Language of document :

Sag anlagt den 1. september 2006 - Erbežnik mod Europa-Parlamentet

(Sag F-106/06)

Processprog: slovensk

Parter

Sagsøger: Anže Erbežnik (Luxembourg, Luxembourg) (ved lawyer P. Peče)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Annullation af den af Europa-Parlamentets generalsekretær trufne afgørelse nr. 110029 af 1. juni 2006.

Det fastslås, at sagsøgeren havde et lovligt ikke-ægteskabeligt forhold til frk. H (nu fru Erbežnik ) fra det tidspunkt, hvor han påbegyndte arbejdet som jurist-lingvist ved Europa-Parlamentet, og derfor har ret til betaling af forhøjede bosættelsespenge fra Europa-Parlamentet, således som disse er fastsat for gifte tjenestemænd og beregnes på grundlag af husstandstillæg.

Subsidiært: Det bestemmes, at Europa-Parlamentet er forpligtet til at tage hensyn til ændringen af sagsøgerens familiemæssige status (hans ægteskab) i henhold til proportionalitetsprincippet og tildele ham forhøjede bosættelsespenge (for gifte tjenestemænd) hvad angår de dele af bosættelsespengene, der blev udbetalt efter hans ægteskab i august 2005.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale morarenter.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren havde fra tidspunktet for hans ansættelse i Slovenien af Europa-Parlamentet i september 2003, og forud herfor, et stabilt, ikke ægteskabeligt forhold til hans veninde, som han indgik ægteskab med i august 2005. Sagsøgeren har anført, at dette forhold er retligt anerkendt i slovensk ret.

Sagsøgeren ansøgte ved starten af sin ansættelse ved Europa-Parlamentet om husstandstillæg, hvilket blev afslået med den begrundelse, at et sådant tillæg i henhold til artikel 1 i vedtægtens bilag VII var forbeholdt gifte par og ægteskabslignende forhold mellem personer af samme køn. I maj 2005 ansøgte sagsøgeren om bosættelsespenge, som udgør to måneders grundløn for tjenestemænd, som har ret til i husstandstillæg, og til en måneds grundløn i andre tilfælde. Han fik tildelt den første del af bosættelsespengene (som udbetales i tre dele, en del pr. år) for enlige. Efter indgåelsen af ægteskab ansøgte han om den del af bosættelsespengene, som udbetales til gifte ansatte, men fik afslag med den begrundelse, at ændringen af hans familiemæssige status havde fundet sted efter udløbet af hans prøvetid.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet navnlig fremført følgende anbringender:

For det første er artikel 1, stk. 2, litra c), og artikel 1, stk. 2, litra d), i vedtægtens bilag VII ulovlige, subsidiært er der foretaget en forkert fortolkning af disse bestemmelser af Europa-Parlamentets administration, idet der er sket tilsidesættelse af grundlæggende fællesskabsretlige principper, så som arbejdstageres frie bevægelighed, unionsborgerskab og personers frie bevægelighed, forbud mod diskriminering samt forskelsbehandling, og idet grundlæggende menneskerettigheder og proportionalitetsprincippet er tilsidesat.

For det andet er der foretaget en forkert fortolkning af datoen for afslutningen af prøveperioden som værende en absolut endelig dato med hensyn til husstandstillæg, skønt selve udbetalingerne foretages over en periode på tre år.

____________