Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Contencioso-Administrativo nº 17 de Barcelona (Spanien) den 2. juli 2019 – UQ mod Subdelegación del Gobierno en Barcelona

(Sag C-503/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Contencioso-Administrativo nº 17 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UQ

Sagsøgt: Subdelegación del Gobierno en Barcelona

Præjudicielle spørgsmål

Er en fortolkning ved nationale domstole, hvorefter en straf af enhver karakter er tilstrækkelig til at nægte adgang til status som fastboende udlænding, i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, og artikel 17 i direktiv 2003/109 1 ?

Skal den nationale domstol skal tage hensyn til andre faktorer, ud over faktorer som straffens grovhed og varighed, den fare, som ansøgeren udgør for samfundet, varigheden af dennes hidtidige lovlige ophold og de bånd, som vedkommende har knyttet til landet, og dermed foretage en samlet vurdering, hvorunder der tages hensyn til alle disse faktorer?

Skal direktivets artikel 6, stk. 1, fortolkes således, at den er til hinder for, at det i henhold til national ret er tilladt, at status som fastboende udlænding i henhold til artikel 4 kan nægtes af grunde, som vedrører hensynet til den offentlige orden eller sikkerhed, uden at der er taget stilling til, om de kriterier, der er indeholdt i direktivets artikel 6, stk. 1, og artikel 17, er opfyldt?

Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 17 i direktiv 2003/109 fortolkes således, at den nationale domstol i henhold til Domstolens praksis om direktivers vertikale virkning er bemyndiget til og direkte kan anvende bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, og artikel 17 med henblik på at vurdere virkningerne af, at der foreligger tidligere straffe under hensyn til, hvor grov overtrædelsen er, dommens varighed og den fare, som ansøgeren udgør?

Skal EU-retten, navnlig retten til adgang til status som fastboende udlænding, samt princippet om klarhed, princippet om gennemsigtighed og princippet om forståelighed, fortolkes således, at den er til hinder for, at de spanske domstole fortolker artikel 147-149 i kongeligt dekret nr. 557/2011 og artikel 32 i lov nr. 4/2000, således at de nægter at give status som fastboende udlænding af grunde, som vedrører hensynet til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, selv om det af disse bestemmelser ikke på en klar og gennemsigtig måde fremgår, at de nævnte grunde kan anføres som begrundelse for at nægte en sådan status?

Er det i overensstemmelse med princippet om den effektive virkning af direktiv 2003/109, og navnlig direktivets artikel 6, stk. 1, når en national bestemmelse og domstolenes fortolkning heraf gør det vanskeligere at få adgang til status som fastboende udlænding og lettere at få adgang til midlertidigt ophold?

____________

1     Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.11.2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, s. 44).