Appel iværksat den 21. september 2018 af Pirelli & C. SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 12. juli 2018 i sag T-455/14, Pirelli & C. mod Kommissionen
(Sag C-611/18 P)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Pirelli & C. SpA (ved avvocati M. Siragusa og G. Rizza)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Prysmian Cavi e Sistemi Srl
Appellanten har nedlagt følgende påstande
I henhold til procesreglementets artikel 169, stk. 1, ophæves Rettens afgørelse i konklusionen i dens dom af 12. juli 2018 i sag T-455/14, Pirelli & C. S.p.A mod Kommissionen, der blev meddelt appellanten den samme dag via applikationen e-Curia, og
i henhold til procesreglementets artikel 170, stk. 1, tages Pirelli påstande, der blev fremsat for Retten, til følge mutatis mutandis, uden at sagen hjemvises til Retten, og
Principalt annulleres afgørelsen 1 , for så vidt som den vedrører Pirelli, særligt artikel 1, stk. 5, litra d), artikel 2, litra g), og artikel 4, begrænset til optagelsen af Pirelli på listen over adressater for foranstaltningen
Subsidiært træffes der afgørelse om en beneficium ordinis seu excussionis til fordel for Pirelli inden for rammerne af Domstolens udøvelse af sin fulde prøvelsesret i henhold til artikel 31 i forordning (EF) nr. 1/2003 2 og artikel 261 TEUF.
I tilfælde af en eventuel afgørelse til fordel for Prysmian i selskabets appel til prøvelse af Rettens afgørelse af 12. juli 2018 i sag T-475/14,
annulleres afgørelsen eller afgørelsens artikel 2, litra g), ændres, hvorved den bøde, der er pålagt Prysmian og Pirelli som solidarisk hæftende, nedsættes.
under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagsomkostningerne.
Såfremt Rettens afgørelse i konklusionen i dens dom af 12. juli 2018 i sag T-455/14, Pirelli & C. S.p.A mod Kommissionen, ikke ophæves, træffes der under alle omstændigheder afgørelse om en beneficium ordinis seu excussionis til fordel for Pirelli inden for rammerne af Domstolens udøvelse af sin fulde prøvelsesret i henhold til artikel 31 i forordning (EF) nr. 1/2003 og artikel 261 TEUF.
Anbringender og væsentligste argumenter
Første anbringende vedrørende Rettens tilsidesættelse af sin begrundelsespligt med hensyn til: den angivelige mangelfulde begrundelse, som sagsøgeren Pirelli gjorde gældende foreligger, Kommissionens forkastelse af selskabets detaljerede argumentation vedrørende de manglende anvendelighed af princippet om formodningen om afgørende indflydelse i det foreliggende tilfælde; samt Kommissionens forskelsbehandling ved kun at anvendte den såkaldte »dobbelt retsgrundlag«-metode på Goldman Sachs
Retten foretog en fejlagtig fastlæggelse af formålet med og rækkevidden af den begrundelsespligt, som påhvilede Kommissionen, ved ikke at anerkende og fastslå, at afgørelsen ikke opfylder de krav, der er fastsat af Unionens retsinstanser. Retten skulle have annulleret afgørelsen, for så vidt som den vedrørte appellanten, eftersom den omhandlede foranstaltning ikke indeholder en udførlig angivelse af de præcise, specifikke og konkrete grunde til, at Pirelli blev tilregnet overtrædelsen i henhold til en formodning, til trods for, at Pirelli havde fremlagt bevis for den omstændighed, at økonomiske, organisatoriske og retlige forbindelser til Prysmian ikke havde den følge, at datterselskabets grad af selvstændighed blev elimineret eller begrænset. Endvidere ses der i den appellerede dom helt bort fra Pirellis argumentation om den forskelsbehandling, som selskabet blev udsat for, eftersom Kommissionen afstod fra at anvende princippet om formodning for udøvelse af afgørende indflydelse i stedet for at anvende den ansvarspålæggelsesmetode, der indebærer et dobbelt retsgrundlag, som den anvendte på Prysmians andet moderselskab, Goldman Sachs.
Andet anbringende vedrørende tilsidesættelsen af Nice-chartrets artikel 48 og 49 og dommens utilstrækkelige og ulogiske begrundelse med hensyn til tilsidesættelsen af grundlæggende rettigheder hos den juridiske person Pirelli og Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
Rettens standpunkt om, at Pirellis ansvar i henhold til en formodning ikke er et strafferetligt objektivt ansvar eller et ansvar for andres handlinger, men derimod et ansvar af personlig karakter, der påhviler den »virksomhed«, som udgøres af selskabet sammen med datterselskabet Prysmian, der stod bag overtrædelsen, er baseret på en uacceptabel forbindelse mellem to analysegrundlag, som imidlertid ikke kan forbindes: anvendelsen af konkurrencereglerne på virksomhederne og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder hos de juridiske personer, der foreholdes overtrædelsen. Endvidere tog dommen slet ikke hensyn til Pirellis argument om karakteren af formodningen for udøvelse af afgørende indflydelse var dobbelt. Kommissionen antog nemlig i afgørelsen, at Pirelli udøvede en afgørende indflydelse ikke kun på Prysmians handelspolitik, men også – uden at det var muligt for sagsøgeren at fremlægge modbevis – på datterselskabets særlige konkurrencebegrænsende adfærd. Pirelli har rejst kritik af den appellerede dom også med hensyn til argumentet om, at Kommissionen ikke foretog nogen afvejning af de interesser, der var på spil med særlig henvisning til formodningen for udøvelse af afgørende indflydelse, hvorved der skulle være taget hensyn til den konkrete sags særlige forhold, og overholdelsen af retten til forsvar, som foreskrevet i henhold til menneskerettighedsdomstolens praksis. Endelig henviste Retten til ældre og irrelevant praksis hvad angår Pirellis anbringende om, at anvendelsen af formodningen for udøvelse af afgørende indflydelse i afgørelsen i forhold til selskabet ikke var forholdsmæssigt i artikel 5, stk. 4 i TEU’s forstand i forhold til gennemførelsen af formålet om at sikre en bedre garanti for effektiv betaling af bøder og om at gøre det muligt at pålægge større bøder med afskrækningsformål.
Tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om solidarisk ansvar, proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet og en ulogisk begrundelse med hensyn til den fejlagtige indholdsmæssige bedømmelse af anvendelsen af princippet om det solidariske ansvar med Prysmian på Pirelli i forhold til betalingen af bøden samt dommens manglende begrundelse af undladelsen af at anvende en beneficium ordinis seu excussionis til fordel for Pirelli
Selv om Pirelli i lighed med Prysmian er blevet dømt til betaling af det samlede beløb af den bøde, der blev pålagt ved afgørelsen, var appellantens holdning en helt anden end holdningen hos dens tidligere datterselskab, som i afgørelsen klart blev angivet som ophavsmanden til overtrædelsen. Som det korrekt, men selvmodsigende anerkendes i dommen, blev Pirelli tilregnet et ansvar, der var rent afledt og accessorisk, og som således afhænger af Prysmians ansvar. Kommissionen skulle have mindsket de urimelige og uforholdsmæssige virkninger på sanktionerne af dens eget fordrejede syn på Pirellis prærogativer som moderselskab ved at afholde sig fra at anvende forpligtelsen ved det solidariske ansvar på selskabet eller kun have anvendt det i forhold til den del af bøden, der blev pålagt Prysmian, eller i det mindste anvende en beneficium ordinis seu excussionis på Pirelli. Retten tilsidesatte ud over ikke at give nogen begrundelse for Pirellis klagepunkt vedrørende den manglende anvendelse af den pågældende beneficium ordinis seu excussionis, princippet om solidarisk ansvar, proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.
Fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning (EF) nr. 1/2003 med hensyn til anmodningen om beneficium ordinis seu excussionis
I henhold til de nævnte bestemmelser har Retten ikke kun kompetence til at ændre størrelsen af den bøde, der pålægges af Kommissionen, men også at ændre betingelserne for betaling og gennemførelse af betalingen. Den retspraksis, der er nævnt i den appellerede dom, i henhold til hvilken Kommissionens sanktionsbeføjelse omfatter muligheden for at fastsætte de respektive bødekvoter for de solidariske skyldnere i deres indbyrdes forhold, er ikke relevant for bedømmelsen af det af Pirelli rejste spørgsmål, som Retten derfor i det væsentlige undlod at behandle, om Kommissionens beføjelse og Rettens beføjelse til domstolsprøvelse af Kommissionens afgørelse om at anvende en beneficium ordinis seu excussionis på det solidarisk ansvarlige moderselskab. Denne foranstaltning vedrører nemlig ikke det interne forhold mellem de solidariske skyldnere, men derimod den forpligtelse, som påhviler hver enkelt af disse særskilt i forhold til Kommissionen (såkaldte ydre forhold).
____________
1 Europa-Kommissionens afgørelse C(2014) final af 2.4.2014 (sag AT.39610 – Elkabler).
2 Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).