RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

29. februar 2012

Sag F-100/10

AM

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – vedtægtens artikel 73 – afslag på at anerkende en hjerneblødning som erhvervssygdom – lægeudvalg – kollegialitetsprincip«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved AM principalt har nedlagt påstand dels om annullation af den afgørelse af 12. november 2009, hvorved Europa-Parlamentet afslog at anse den hjerneblødning, som sagsøgeren blev ramt af den 5. marts 2006, for en ulykke som omhandlet i artikel 73 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, dels om, at Parlamentet tilpligtes at betale ham 25 000 EUR for det økonomiske tab og 50 000 EUR for det ikke-økonomiske tab.

Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. AM betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeerklæring – lægeudvalgets skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)

2.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeerklæring – underskrivelse af erklæringen nægtet af et medlem af lægeudvalget – formmangler – foreligger ikke – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22, stk. 3)

1.      Lægeudvalgets opgave, der er defineret i artikel 23 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union, går ud på objektivt og uafhængigt at bedømme lægelige spørgsmål og forudsætter, dels at udvalget råder over alle de nødvendige oplysninger, dels at udvalget fuldstændig frit kan foretage sin vurdering. De egentlige lægelige vurderinger, som lægeudvalget anlægger, må anses for endelige, når de er resultatet af en forskriftsmæssigt forløbet procedure. Unionens retsinstanser er alene beføjet til at efterprøve, om lægeudvalget er blevet oprettet og har fungeret forskriftsmæssigt, samt om udvalgets udtalelse er korrekt, bl.a. ved at foretage en vurdering af, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at forstå de betragtninger, som udvalget støtter sig på, og om der er en sammenhæng mellem udtalelsens konstateringer og dens konklusioner.

Henset til den begrænsede domstolskontrol, som det tilkommer Unionens retsinstanser at udføre, kan en kritik om, at lægeudvalget har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, ikke tiltrædes. Denne kontrol skal vedrøre selve arten af lægeudvalgets arbejde, der ikke går ud på at træffe en afgørelse mellem parter efter en kontradiktorisk procedure, men i at fastslå lægelige konstateringer.

Når lægeudvalget skal træffe afgørelse om komplekse, lægelige spørgsmål, navnlig vedrørende en vanskelig diagnose eller vedrørende årsagssammenhængen mellem den berørte tjenestemands lidelser og dennes erhvervsmæssige beskæftigelse ved en institution, påhviler det navnlig udvalget i sin udtalelse at angive de elementer i sagen, udvalget støtter sig på, og i tilfælde af væsentlig uenighed nærmere at anføre grundene til, at udvalget har set bort fra visse tidligere, relevante lægeerklæringer, som er gunstigere for den berørte.

(jf. præmis 65, 66, 68, 85 og 110)

Henvisning til:

Domstolen: 19. januar 1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, præmis 16

Retten i Første Instans: 15. december 1999, sag T‑300/97, Latino mod Kommissionen, præmis 41; 15. december 1999, sag T‑27/98, Nardone mod Kommissionen, præmis 30, 68 og 87; 16. juni 2000, sag T‑84/98, C mod Rådet, præmis 43; 27. juni 2000, sag T‑47/97, Plug mod Kommissionen, præmis 117; 26. februar 2003, sag T‑145/01, Latino mod Kommissionen, præmis 47

Personaleretten: 14. september 2010, sag F‑79/09, AE mod Kommissionen, præmis 64, 65, 84 og 89 og den deri nævnte retspraksis; 11. maj 2011, sag F‑53/09, J mod Kommissionen, præmis 102 og 104

2.      Lægeudvalget kan ved en flertalsafgørelse beslutte at indstille sit arbejde, og lægeudvalgets erklæring er ikke behæftet med en formfejl, fordi et af dets medlemmer har nægtet at underskrive den, når det står fast, at det pågældende medlem har haft mulighed for at fremføre sin opfattelse over for de to andre medlemmer.

(jf. præmis 73 og 78)

Henvisning til:

Domstolen: 10. december 1987, sag 277/84, Jänsch mod Kommissionen, præmis 14; Biedermann mod Revisionsretten, præmis 10 og 16

Retten i Første Instans: 29. januar 1998, sag T‑62/96, De Corte mod Kommissionen, præmis 81; 15. november 2000, sag T‑20/00, Camacho-Fernandes, præmis 31 og 32