Language of document : ECLI:EU:F:2011:38

PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

13. april 2011

Sag F-29/09 REV

Giorgio Lebedef og Trevor Jones

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – genoptagelse – ny faktisk omstændighed – foreligger ikke – afvisning«

Angående: Søgsmål, hvorunder Giorgio Lebedef og Trevor Jones har nedlagt påstand om genoptagelse af Personalerettens dom (Tredje Afdeling) af 30. september 2010 i sag F-29/09.

Udfald: Begæringen om genoptagelse afvises. Giorgio Lebedef og Trevor Jones betaler sagens omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, som er intervenient i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – genoptagelse – formalitetsbetingelser med hensyn til begæringen – ny faktisk omstændighed – begreb

(Statutten for Domstolen, art. 44)

2.      Retspleje – genoptagelse – formalitetsbetingelser med hensyn til begæringen – ny faktisk omstændighed – bevisbyrde

(Statutten for Domstolen, art. 44, stk. 1;Rettens procesreglement, art. 119, stk. 2)

1.      Det fremgår af artikel 44, stk. 1, i statutten for Domstolen, at en begæring om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under påberåbelse af opdagelse af en eller flere faktiske omstændigheder, som ligger før dommens afsigelse, men som var ukendte for Retten og for den part, der begærer sagen genoptaget, og som kan få en afgørende indflydelse på dommens udfald. I henhold til denne artikels stk. 2 kan den dømmende instans kun realitetsbehandle sagen, såfremt der antages at foreligge en ny faktisk omstændighed, som har den karakter, der tillader at indlede sagen om ekstraordinær genoptagelse, og såfremt den dømmende instans på dette grundlag tager begæringen til følge.

(jf. præmis 22)

2.      I forbindelse med en begæring om genoptagelse af en af Personaleretten afsagt dom påhviler det i henhold til artikel 44, stk. 1, i statutten for Domstolen og artikel 119, stk. 2, i Personalerettens procesreglement den part, der begærer sagen genoptaget, at godtgøre, at vedkommende ikke opdagede de faktiske omstændigheder, som opstod før dommens afsigelse, og som ifølge denne part begrunder en genoptagelse, før efter afsigelsen af denne.

(jf. præmis 24)