Forenede sager C-924/19 PPU og C-925/19 PPU
FMS m.fl.
mod
Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság
og
Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. maj 2020
»Præjudiciel forelæggelse – asyl- og indvandringspolitik – direktiv 2013/32/EU – ansøgning om international beskyttelse – artikel 33, stk. 2 – afvisningsgrunde – artikel 40 – fornyede ansøgninger – artikel 43 – grænseprocedurer – direktiv 2013/33/EU – artikel 2, litra h), samt artikel 8 og 9 – frihedsberøvelse – lovlighed – direktiv 2008/115/EU – artikel 13 – effektive retsmidler – artikel 15 – frihedsberøvelse – lovlighed – adgang til effektive retsmidler – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – princippet om EU-rettens forrang«
1. Præjudicielle spørgsmål – præjudiciel hasteprocedure – betingelser – frihedsberøvet person – begreb – tredjelandsstatsborger, hvis ophold i et transitområde opretholdes – kvalifikationen af en sådan opretholdelse er uløseligt forbundet med den besvarelse, som de præjudicielle spørgsmål skal gives – løsningen på tvisten kan have en indvirkning på opretholdelsen af opholdet i transitområdet – anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure
(Statutten for Domstolen, art. 23a; Domstolens procesreglement, art. 107; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, 2013/32 og 2013/33)
(jf. præmis 99-103 og 107)
2. Præjudicielle spørgsmål – præjudiciel hasteprocedure – betingelser – tredjelandsstatsborgere, der er genstand for afgørelser om tilbagesendelse, som kan fuldbyrdes – risiko for tilsidesættelse af retten til asyl og risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling – løsningen på tvisten kan have en indvirkning på den retslige prøvelse af afgørelserne om tilbagesendelse – anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 18 og art. 19, stk. 2; statutten for Domstolen, art. 23a; Domstolens procesreglement, art. 107; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115)
(jf. præmis 104, 105 og 107)
3. Præjudicielle spørgsmål – præjudiciel hasteprocedure – betingelser – mindreårigt barn – risiko for at skade barnets udvikling på uoprettelig vis – løsningen på tvisten kan have en indvirkning på den situation, der ligger til grund for denne risiko – anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure
(Statutten for Domstolen, art. 23a; Domstolens procesreglement, art. 107)
(jf. præmis 106 og 107)
4. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – afgørelse om tilbagesendelse – begreb – afgørelse, hvorved det bestemmelsesland, som er angivet i en tidligere afgørelse om tilbagesendelse, ændres – omfattet
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 3, nr. 4)]
(jf. præmis 116-119)
5. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – søgsmål til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse – begreb – søgsmål, der kan anlægges af den offentlige anklager, som råder over en generel beføjelse til tilsyn med lovligheden af tilbagesendelsesafgørelser – udelukket – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – rækkevidde – retsmiddel, der skal kunne iværksættes af adressaten for afgørelsen om tilbagesendelse
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 13, stk. 1)
(jf. præmis 125)
6. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse eller en afgørelse om udsendelse – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – rækkevidde – retsmiddel til prøvelse af en administrativ afgørelse om tilbagesendelse, hvorved det oprindelige tilbagesendelsesland blev ændret – national lovgivning, hvorefter enekompetencen til at påkende dette retsmiddel indrømmes en administrativ myndighed, der ikke opfylder det krav om uafhængighed, som kendetegner en retsinstans – ingen tilgængelige retsmidler til prøvelse af en sådan myndigheds afgørelser – ulovlighed – forpligtelser og beføjelser for den nationale ret – forpligtelse til at erklære sig kompetent til at påkende det nævnte retsmiddel – pligt til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, som strider mod EU-retten
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 13, stk. 1)
(jf. præmis 126-134, 137, 144 og 147 samt domskonkl. 1)
7. EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – princippet om dommeres uafhængighed – rækkevidde
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)
(jf. præmis 135 og 136)
8. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – grunde – den omstændighed, at der foreligger et sikkert tredjeland – den omstændighed, at der foreligger et første asylland – ansøgning indgivet af en person, der er rejst gennem et tredjeland, som sikrer den pågældende et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, eller uden dér at have været udsat for forfølgelse eller en risiko for alvorlig overlast – udelukket
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33)
(jf. præmis 149, 151, 160, 161, 164 og 165 samt domskonkl. 2)
9. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – grund – den omstændighed, at der foreligger et sikkert tredjeland – begrebet sikkert tredjeland – krav om en tilstrækkelig forbindelse mellem ansøgeren og det pågældende tredjeland – ansøgerens transit gennem det nævnte land – ingen tilstrækkelig forbindelse
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33, stk. 2, litra c), og art. 38, stk. 2, litra a)]
(jf. præmis 152, 153 og 156-159)
10. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – afvisning af en ansøgning om international beskyttelse – afvisning, der er blevet stadfæstet ved en endelig retsafgørelse, og som er støttet på en afvisningsgrund, der er i strid med EU-retten – pligt for den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, til af egen drift at genoptage behandlingen med henblik på at tage hensyn til den strid med EU-retten, som er blevet fastslået ved en dom fra Domstolen – foreligger ikke
(Art. 4, stk. 3, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 18; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33)
(jf. præmis 189 og 190 samt domskonkl. 3)
11. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – grund – fornyet ansøgning, hvor der ikke bliver fremlagt nye elementer eller oplysninger – begrebet nyt element – dom fra Domstolen, hvorved det er blevet fastslået, at den afvisningsgrund, som den endelige afvisning på den oprindelige ansøgning om international beskyttelse er støttet på, er i strid med EU-retten – omfattet – rækkevidde
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 2, litra q), og art. 33, stk. 2, litra d)]
(jf. præmis 191-203 og domskonkl. 3)
12. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse – direktiv 2013/33 – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – begrebet frihedsberøvelse i disse to direktivers forstand – samme betydning – tvangsforanstaltning, hvorved ansøgeren berøves sin bevægelsesfrihed og isoleres fra resten af befolkningen, idet den pågældende pålægges at forblive i et afgrænset og lukket område
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15 og 16, og 2013/33, art. 2, litra h)]
(jf. præmis 216-225)
13. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse – direktiv 2013/33 – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – begrebet frihedsberøvelse i disse to direktivers forstand – den over for en tredjelandsstatsborger fastsatte pligt til at forblive i et transitområde – omfattet – betingelser
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115 og 2013/33)
(jf. præmis 226-231 og domskonkl. 4)
14. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – artikel 43 – specifikke procedurer, som medlemsstaterne kan fastlægge ved deres grænser eller i deres transitområder – frihedsberøvelse af en ansøger om international beskyttelse i et transitområde inden for rammerne af en sådan procedure – lovlighed – grænse – frihedsberøvelsens maksimale varighed – varighed på fire uger fra og med tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse – situationer med en massiv tilstrømning af ansøgere – ingen betydning
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 31, stk. 8, samt art. 33 og 43)
(jf. præmis 235-248 og domskonkl. 5)
15. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse – direktiv 2013/33 – frihedsberøvelse – grunde – ansøger om international beskyttelse, der ikke kan sikre sit underhold – udelukket – grund, der udgør et indgreb i overholdelsen af de materielle modtagelsesforhold, som den nævnte ansøger skal indrømmes
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33, art. 8, stk. 3, første afsnit, og art. 17, stk. 3)
(jf. præmis 250, 251, 253-256 og 266 samt domskonkl. 6)
16. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse – direktiv 2013/33 – frihedsberøvede ansøgeres garantier – rækkevidde – pligt til at undersøge nødvendigheden og forholdsmæssigheden af en frihedsberøvelsesforanstaltning og til at vedtage en begrundet afgørelse om denne frihedsberøvelse – medlemsstaternes pligt til at fastsætte en adgang til retslig prøvelse af lovligheden af en frihedsberøvelsesforanstaltning
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33, art. 8, stk. 2 og 3, samt art. 9, stk. 2, 3 og 5)
(jf. præmis 257-261 og 266 samt domskonkl. 6)
17. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse – direktiv 2013/33 – frihedsberøvede ansøgeres garantier – rækkevidde – frihedsberøvelsens maksimale varighed – pligt til at fastsætte en maksimal varighed – foreligger ikke – betingelser
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33, art. 9, stk. 1)
(jf. præmis 262-266 og domskonkl. 6)
18. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – grund – tredjelandsstatsborger, der ved sin adfærd risikerer at bringe gennemførelsen af afgørelsen om tilbagesendelse i form af udsendelse i fare – begreb – tredjelandsstatsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, og som ikke kan sikre sit underhold – udelukket
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 1)
(jf. præmis 268-272 og 281 samt domskonkl. 7)
19. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – pligt til at undersøge nødvendigheden og forholdsmæssigheden af en frihedsberøvelsesforanstaltning og til at vedtage en begrundet afgørelse om denne frihedsberøvelse – medlemsstaternes pligt til at fastsætte en adgang til retslig prøvelse af lovligheden af en frihedsberøvelsesforanstaltning
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 1-3)
(jf. præmis 273-277 og 281 samt domskonkl. 7)
20. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – frihedsberøvelsens maksimale varighed – varighed på 18 måneder – følge af udløbet af denne varighed – pligt til omgående at løslade den frihedsberøvede person
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 1 og 4-6)
(jf. præmis 278-281 og domskonkl. 7)
21. Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse – national lovgivning, der ikke fastsætter nogen adgang til retslig prøvelse af en foranstaltning med frihedsberøvelse af en ansøger om international beskyttelse eller en tredjelandsstatsborger, som er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse – ulovlighed – forpligtelser og beføjelser for den nationale ret – pligt til at erklære sig kompetent til at efterprøve lovligheden af en sådan foranstaltning – pligt til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, som strider mod EU-retten – beføjelse til at erstatte den afgørelse fra den administrative myndighed, hvorved den nævnte frihedsberøvelse blev anordnet, med sin egen afgørelse – beføjelse til at træffe afgørelse om omgående løsladelse af de frihedsberøvede personer, når frihedsberøvelsesforanstaltningen er ulovlig
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 2, og 2013/33, art. 9, stk. 3)
(jf. præmis 290-294 og 301 samt domskonkl. 8)
22. Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse – retsmidler mod afgørelser vedrørende tildelingen af materielle modtagelsesforhold for ansøgere om international beskyttelse – pligt til at fastsætte et retsmiddel, der gør det muligt for en ansøger, som ikke længere er frihedsberøvet, at påberåbe sig sin ret til indkvartering – national lovgivning, der ikke fastsætter en adgang til retslig prøvelse af en sådan ret – ulovlighed – forpligtelser og beføjelser for den nationale ret – pligt til at erklære sig kompetent til at påkende det retsmiddel, hvorved det tilsigtes at sikre en sådan ret – beføjelse til at vedtage foreløbige forholdsregler
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33, art. 17 og 26)
(jf. præmis 296-299 og 301 samt domskonkl. 8)
Resumé
Indkvarteringen af asylansøgere eller tredjelandsstatsborgere, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, i transitområdet i Röszke ved den serbisk-ungarske grænse skal anses for en »frihedsberøvelse«. Såfremt det efter udfaldet af den retslige prøvelse af lovligheden af en sådan frihedsberøvelse er blevet påvist, at de pågældende personer er blevet frihedsberøvet uden gyldig grund, skal den påkendende ret straks løslade dem.
I dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság (sagerne C-924/19 PPU og C-925/19 PPU), der blev afsagt den 14. maj 2020 inden for rammerne af en hasteprocedure, udtalte Domstolens Store Afdeling sig om en række spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktiv 2008/115 (1) (herefter »tilbagesendelsesdirektivet«), 2013/32 (2) (herefter »proceduredirektivet«) og 2013/33 (3) (herefter »modtagelsesdirektivet«) i forbindelse med den ungarske lovgivning om ret til asyl og tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
I det foreliggende tilfælde havde afghanske (sag C-924/19 PPU) og iranske statsborgere (sag C-925/19 PPU), der var ankommet til Ungarn via Serbien, indgivet asylansøgninger fra transitområdet i Röszke, som er beliggende ved den serbisk-ungarske grænse. I henhold til ungarsk ret blev disse ansøgninger afvist fra realitetsbehandling, og der blev vedtaget afgørelser om tilbagesendelse til Serbien. Serbien afslog imidlertid at tage de berørte personer tilbage til sit område med den begrundelse, at de betingelser, som er fastsat i den med Unionen indgåede aftale om tilbagetagelse (4), ikke var opfyldt. Efter denne afgørelse fra Serbien foretog de ungarske myndigheder ikke en realitetsbehandling af de ovenfor nævnte ansøgninger, men ændrede det bestemmelsesland, som var angivet i de oprindelige afgørelser om tilbagesendelse, ved at erstatte det med de berørte personers respektive oprindelseslande. Den indsigelse, som de sidstnævnte efterfølgende fremsatte mod ændringsafgørelserne, blev forkastet. Selv om et sådant retsmiddel ikke er fastsat i ungarsk ret, anlagde de berørte personer sag ved en ungarsk retsinstans med påstand om, at de afgørelser, hvorved deres indsigelser mod disse ændringsaftaler blev forkastet, skulle annulleres, og at asylmyndigheden skulle pålægges at foretage en ny asylprocedure. De anlagde ligeledes passivitetssøgsmål i tilknytning til deres frihedsberøvelse i transitområdet i Röszke og opretholdelsen af deres ophold dér. De blev nemlig først pålagt at opholde sig i den sektor i dette transitområde, som er forbeholdt asylansøgere, inden de nogle måneder senere blev pålagt at opholde sig i den sektor i dette område, der er forbeholdt de tredjelandsstatsborgere, som har fået afslag på deres asylansøgning, og hvor de stadig befinder sig på nuværende tidspunkt.
For det første vurderede Domstolen de berørte personers situation i transitområdet i Röszke i lyset af reglerne for såvel frihedsberøvelse af ansøgere om international beskyttelse (proceduredirektivet og modtagelsesdirektivet) som frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (tilbagesendelsesdirektivet). I denne henseende fastslog Domstolen indledningsvis, at indkvarteringen af de berørte personer i dette transitområde skulle anses for en frihedsberøvende foranstaltning. Domstolen nåede frem til denne konklusion ved at præcisere, at begrebet »frihedsberøvelse«, som har samme betydning i sammenhæng med de forskellige ovenfor nævnte direktiver, vedrører en tvangsforanstaltning, der forudsætter en berøvelse, og ikke en simpel begrænsning, af den berørte persons bevægelsesfrihed og isolerer denne fra resten af befolkningen ved at pålægge den pågældende permanent at forblive i et afgrænset og lukket område. Efter Domstolens opfattelse kan forholdene i transitområdet i Röszke sammenlignes med en frihedsberøvelse, bl.a. fordi de berørte personer ikke lovligt kan forlade dette område i nogen retning. Navnlig kan de ikke forlade området og rejse til Serbien, for så vidt som de serbiske myndigheder for det første ville anse et sådant forsøg for ulovligt, og de berørte personer derved ville risikere sanktioner, og de nævnte personer for det andet ville risikere at fortabe enhver mulighed for at opnå flygtningestatus i Ungarn.
Domstolen undersøgte derefter, om denne frihedsberøvelse var i overensstemmelse med de i EU-retten fastsatte krav. Hvad angår de krav, der er knyttet til en frihedsberøvelse, fastslog Domstolen, at i medfør af henholdsvis modtagelsesdirektivets artikel 8 og tilbagesendelsesdirektivets artikel 15 kan hverken en ansøger om international beskyttelse eller en tredjelandsstatsborger, som er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, frihedsberøves med den begrundelse alene, at den pågældende ikke kan sikre sit underhold. Domstolen tilføjede, at modtagelsesdirektivets artikel 8 og 9 samt tilbagesendelsesdirektivets artikel 15 er til hinder for, at en ansøger om international beskyttelse, henholdsvis en tredjelandsstatsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, frihedsberøves, uden at der forinden er truffet en begrundet afgørelse om frihedsberøvelse, og uden at nødvendigheden og forholdsmæssigheden af en sådan foranstaltning er blevet undersøgt.
Ligeledes redegjorde Domstolen nærmere for de krav, der er knyttet til opretholdelsen af frihedsberøvelsen og navnlig varigheden heraf. Hvad angår ansøgere om international beskyttelse fastslog Domstolen, at modtagelsesdirektivets artikel 9 ikke opstiller et krav om, at medlemsstaterne skal fastsætte en maksimal varighed for opretholdelsen af frihedsberøvelsen. Deres nationale ret skal imidlertid sikre, at frihedsberøvelsen kun varer, så længe den grund, den er støttet på, fortsat gør sig gældende, og at de til denne grund knyttede administrative procedurer gennemføres med omhu. Hvad derimod angår tredjelandsstatsborgere, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, fremgår det af tilbagesendelsesdirektivets artikel 15, at deres frihedsberøvelse, selv når den forlænges, ikke må overstige 18 måneder og ikke må opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.
Hvad i øvrigt angår frihedsberøvelse af ansøgere om international beskyttelse inden for et transitområdes særlige rammer er det ligeledes nødvendigt at tage hensyn til proceduredirektivets artikel 43. Det fremgår af denne bestemmelse, at medlemsstaterne kan pålægge ansøgerne om international beskyttelse at forblive ved grænsen eller i et af medlemsstaternes transitområder med henblik bl.a. på, inden de træffer afgørelse om disse ansøgeres indrejse på deres område, at undersøge, om de sidstnævntes ansøgninger skal behandles. En afgørelse skal imidlertid vedtages inden for en frist på fire uger, idet den pågældende medlemsstat ellers skal indrømme ansøgeren ret til at rejse ind på denne medlemsstats område og behandle vedkommendes ansøgning i henhold til den almindelige procedure. Selv om medlemsstaterne inden for rammerne af en procedure, der er omhandlet i nævnte artikel 43, kan frihedsberøve ansøgere om international beskyttelse, som ankommer til deres grænser, må denne frihedsberøvelse derfor under ingen omstændigheder overskride fire uger fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.
Endelig fastslog Domstolen, at lovligheden af en frihedsberøvende foranstaltning, såsom frihedsberøvelse af en person i et transitområde, skal kunne være genstand for en retslig prøvelse i henhold til henholdsvis modtagelsesdirektivets artikel 9 og tilbagesendelsesdirektivets artikel 15. Når der ikke foreligger nogen national bestemmelse, som fastsætter adgang til en sådan prøvelse, forpligter princippet om EU-rettens forrang og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse derfor den påkendende nationale retsinstans til at erklære sig kompetent til at udtale sig herom. Desuden skal den nationale retsinstans, såfremt den efter sin prøvelse finder, at den pågældende frihedsberøvende foranstaltning er i strid med EU-retten, kunne erstatte den afgørelse fra den administrative myndighed, hvorved foranstaltningen blev anordnet, med sin egen samt træffe afgørelse om straks at løslade de pågældende personer eller eventuelt om et alternativ til frihedsberøvelsen.
Endvidere skal en ansøger om international beskyttelse, hvis frihedsberøvelse – der er konstateret ulovlig – er ophørt, kunne påberåbe sig de materielle modtagelsesforhold, som den pågældende har ret til under behandlingen af dennes ansøgning. Det fremgår særligt af modtagelsesdirektivets artikel 17, at den pågældende, såfremt denne ikke råder over midler til sit underhold, har ret til at modtage enten en kontantydelse, der gør det muligt for den pågældende at finde en bolig, eller gratis indkvartering. I denne optik opstiller modtagelsesdirektivets artikel 26 et krav om, at en sådan ansøger skal kunne indgive en klage til en retsinstans med henblik på, at den pågældende sikres denne ret til indkvartering, og retsinstansen råder over muligheden for at indrømme foreløbige foranstaltninger, indtil den træffer endelig afgørelse. Såfremt ingen anden retsinstans er kompetent i medfør af national ret, forpligter princippet om EU-rettens forrang og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse også i dette tilfælde den påkendende retsinstans til at erklære sig kompetent til at påkende den klage, med hvilken det tilsigtes at sikre denne ret til indkvartering.
Domstolen udtalte sig for det andet om den nationale retsinstans’ kompetence til at påkende de berørte personers annullationssøgsmål til prøvelse af de afgørelser, hvorved deres indsigelser mod ændringen af tilbagesendelseslandet blev forkastet. I denne henseende anførte Domstolen, at en afgørelse om ændring af det bestemmelsesland, der er angivet i den oprindelige afgørelse om tilbagesendelse, er så væsentlig, at den skal anses for en ny afgørelse om tilbagesendelse. I medfør af tilbagesendelsesdirektivets artikel 13 skal adressaterne for en sådan afgørelse efterfølgende råde over et effektivt retsmiddel herimod, som også skal være i overensstemmelse med den ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). I dette perspektiv bemærkede Domstolen, at selv om medlemsstaterne kan bestemme, at afgørelser om tilbagesendelse skal påklages til andre myndigheder end retslige, skal adressaten for en afgørelse om tilbagesendelse, der er vedtaget af en administrativ myndighed, imidlertid på et vist trin i proceduren kunne anfægte lovligheden ved mindst én retsinstans. I de foreliggende sager bemærkede Domstolen, at de berørte personer kun kunne anfægte de af udlændingepolitimyndigheden trufne afgørelser, hvorved tilbagesendelseslandet var blevet ændret, ved at indgive en klage til asylmyndigheden, og at der ikke var sikret nogen efterfølgende adgang til retslig prøvelse. Sidstnævnte myndighed, som er underlagt den for politiet ansvarlige ministers myndighed, henhører imidlertid under den udøvende magt, hvorfor den ikke opfylder den betingelse om uafhængighed, der kræves af en domstol som omhandlet i chartrets artikel 47. Under sådanne omstændigheder forpligter princippet om EU-rettens forrang samt retten til en effektiv domstolsbeskyttelse den påkendende nationale retsinstans til at erklære sig kompetent til at påkende det søgsmål, med hvilket det tilsigtes at anfægte en afgørelse om tilbagesendelse, hvorved det oprindelige bestemmelsesland blev ændret, ved om fornødent at undlade at anvende enhver national bestemmelse, som forbyder den at handle sådan.
Domstolen undersøgte for det tredje den afvisningsgrund, der er fastsat i den ungarske lovgivning, og som afvisningen af asylansøgningerne var støttet på. Denne lovgivning gør en sådan afvisning mulig, når ansøgeren er ankommet til Ungarn via et land, som anses for »et sikkert tredjeland«, hvor den pågældende ikke er udsat for forfølgelse eller risiko for alvorlig overlast, eller hvor der er sikret et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Under henvisning til sin nylige praksis (5) fastslog Domstolen, inden den redegjorde nærmere for en sådan grunds konsekvenser for asylproceduren, at den nævnte grund er i strid med proceduredirektivets artikel 33, for så vidt som den afvisning af de berørte personers asylansøgninger, der er støttet på denne ulovlige grund, allerede er blevet stadfæstet ved en endelig retsafgørelse. Ifølge Domstolen fremgår det i en sådan situation af proceduredirektivet, sammenholdt med bl.a. chartrets artikel 18, der sikrer retten til asyl, at den myndighed, som har afvist asylansøgningerne fra realitetsbehandling, ikke er forpligtet til at genoptage dem af egen drift. Imidlertid kan de berørte personer altid indgive en ny ansøgning, der vil blive kvalificeret som en »fornyet ansøgning« i proceduredirektivets forstand. Selv om direktivets artikel 33 bestemmer, at en fornyet ansøgning kan afvises, når der i denne ansøgning ikke er fremkommet nye elementer eller oplysninger, skal den omstændighed, at der foreligger en dom fra Domstolen, hvorved det fastslås, at en afvisningsgrund fastsat i en national lovgivning er i strid med EU-retten, i denne henseende anses for at udgøre et nyt element. Mere generelt fastslog Domstolen desuden, at den i direktivets artikel 33 fastsatte afvisningsgrund ikke finder anvendelse, når asylmyndigheden konstaterer, at den endelige afvisning af den første ansøgning om asyl fandt sted i strid med EU-retten. Denne konstatering gælder nødvendigvis, når den nævnte strid, ligesom i det foreliggende tilfælde, følger af en dom fra Domstolen eller er blevet fastslået af en national retsinstans efter indsigelse.