Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 19. marts 2019 – Gömböc Kutató, Szolgáltató és Kereskedelmi Kft. mod Szellemi Tulajdon Nemzeti Hivatala

(Sag C-237/19)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Appellant: Gömböc Kutató, Szolgáltató és Kereskedelmi Kft.

Indstævnt: Szellemi Tulajdon Nemzeti Hivatala

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 3, stk. 1, litra e), [nr. ii),] i direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker 1 fortolkes således, at tegn, der udelukkende består af udformningen af en vare,

kun kan undersøges, hvis udformningen er nødvendig for at opnå det ønskede tekniske resultat på grundlag af den grafiske gengivelse, der fremgår af registreringen, eller

kan den relevante kundekreds’ opfattelse også tages i betragtning?

Med andre ord: kan det tages i betragtning, at den relevante kundekreds ved, at den udformning, der ønskes registreret, er nødvendig for at opnå det ønskede tekniske resultat?

Skal artikel 3, stk. 1, litra e), [nr. iii),] i direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker fortolkes således, at registreringshindringen gør sig gældende for tegn, der udelukkende består af udformningen af en vare, og med hensyn til hvilke det kan fastslås, om udformningen giver varen en væsentlig værdi, henset til den opfattelse eller det kendskab, som køberen har til den vare, der er gengivet grafisk?

Skal artikel 3, stk. 1, litra e), [nr. iii),] i direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker fortolkes således, at registreringshindringen gør sig gældende for tegn, der udelukkende består af en udformning,

som på grund af sin individuelle karakter allerede er omfattet af beskyttelsen af design, eller

hvis æstetiske udseende i sig selv giver varen en form for værdi?

____________

1     EUT 2008, L 299, s. 25.