PERSONALERETTENS DOM
(Anden Afdeling)
15. september 2011
Sag F-6/10
Yannick Munch
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»Personalesag – midlertidigt ansatte – klausul om ophør af kontrakten i det tilfælde, hvor den ansatte ikke opføres på reservelisten for en udvælgelsesprøve – almindelige udvælgelsesprøver KHIM/AD/02/07 og KHIM/AST/02/07 – formaliteten – EPSO’s og udvælgelseskomitéens respektive kompetencer – artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – forlængelse af tidsbegrænsede kontrakter som midlertidigt ansatte«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratomtraktaten, hvorunder Yannick Munch bl.a. har nedlagt påstand om annullation af KHIM’s afgørelse af 12. marts 2009 om opsigelse af hans kontrakt som midlertidigt ansat at regne fra den 15. oktober 2009 samt om, at KHIM tilpligtes at betale erstatning.
Udfald: Den afgørelse, som er indeholdt i KHIM’s skrivelse af 12. marts 2009, hvori det fastslås, at sagsøgerens ansættelseskontrakt ophører at regne fra den 15. oktober 2009, annulleres. KHIM betaler sagsøgeren forskellen mellem størrelsen af den løn, som han kunne have oppebåret, hvis han var forblevet ansat ved Harmoniseringskontoret, og den løn, arbejdsløshedsunderstøttelse eller anden form for økonomisk godtgørelse, som han rent faktisk har modtaget andet sted siden den 15. oktober 2009. KHIM betaler sagsøgeren et beløb på 2 000 EUR i erstatning. KHIM bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – klausul i en kontrakt som midlertidigt ansat, hvorefter en fortsættelse af ansættelsesforholdet afhænger af, at den ansatte opføres på reservelisten for en almindelig udvælgelsesprøve – omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
2. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – skrivelse rettet til en midlertidigt ansat med påmindelse om datoen for kontraktens udløb – ikke omfattet – ændring af en kontrakt – afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt – omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
3. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – klausul i en kontrakt som midlertidigt ansat, hvorefter en fortsættelse af ansættelsesforholdet afhænger af, at den ansatte opføres på reservelisten for en almindelig udvælgelsesprøve – administrationens afgørelse, hvorved det konstateres, at den ansatte ikke er opført på nævnte liste, og opsigelsesklausulen iværksættes – omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
4. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – tidsbegrænsede kontrakter med en opsigelsesklausul, som udelukkende finder anvendelse i tilfælde af ikke-opførelse på en reserveliste udfærdiget efter en almindelig udvælgelsesprøve
5. Retspleje – stævning – formkrav
[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 3; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]
6. Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) – forløbet af udvælgelsesprøver til ansættelse af tjenestemænd – EPSO’s rolle – bistand til udvælgelseskomitéen – subsidiær rolle i forhold til udvælgelseskomitéens rolle
(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 1, stk. 4 og 5)
7. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt og indføjelse af en opsigelsesklausul i tilfælde af, at den ansatte ikke optages på reservelisten for en almindelig udvælgelsesprøve – ændring, som anses for en forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, art. 2, litra a), b) og d), og artikel 8, stk. 1 og 2; Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 3, stk. 1]
8. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1 – begreb
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)
1. Såvel den forudgående administrative klage som søgsmålet skal, i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 2, rettes mod en akt, der indeholder et klagepunkt, og som har retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.
I denne forbindelse kan indføjelsen i en kontrakt som midlertidigt ansat af en opsigelsesklausul, hvorefter fortsættelsen af arbejdsforholdet afhænger af, at den pågældende midlertidigt ansatte opføres på reservelisten for en almindelig udvælgelsesprøve afholdt af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor, som sådan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, i det mindste henset til den større eller mindre usikkerhed, som den pågældende ansatte har med hensyn til sin opførelse på den reserveliste, der udarbejdes efter afholdelsen af en almindelig udvælgelsesprøve.
(jf. præmis 32 og 33)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 13. juli 2000, sag T-87/99, Hendrickx mod Cedefop, præmis 37
Personaleretten: 2. juli 2009, sag F-19/08, Bennett m.fl. mod KHIM, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis
2. En akt, som ikke indeholder noget nyt element i forhold til en tidligere akt, er blot en bekræftelse af den tidligere, og den kan derfor ikke medføre, at der påbegyndes en ny søgsmålsfrist. Især udgør en skrivelse, der begrænser sig til at minde en ansat om bestemmelserne i dennes kontrakt vedrørende dens udløbsdato, og som således ikke indeholder noget nyt element i forhold til disse bestemmelser, ikke en bebyrdende retsakt.
Til gengæld udgør enhver ændring af en kontrakt en bebyrdende retsakt dog alene for så vidt angår de bestemmelser, der er blevet ændret, medmindre disse ændringer ikke medfører en omvæltning af kontraktens almindelige opbygning. I tilfælde, hvor kontrakten kan forlænges, udgør administrationens afgørelse om ikke at forlænge den ligeledes en bebyrdende retsakt, der er forskellig fra den pågældende kontrakt, og som inden for de fastsatte frister kan gøres til genstand for klage og søgsmål. En sådan afgørelse, som fremkommer efter en fornyet undersøgelse af tjenestens interesser og den pågældendes situation, indeholder nemlig en ny oplysning i forhold til den oprindelige kontrakt og kan ikke anses for kun at være en bekræftelse af denne.
(jf. præmis 50-53)
Henvisning til:
Domstolen: 10. december 1980, sag 23/80, Grasselli mod Kommissionen, præmis 18; 9. juli 1987, sag 329/85, Castagnoli mod Kommissionen, præmis 10 og 11; 14. september 2006, sag C-417/05 P, Kommissionen mod Fernández Gómez, præmis 45-47
Retten: 2. februar 2001, sag T-97/00, Vakalopoulou mod Kommissionen, præmis 14; 1. april 2003, sag T-11/01, Mascetti mod Kommissionen, præmis 41
Personaleretten: 15. april 2011, forenede sager F-72/09 og F-17/10, Daake mod KHIM, præmis 36
3. En skrivelse, hvorved administrationen konstaterer, at der foreligger en hændelse eller en ny situation, og drager de konsekvenser heraf, der er fastsat i en regel eller i en kontraktmæssig bestemmelse med hensyn til de berørte personer, udgør en bebyrdende retsakt, da den ændrer modtagernes retlige situation.
Dette er tilfældet for så vidt angår en administrativ afgørelse, der fastslår, at en midlertidigt ansats navn ikke er opført på reservelisten for en given almindelig udvælgelsesprøve, og hvorved opsigelsesklausulen i den pågældendes kontrakt effektueres, en klausul, der medfører opsigelse af kontrakten i tilfælde af, at der opstår en bestemt begivenhed, dvs. oprettelsen af reservelisten for den udvælgelsesprøve, der er omfattet af klausulen, hvis datoen nødvendigvis endnu ikke var fastlagt på tidspunktet for kontraktens indgåelse. Denne afgørelse, der ændrer den ansattes retlige situation, udgør en bebyrdende retsakt, der kan klages over og i givet fald anlægges søgsmål om.
Indføjelsen af en opsigelsesklausul, der er knyttet til en kompleks proces, bør gøre det muligt for den ansatte ved indsigelse at anfægte lovligheden af nævnte endog individuelle klausul, såfremt administrationen vedtager den afgørelse, der iværksætter den som sidste led i processen.
(jf. præmis 58, 59 og 95)
Henvisning til:
Personaleretten: Daake mod KHIM, præmis 34 ff.
4. Ved at tilbyde adskillige ansatte, som havde deltaget i og bestået interne udvælgelsesprocedurer, en kontrakt på ubestemt tid som midlertidig ansat med en opsigelsesklausul, som kun finder anvendelse i tilfælde af, at de pågældende ikke opføres på en reserveliste udfærdiget efter afholdelsen af en generel udvælgelsesprøve, og ved således klart at forpligte sig til at beholde de pågældende permanent i institutionen på betingelse af, at de opføres på en sådan reserveliste, og dernæst ved at begrænse antallet af beståede ansøgere opført på de efter afholdelsen af to udvælgelsesprøver, oven i købet almindelige, udfærdigede lister over egnede ansøgere til det nøjagtige antal ledige stillinger, har institutionen fuldstændigt og objektivt set begrænset de pågældendes chancer under ét for ikke at blive omfattet af opsigelsesklausulen og følgelig delvist gjort indholdet af rækkevidden af institutionens kontraktmæssige forpligtelser over for dens midlertidigt ansatte illusorisk.
Følgelig kan opsigelsesklausulen ikke finde anvendelse efter afholdelsen af en almindelig udvælgelsesprøve, som er åben for samtlige medlemsstaters statsborgere, når der foreligger en liste over egnede ansøgere, der er begrænset i en sådan grad, at de pågældende ansattes chancer for ikke at blive omfattet af opsigelsesklausulen var urimeligt små, henset til institutionens forpligtelser over for dens midlertidigt ansatte. Med andre ord falder en sådan liste over egnede ansøgere ikke ind under bestemmelserne i opsigelsesklausulen, medmindre administrationens kontraktmæssige forpligtelser fordrejes.
(jf. præmis 78 og 79)
5. I henhold til Personalerettens procesreglements artikel 35, stk. 1, litra e), skal en stævning indeholde en redegørelse for søgsmålsgrundene og de faktiske og retlige anbringender, der gøres gældende. Disse angivelser skal være tilstrækkelig klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og til, at Personaleretten i givet fald på det foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. For at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling skal det ikke nødvendigvis være langt og detaljeret. Det er tilstrækkeligt, at de væsentligste elementer i anbringendet fremgår, i det mindste kortfattet, men på en sammenhængende og forståelig måde, af selve stævningen. Dette gælder så meget desto mere, som skriftudvekslingen for Personaleretten ifølge artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen principielt kun omfatter en enkelt skriftudveksling, medmindre Personaleretten bestemmer andet, idet sidstnævnte særegenhed ved proceduren for Personaleretten forklarer, at redegørelse for søgsmålsgrundene og argumenterne i stævningen ikke kan være kortfattet til forskel fra det, der er fastsat for Den Europæiske Unions Ret eller Domstolen, jf. artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen.
(jf. præmis 91 og 92)
Henvisning til:
Personaleretten: 12. marts 2009, sag F-4/08, Hambura mod Parlamentet, præmis 49 og 50 og den deri nævnte retspraksis
6. Det fremgår af bilag III til vedtægten, at reguleringen af proceduren for udvælgelsesprøver bygger på princippet om den delte kompetence mellem ansættelsesmyndigheden og udvælgelseskomitéen. I en bestræbelse på at sikre gennemsigtigheden i proceduren for udvælgelsen af Unionens personale viser dette diarki i vedtægten – samtidigt med at det er udtryk for en selvbegrænsning af den administrative magt – lovgivers vilje til ikke kun at overlade administrationen den delikate opgave at udvælge det omhandlede personale, men også via en udvælgelseskomité (hvori administrationen også er repræsenteret) at lade personer, som ikke tilhører det administrative hierarki – navnlig personalerepræsentanter – deltage heri. Inden for rammerne af den delte kompetence tilkommer det ansættelsesmyndigheden, sådan som det følger navnlig af artikel 1, stk. 1, i bilag III til vedtægten samt af bilagets artikel 4, dels at give meddelelse om udvælgelsesprøver, hvilket sker efter høring af det paritetiske samarbejdsudvalg, dels at opstille listen over de ansøgere, der opfylder de tre første betingelser, der er fastsat i henhold til artikel 28 i vedtægten for at kunne blive udnævnt til tjenestemand. Når ansættelsesmyndigheden har fremsendt denne liste til udvælgelseskomitéens formand, påhviler det herefter udvælgelseskomitéen selv, sådan som anført i artikel 5 i bilag III til vedtægten, for det første at udfærdige listen over ansøgere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, for det andet at gennemføre prøverne og for det tredje at opstille listen over egnede ansøgere og at fremsende den til ansættelsesmyndigheden.
Desuden gælder, at selv om de opgaver, som Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) er blevet betroet, er af en beskaffenhed, der gør denne tjenestegren til en vigtig aktør i fastlæggelsen og gennemførelsen af Unionens politik på personaleudvælgelsesområdet, er dens rolle hvad angår afholdelsen af udvælgelsesprøverne til rekruttering af tjenestemænd – om end væsentlig i det omfang, den bistår udvælgelseskomitéen – til gengæld under alle omstændigheder subsidiær i forhold til denne komité, og EPSO kan i øvrigt ikke erstatte den. Såvel de mange opgaver (i det væsentlige rådgivning og bistand til institutionerne), som EPSO er betroet, som dens sammensætning (bestyrelsen består udelukkende af medlemmer, der er udpeget af institutionerne, idet de tre personalerepræsentanter kun har observatørstatus) er nemlig til hinder for ethvert forsøg på at sidestille EPSO med en udvælgelseskomité, hvis sammensætning er underlagt en regel om paritet, og som oprettes for hver udvælgelsesprøve med den velpræciserede opgave at gennemføre den pågældende udvælgelsesprøve.
Følgelig må en afgørelse, hvorved EPSO, som ikke er den kompetente instans, har udelukket en ansøger fra den anden fase af en almindelig udvælgelsesprøve, anses for at være ulovlig. Det er imidlertid på grundlag af den manglende opførelse af ansøgeren på reservelisten for nævnte udvælgelsesprøve og derfor nødvendigvis på grundlag af afgørelsen om at udelukke ansøgeren fra den anden fase af udvælgelsesprøven, at administrationens afgørelse om at anvende opsigelsesklausulen i sidstnævntes kontrakt som midlertidigt ansat blev vedtaget. Følgelig bør denne sidstnævnte afgørelse også anses for at være ulovlig.
(jf. præmis 99-104)
Henvisning til:
Personaleretten: 15. juni 2010, sag F-35/08, Pachtitis mod Kommissionen, præmis 50-52 og 58
7. Artikel 8, stk. 1 og 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte tilsigter netop at begrænse anvendelsen af på hinanden følgende kontrakter som midlertidigt ansatte. Dels kan en kontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i artikel 2, litra a), i nævnte ansættelsesvilkår kun forlænges en gang for en tidsbegrænset periode, hvorefter enhver senere forlængelse af denne ansættelse skal være af tidsubegrænset varighed. Dels kan en kontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i artikel 2, litra b) eller d), i ansættelsesvilkårene, hvis varighed ikke kan overstige fire år, kun forlænges en gang for en periode på højst to år, på betingelse af, at muligheden for forlængelse fremgår af den første kontrakt, idet den berørte ansatte efter udløbet af kontrakten alene kan forblive i sin ansættelse, såfremt han er blevet udnævnt til tjenestemand.
Den omstændighed, at den ansattes kontrakt har fået indføjet en opsigelsesklausul, der gør det muligt for administrationen at bringe den til ophør i tilfælde af, at den berørte ikke består en udvælgelsesprøve, hvis afholdelse var blevet meddelt inden for en nærmere bestemt frist, gør det ikke muligt, trods kontraktens ordlyd, at kvalificere denne som en tidsubegrænset kontrakt, hvilket karakteriserer stabilitet i ansættelsen. Varigheden af en kontrakt, således som det fremgår af § 3, nr. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der fremgår af bilaget til direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, kan fastsættes ikke blot ved »en bestemt dato«, men ligeledes ved »fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed«, såsom fastlæggelsen af en reserveliste for en bestemt udvælgelsesprøve, hvortil der er knyttet flere mulige konsekvenser afhængigt af ordlyden af den ansattes kontrakt. I tilfælde af, at den pågældendes navn ikke opføres på reservelisten, følger det af kontraktens ordlyd, at denne bringes til ophør. Almindeligvis sker det tilsvarende, når den pågældende består, idet den berørte ansatte vil blive tilbudt ansættelse som tjenestemand, hvorved det forudsættes, at kontrakten i tilfælde af afslag på tilbuddet ligeledes afsluttes i overensstemmelse med dens ordlyd.
En afgørelse fra administrationen om anvendelse af opsigelsesklausulen i den midlertidigt ansattes ansættelseskontrakt i strid med bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte skal følgelig annulleres. Efter en første forlængelse blev kontrakten som midlertidigt ansat som omhandlet i nævnte ansættelsesvilkårs artikel 2, litra a), mellem administrationen og den ansatte nemlig på ny forlænget for en tidsbegrænset periode i strid med bestemmelserne i disse ansættelsesvilkårs artikel 8, stk. 1.
(jf. præmis 110 og 113-116)
Henvisning til:
Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, præmis 66
8. En påstand om, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til en af dets ansatte betaler et beløb, som denne mener at være berettiget til i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, henhører under begrebet tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1. I henhold til denne bestemmelse har Personaleretten i disse tvister fuld prøvelsesret, som indebærer, at den skal finde en fuldstændig løsning og således træffe afgørelse vedrørende alle den ansattes rettigheder og forpligtelser eller overlade den pågældende institution under retsinstansens kontrol opfyldelsen af denne del af dommen på de præcise betingelser, som retsinstansen fastsætter.
(jf. præmis 125)
Henvisning til:
Domstolen: 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, præmis 65, 67 og 68
Personaleretten: 2. juli 2009, sag F-49/08, Giannini mod Kommissionen, præmis 39-42