Language of document :

Sag anlagt den 16. marts 2012 – ZZ mod EIB

(Sag F-37/12)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokat L. Isola)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation dels af den skrivelse, hvorved EIB’s formand – efter at udvalget for ”værdighed på arbejdspladsen” havde fremlagt sin rapport – afviste sagsøgerens anmeldelse om mobning, dels af ovennævnte udvalgs udtalelse, for så vidt som udvalget fastslog, at sagsøgeren ikke havde været udsat for mobning

Sagsøgerens påstande

Annullation af skrivelsen af 20. december 2011, for så vidt som formanden for EIB – udover ikke at have iværksat nogen foranstaltninger til imødegåelse af den mobning, som sagsøgeren har været udsat for i 20 år – antog, at sagsøgeren kunne trues til underdanigt at finde sig i ethvert overgreb og enhver form for magtmisbrug, som han dagligt udsættes for, så som at lade tredjemand frafalde de klager, som han har indgivet til undersøgelseskomitéen.

Annullation af undersøgelseskomitéens rapport og af de konklusioner, som komitéen nåede frem til, for så vidt som komitéen:

fastlagde en upassende definition af mobning og ikke besvarede sagsøgerens klage, hvorved de forskrifter, som EIB har indført, er helt utilstrækkelige.

afslog klagen uden nogen henvisning til de relevante forskrifter.

ikke fremlagde nogen dokumentation for de undersøgelser, der angiveligt skulle være blevet foretaget, og undlod at gengive dels de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren havde henvist til, dels den begrundelse, som EIB havde angivet.

Annullation af alle forbundne, efterfølgende og forudgående akter, navnlig de akter, som komitéen anvendte. Akterne blev forgæves begæret fremlagt den 21. december 2011, og begæringen blev afslået den 6. januar 2012.

EIB tilpligtes at betale sagens omkostninger.