl
91 Det andet anbringende består af to led.
1) Det første led om den ulovlige anvendelse af spærrereglen
92 Inden for rammerne af det første led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at den udtrykkelige afgørelse om afvisning skal annulleres, eftersom Kommissionen undlod at rette en ulovlighed, som ERCEA’s afgørelse var behæftet med, hvilket organ bl.a. havde støttet afvisningen af støtteansøgningen på, at en tidligere støtteansøgning for indkaldelsen af ansøgninger for 2015 var blevet indplaceret i kategori C, selv om denne indplacering var genstand for et verserende søgsmål for Retten.
93 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selv om ERCEA’s afvisning er støttet på flere grunde, nemlig hovedsageligt fraværet af en gyldig samtykkeskrivelse fra en værtsinstitution og, subsidiært, spærrereglen, var den udtrykkelige afgørelse om afvisning udelukkende støttet på den første af disse grunde.
94 Selv hvis det antages, at den anden af disse grunde i ERCEA’s afvisning var urigtig, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne grund ikke udgjorde en begrundelse i den anfægtede afgørelse, hvorfor det andet anbringendes første led må forkastes som uvirksomt.
2) Det andet led vedrørende en urigtig vurdering af en ansøgnings støtteberettigelse
95 Inden for rammerne af det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at hun hverken havde behov for en værtsinstitution eller en samtykkeskrivelse for at indgive en støtteansøgning.
96 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at hun indgav en gyldig samtykkeskrivelse, eftersom ingen forhold i universitetets skrivelse af 30. januar 2015, som var vedlagt støtteansøgningen, gør det muligt at konkludere, at denne skrivelse udelukkende vedrørte indkaldelsen af ansøgninger for 2015.
97 I det foreliggende tilfælde fremgår det dog tydeligt af universitetets samtykkeskrivelse af 30. januar 2015, nærmere bestemt af dens emne, at universitetet alene forpligtede sig som værtsinstitution for indkaldelsen af ansøgninger for 2015.
98 Som Kommissionen med føje har gjort gældende, trak universitetet under alle omstændigheder støtteansøgningen tilbage to gange og anførte, at det ikke stod til rådighed som værtsinstitution for det af sagsøgeren fastlagte projekt (jf. præmis 18-20 ovenfor).
99 Sagsøgerens argument må derfor forkastes.
100 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at universitetet ikke længere havde beføjelse til ensidigt at trække sit samtykke tilbage efter udløbet af fristen for at indgive støtteansøgninger. Det er hendes opfattelse, at EFR’s regler for indgivelse og evaluering ikke fastsætter en sådan mulighed.
101 Et sådant ræsonnement er imidlertid støttet på en urigtig forudsætning, nemlig at universitetet havde udtrykt samtykke til støtteansøgningen.
102 Sagsøgeren indgav nemlig sin støtteansøgning uden en gyldig samtykkeskrivelse fra universitetet, som ligeledes ved skrivelse af 30. november 2015 meddelte ERCEA, at det ikke stod til rådighed som værtsinstitution for det af sagsøgeren fastlagte projekt.
103 Uden gyldigt samtykke og med universitetets to tilbagetrækninger af støtteansøgningen kan sagsøgeren dermed ikke med føje gøre gældende, at universitetet ikke kunne trække sit samtykke tilbage efter udløbet af fristen for indgivelse af støtteansøgningen.
104 For det tredje har sagsøgeren påberåbt sig retten til at indgive en ansøgning som privatperson.
105 Det fremgår i denne henseende ganske vist af fodnote 15 til EFR’s regler for indgivelse og evaluering, at »[...] den førende forsker [undtagelsesvist] selv [kan] optræde som den ansøgende retlige enhed«.
106 I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid fastslås, at sagsøgeren anvendte universitetets identifikationskode ved indgivelsen af sin støtteansøgning.
107 Selv om sagsøgeren ganske vist anmodede om en personlig identifikationskode, blev denne anmodning endvidere først fremsat efter udløbet af fristen for indgivelse af støtteansøgningen, hvorfor den ikke kunne anvendes med henblik herpå.
108 Støtteansøgningen blev ligeledes indgivet i universitetets og ikke sagsøgerens navn, hvorfor sidstnævnte inden indgivelsen af sin ansøgning skulle indhente universitetets samtykke.
109 Sagsøgerens argument må derfor forkastes.
110 For det fjerde har sagsøgeren anført, at ERCEA var forpligtet til at anmode hende om afklaringer vedrørende støtteansøgningen i henhold til punkt 2.3 i EFR’s regler for indgivelse og evaluering og til at give hende mulighed for at søge en anden værtsinstitution, når det, henset til universitetets skrivelse af 30. november 2015, viste sig, at sidstnævntes samtykkeskrivelse ikke vedrørte indkaldelsen af ansøgninger for 2016. En automatisk afvisning af støtteansøgningen er uforenelig med de processuelle bestemmelser, der fremgår af EFR’s arbejdsprogram for 2016.
111 I denne henseende fremgår det for det første af artikel 96, stk. 2, i règlement (UE, Euratom) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1), hvortil punkt 2.3 i EFR’s regler for indgivelse og evaluering henviser, at »[h]vis ansøgeren eller tilbudsgiveren ikke indgiver oplysninger eller afgiver erklæringer på grund af en indlysende materiel fejl begået af ansøgeren eller tilbudsgiveren, opfordrer evalueringsudvalget eller i givet fald den ansvarlige anvisningsberettigede bortset fra i behørigt begrundede tilfælde ansøgeren eller tilbudsgiveren til at fremskaffe de manglende oplysninger eller præcisere bilagene«, og at »[d]isse oplysninger eller præciseringer [ikke] […] i væsentlig grad [må] ændre forslaget eller udbudsbetingelserne«.
112 For det andet vedrører artikel 56a i EFR-standardtilskudsaftalen, som sagsøgeren har henvist til i replikken, tilfældet med ændring af værtsinstitution i finansieringsperioden.
113 I det foreliggende tilfælde kan sagsøgeren imidlertid ikke foreholde ERCEA, at denne ikke havde givet hende mulighed for at ændre værtsinstitution efter den 30. november 2015.
114 Identiteten på værtsinstitutionen er nemlig et grundlæggende element som led i en støtteansøgning og kan ikke som sådan gøres til genstand for en erstatning eller tilføjelse, uden at denne ansøgning ændres væsentligt. Det følger heraf, at dette spørgsmål ikke henhører under begrebet »indlysende materiel fejl« og således ikke er omfattet af anvendelsesområdet for punkt 2.3 i EFR’s regler for indgivelse og evaluering.
115 Det tilfælde, der er fastsat i artikel 56a i EFR-standardtilskudsaftalen, vedrører i øvrigt ikke en ændring af værtsinstitutionen under perioden for vurderingen af støtteansøgningerne, men en ændring i den periode, som støtten dækker.
116 Sagsøgeren kan således ikke foreholde ERCEA, at denne ikke gav hende mulighed for at søge en anden værtsinstitution, hvorfor det andet anbringendes andet led skal forkastes.
117 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at søgsmålet må afvises, for så vidt som det tilsigter annullation af den implicitte afgørelse om afvisning, der udgøres af Kommissionens manglende svar på den administrative klage, som sagsøgeren havde indgivet, og at søgsmålet må forkastes som ugrundet, for så vidt som det tilsigter annullation af Kommissionens afgørelse af 16. september 2016.
Sagsomkostninger
118 Det fremgår af procesreglementets artikel 149, stk. 5, at såfremt retshjælpsmodtageren taber sagen, kan Retten i forbindelse med, at der i den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, træffes afgørelse om omkostningerne, beslutte, at en eller flere andre af sagens parter bærer deres egne omkostninger, såfremt dette findes rimeligt, eller at omkostningerne helt eller delvist afholdes af Rettens kasse som retshjælp.
119 Eftersom sagsøgeren var retshjælpsmodtager og har tabt sagen, findes det rimeligt, at hver part i nærværende sag bærer sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes,
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Gratsias | Labucka | Ulloa Rubio |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. juni 2019.
Underskrifter